»Saaledes staar det til med os, at man i Danmark ikke veed, hvad Danmark er«
Sådan udtrykte den nationalliberale politiker Orla Lehmann sig i en tale 28. maj 1842. Disse ord var udtryk for en reel problemstilling, som man nødvendigvis måtte tage stilling til. I dag er det let forståeligt, hvad Danmark er. Danmark er kongeriget Danmark, og Danmark er, hvor Danmarks Riges Grundlov gælder.
Så let var det imidlertid ikke i 1842, hvor det danske monarki foruden kongeriget Danmark omfattede hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. Det var resterne af den såkaldte konglomeratstat – et sammensat rige med forskellige befolkningsgrupper i forskellige enheder samlet alene under monarken.
Orla Lehmann beskrev de mange forskellige svarmuligheder på følgende måde:
»Naturligvis til Kongeaaen; thi der begynder Hertugdømmet Slesvig” – »Nej, til Flensborg Fjord; thi saa langt hersker det danske Sprog.« – »Nej, til Slien, det ældgamle Grændseskjel mellem skandinavisk og germanisk Nationalitet.« – »Nej, til Ejderen, der fra Carl den Stores Tider og til den Dag idag har været 'terminus imperii Romani',« – »Nej, saa langt som de danske Kongers Scepter naar, til Elbens Bredder.«
Sproget begyndte at skifte
Dette kræver måske en oversættelse, der, lidt ligesom Orla Lehmanns skildring, lettest gøres som en vandring fra Kolding til Hamborg, en kulturel skildring af de forskelle, man i 1842 ville møde, hvis man drog af sted på en sådan rejse.
Syd for Kolding overskred man Kongeå-grænsen, grænsen mellem kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig. Danmarks konge og Slesvigs hertug var ganske vist samme person, men Danmark og Slesvig var stadig forskellige juridiske og politiske enheder. Dette skel var alene juridisk defineret.
Ved Flensborg Fjord ville vandringsmanden opleve, at sproget begyndte at skifte. Syd for Flensborg Fjord lå halvøen Angel, hvor det danske sprog i 1842 længe havde været under pres. Angeldansk er blevet vurderet til at være uddødt omkring 1930, men allerede i midten af 1800-tallet gik dog grænsen mellem områder med dansktalende og tysktalende majoritet ved Flensborg.
Dette skel var sprogligt, hvilket dog ikke nødvendigvis må forveksles som en sindelagsgrænse.
Forsvarsværket blev betragtet som porten til Danmark
Ved floden Slien og byen Slesvig lå det gamle forsvarsværk Dannevirke. Dette var uløseligt forbundet med Thyra Dannebod, Gorm den Gamles dronning, der har fået æren for udbygningen af forsvarsværket. Dette var mere end bare et militært anlæg. Denne jordvold var at forstå som Danmarks såvel som Skandinaviens sydligste værn mod Tyskland.
Området umiddelbart syd havde i Middelalderen formodentlig været tyndt befolket, men var i løbet af århundrederne op mod 1800-tallet blevet bosat af tyskere. Skellet ved Dannevirke må betragtes som et nationalt skel bedømt ikke på sindelag, men på en art etnisk-territorial bedømmelse.
Syd for Dannevirke var tyskerne langsomt trængt ind, men forsvarsværket måtte betragtes som porten til Danmark. Inden for denne var folket pr. definition dansk.
Tanken om nationalstaten havde manifesteret sig som politisk bevægelse
Lidt længere mod syd lå Ejderen, der dannede grænsen mellem hertugdømmerne Slesvig og Holsten Udtrykket »terminus imperii Romani« hang på skrift over grænsebyen Rendsborgs nordlige byport og markerede enden på det tyske rige og den tyske kejsers magt. Dette skel var juridisk, men også historisk begrundet.
Det tyske kejserrige var fra 1806 ikke mere, men i 1815 etableredes det tyske forbund, der var et løst, men forpligtende forbund mellem de tyske stater. Her var Holsten medlem, men ikke Slesvig. Det var ved Ejderen, at Uffe hin Spage ifølge Saxo havde holdt en saksisk prins stangen, og det var nord herfor, at tyskerne ikke hidtil havde kunnet blande sig.
Grænsen for det danske monarki gik ved Elben. Den danske konge, der som nævnt også var hertug af Slesvig, var tillige hertug af Holsten. Dette var altså et klart dynastisk forhold, der indspillede på denne opfattelse – at det altså var den fyrste, man var samlet under, som definerede riget.
Riget og dets folk var ikke baseret på sprog, kultur eller andet lignende, men i det undersåtlige forhold til suverænen. Dette synspunkt var under kraftig beskydning i en periode, hvor tanken om nationalstaten – i modsætning til fyrstestaten – havde manifesteret sig selv som en politisk bevægelse.
Nationalfølelsen er en stærk kraft at sætte fri
Det var altså ikke ganske let at definere, hvad Danmark var. Myter, historiefortælling, sprog samt juridiske og dynastiske forhold var alt sammen indvirkende på denne definition. En grænse måtte dog drages, og for Orla Lehmann kunne der ingen tvivl være: »Danmark indtil Ejderen.«
Vi kan undre os over, at en latinsk frase som »terminus imperii Romani« kan sættes som motto for en national bevægelse, men en national grænsedragning er ikke bare et spørgsmål om inklusion, men også om eksklusion, og Ejderen blev det sted, der tydeligst kunne sættes ind i den nationale fortælling, der så ofte havde været en fortælling, hvor Danmark havde været at se som modsætning til det tyske.
Nationalfølelsen er en stærk kraft at sætte fri, men den er også forfatningsmæssig nødvendig. Uden en klar grænse for, hvem der tilhører folket, kan intet folkestyre etableres. En sådan grænse kan være svær at drage, fordi følelser hos det pågældende folk kan være knyttet til en given egn.
Således var Dannevirke som nævnt et stærkt dansk symbol, men omkring fæstningsværket var kun et mindretal dansk. Man kan sammenligne det med Kosovo og Serbien. Kosovo bliver af serbere betragtet som nationens vugge, men flertallet i området er albanere.
Således føler mange nationalt sindede en afståelse af sådanne områder som en national amputation, fordi nationen ikke bare tænkes som en fælles solidaritet, men også som en solidaritet med en kulturel og historisk baggrund.
Den nationalliberale regering etablerede en politisk union
Den nationale bevægelse blev da i Danmark også kraftig. Gennem billedkunst og videnskabelige arbejder dyrkede man og undersøgte man det nationale i 1840'erne og 1850'erne, og bevægelsen kulminerede i starten af 1860'erne.
Pga. det folkelige pres gennemførte den nationalliberale regering – bl.a. med Orla Lehmann som indenrigsminister – i 1863 udsondringen af Holsten og etableringen af en politisk union mellem Danmark og Slesvig.
Credoet »Danmark til Ejderen« var løbet løbsk, og trods regeringens forsøg på at nedtone betydningen af unionen, førte Novemberforfatningen, unionens juridiske manifestation, til, at Prøjsen og Østrig kunne beskylde Danmark for at bryde internationale konventioner. Dette førte til krig og nederlag i 1864.
Resultatet blev det værst tænkelige – hverken grænse ved Elben, Ejderen, Dannevirke eller Flensborg, men ved Kongeåen. Ikke dynastiske, ikke historiske, ikke sproglige og slet ikke sindelagsmæssige overvejelser blev lagt til grund. Det var ikke Danmark, der fik lov til at bestemme, hvor Danmark gik. Det blev, som Bismarck havde sagt det:
»Tidens store spørgsmål afgøres ikke ved taler og flertalsbeslutninger, men med jern og blod.«
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
