Når Folketingets politikere træffer upopulære beslutninger, kan vrede, stridslystne borgere i spøg finde på at kræve de ansvarlige politikere fængslet for 'forbrydelserne'.
Men hvis Folketinget rent fakstisk skulle arbejde fra et fængsel, ville det være skadeligt for demokratiet - ganske enkelt på grund af fængselsbygningers arkitektur.
Fængselsbygninger er nemlig alt for lukkede til demokratisk, politisk arbejde. Et svært bevogtet fængsel ville signalere, at borgerne ikke må vide, hvad der foregår bag de høje mure.
Det modarbejder demokratiet, fordi borgerne i et demokratisk samfund helst skal føle, at Folketinget er deres åbne, demokratiske institution.
Bygningers udformning kan altså påvirke demokraiet.
»Faktisk kan arkitektur være gavnlig for demokratiet, hvis den lægger op til involvering og åbenhed – altså inklusion,« siger Merete Ahnfeldt-Mollerup, som forsker i arkitektur og demokrati ved Kunstakademiets Arkitektskole.
Demokratisk arkitektur opfordrer borgere til involvering
Hun fortæller, at et parlament som Folketinget helst skal signalere, at borgerne meget gerne må involvere sig. At de må komme indenfor, slå en snak af med politikerne og se dem arbejde. Bygningen tilhører netop folkestyret.
Sådan en arkitektur kaldes 'demokratisk arkitektur' – en arkitektur, der opfordrer borgerne til at tage del i samfundet.
»I demokratisk arkitektur er der plads til alle, uanset om det er forstadsfruerne, bumserne, de fremmede eller de gamle,« siger Merete Ahnfeldt-Mollerup.
Nogle bygninger virker mere demokratiske end andre
Hun har i sin forskning undersøgt om særlige former for arkitektur –
for eksempel nyklassicisme eller modernisme – er specielt gavnlige for demokratiet. Men det er ikke lykkedes hende at nå til et entydigt resultat.
»Jeg kan ikke dokumentere, at en særlig form for arkitektur virker positivt for demokratiet, selvom arkitekterne har haft en idé om det.«
»Men går man til de enkelte bygninger, er der tydelige eksempler på, at nogle virker mere demokratiske end andre,« fortæller Merete Ahnfeldt-Mollerup.
Den svenske nationalbank virker mere demokratisk end den danske Som eksempel nævner hun forskellen på den danske og den svenske nationalbank. Arkitekterne bag den svenske nationalbank har bevidst lavet en åben arkitektur. Der er mange vinduer, og man forsøger at invitere borgeren ind. På den måde siger arkitekturen, at banken er en del af det demokratiske samfund, og at det er borgernes bank. Den danske nationalbank virker derimod helt anderledes udefra. Bankens høje stenvægge signalerer, at den er et lukket, sikkert sted, frem for, at den er en del af samfundet. Som borger føler man sig ikke umiddelbart inviteret indenfor i den danske nationalbank. Arkitekturen lægger op til, at pengesagerne klares i sikre rammer af Nationalbankens folk uden borgernes utidige indblanding.
Verdens demokratiske parlamenter skal signalere åbenhed
Principperne bag den svenske nationalbanks åbenhed går igen, når man rundt omkring i verden skal bygge demokratiske parlamenter.
»Typisk vil man via arkitekturen lægge op til, at stedet skal være gennemsigtigt og borgeren velkommen – fordi parlamentet er til for borgeren.«
»Man vil derfor skabe sigtbarhed ved eksempelvis at bruge glas, eller åbne udendørs rum, som søjlehaller. Man vil sørge for, at man kan bevæge sig frit, i det omfang sikkerheden tillader det. Og man vil forsøge at skabe rum, hvor politikere og borgere kan rende på hinanden, når borgerne kommer forbi,« fortæller Merete Ahnfeldt-Mollerup.
På den måde kan et parlaments arkitektur skubbe på for demokratiets tanker om åbenhed, gennemsigtighed og borgernes medvirken til samfundsbeslutningerne.
Gentlemen så romersk arkitektur som demokratisk
Det er ikke en ny idé, at noget arkitektur kan være mere gavnligt for demokratiet end andet.
Idéen opstod i 1700-tallet – samme århundrede hvor der blev taget hul på de første moderne tanker om demokrati. Blandt veluddannede fritænkere kom det på mode at debattere folkestyrets muligheder. Særligt de engelske gentlemen diskuterede de demokratiske idéer, og hvordan de kunne smitte af på alt i samfundet.
»De engelske gentlemen så demokratiet i den romerske republik som et forbillede. Derfor mente de, at den klassiske, romerske arkitektur var gavnlig for den demokratiske udvikling i England,« fortæller Merete Ahnfeldt-Mollerup.
De engelske gentlemen tog på dannelsesrejser til Italien, og så resterne af den romerske arkitektur. Englænderne opdagede da den samtidige italienske arkitekt Palladio og opfattede ham som én, der kunne 'genopfinde' arkitekturen fra det gamle, demokratiske Rom.
Palladio begyndte at tegne hvide bygninger med store søjler til de engelske gentlemen. Det er den arkitektur, der senere er blevet kendt som 'nyklassicisme'.
Kongressen i USA er demokratisk arkitektur
Da engelske gentlemen efterfølgende rejste til Nordamerika for at forvalte de britiske kolonier i det senere USA, tog de tankerne om demokrati og nyklassicisme med sig.
I 1770erne krævede flere af koloniernes forvaltere demokrati og uafhængighed fra England. De skabte det demokratiske USA og opførte 'demokrati-fremmende', nyklassicistiske bygninger.
Thomas Jefferson (1743-1826) var både en af USA's grundlæggere, unionens tredje præsident - og arkitekt. Han skabte den amerikanske variation af nyklassicismen. Hans eget gods, Monticello, og University of Virginia blev bygget som forbilleder for det nye lands demokratiske arkitektur.
Arkitekturmoden fra USA krydsede igen atlanten, tilbage til Europa hvor især Frankrig omfavnede nyklassicismen som demokratiets arkitektur.
Fascisterne stjal demokraternes arkitektur
Men i 1920erne og 30erne ændrede synet på nyklassicismen sig blandt vestens demokratiske arkitekter.
Både nazisterne i Tyskland, fascisterne i Italien og kommunisterne i Sovjetunionen gjorde en afart af nyklassicismen til den officielle, statsanerkendte arkitektur. De totalitære regimer omfavnede demokratiets arkitektur.
Ikke fordi de ville lede folks tanker hen på det demokratiske romerrige. Men fordi de ville hylde det udemokratiske, romerske kejserimperium, der efterfulgte demokratiet i Rom – uden at det ændrede på byens arkitektur.
»Kun arkitekturnørder kunne se forskel på demokraternes nyklassicistiske bygninger og fascisternes. Derfor blev idéen om nyklassicismen som demokratiets arkitektur kasseret,« fortæller Merete Ahnfeldt-Mollerup.
Caféer inviterer borgerne indenfor i skuespilhuset
Men selvom forbindelsen mellem nyklassicismen og demokratiet blev brudt, levede idéen om demokratisk arkitektur videre og gør det fortsat i dag.
I vor tids Danmark er det eksempelvis blevet almindeligt, at store, offentlige byggerier skal signalere demokrati.
Det kan man blandt andet se, hvis man besøger det nye skuespilhus i København, fortæller Merete Ahnfeldt-Mollerup.
»Træbroen foran skuespilhuset, hvor der er caféer og liv, får folk til at glemme, at det er et 'fint' statssted. På den måde signalerer arkitekturen, at huset er til for alle borgere, og at man bare kan komme ind,« siger Merete Ahnfeldt-Mollerup.
Byen og demokratiet hænger sammen
Hun vender ordet 'politiks' oprindelse, fordi det netop viser, at der er en sammenhæng mellem by, arkitektur og demokrati.
»'Politik' kommer af det græske ord 'polis', der betyder by. Så allerede i oldtidens Grækenland vidste man, at der skal være et socialt rum – en by der ligger op til samtale og fællesskab – før man kan have politik og demokrati,« konstaterer Merete Ahnfeldt-Mollerup.
