Arkitekt boede 48 timer på bunden af Københavns Havn: »Det var psykedelisk«

Da Sebastian Aristotelis kravler ind i en dykkerklokke på bunden af Københavns Havn, kan han pludselig trække vejret frit igen.

»Det er en fucking mærkelig følelse,« fortæller den 29-årige rumarkitekt til Videnskab.dk:

»At være dykket ned på bunden i syv meters dybde, tage regulatoren ud af munden og trække vejret dernede. Det føltes meget kunstigt.«

Så rammer lyden ham:

»Der er en fuldstændig intens boblelyd dernede, fordi du har et lille overtryk i habitatet, så vandet ikke går ind. Så det bobler bare ud med store, tunge, basfyldte bobler.«

Så lyset:

»Det er helt mørkt, men der kommer en smule lys fra en af redningsdykkerne gennem vinduet. Det skinner helt grønt igennem partiklerne i vandet. Så der er et mærkeligt lys derinde. Det er meget psykedelisk.«

Til sidst kulden:

»Jeg ryster. Jeg har kun badebukser på, og det er et koldt efterårsvand, jeg er dykket ned igennem. Jeg vil bare gerne tørre mig og skifte tøj hurtigst muligt, så jeg kan få varmen.«

Vil forbedre fremtidens rumboliger

Sebastian Aristotelis er stifter og leder af SAGA Space Architects - en tegnestue, der har en klar ambition om at udvikle og levere arkitektur til fremtidens rumfart og den nye rumalder, der med al sandsynlighed vil sende flere og flere mennesker ud af Jordens atmosfære.

»Mennesker er ikke lavet til at bo i rummet. Vi er knap nok lavet til at bo i Danmark,« siger Sebastian Aristotelis i telefonen og bryder - som han meget ofte gør - ud i et grin.

»Lige nu er ‘boligerne’ i rummet rene overlevelsesmaskiner.«

»I de første mange år af rumfarten var ambitionen, at man skulle overleve i rummet. Der har ikke været fokus på trivsel. Men det tror vi, at man kan gøre bedre. Hele tegnestuens eksistensgrundlag handler om det; at gøre boligerne i rummet bedre.«

I jagten på dette har SAGA-arkitekterne allerede markeret sig med en række opsigtsvækkende eksperimenter:

• Gennem 90 dage i 2020 isolerede Sebastian Aristotelis og SAGA-medstifter Karl-Johan Sørensen sig i den forladte nordgrønlandske mineby, Moriusaq. Målet var at teste et Måne-habitat.
• Med virksomheden D-MARS har de bygget et Mars-habitat i Negevørkenen i det sydlige Israel.
• Og den nok største bedrift: I skrivende stund har SAGA et lyssystem, der efterligner vejret og lyset på Jorden, med ombord på Andreas Mogensens seks måneder lange Huginn-mission på Den Internationale Rumstation, ISS.

Undervandshabitatet eller bare UHAB, som de kalder det, er det seneste skud på stammen af eksperimenter, der skal mime leveforholdene i rummet.

»Undervandsmiljøet er den aller-allerbedste analog til at bo rummet. Det har vi vidst siden 1960’erne, og det er også derfor, at NASA har trænet astronauter i undervandsbassiner helt fra rumfartens begyndelse,« siger Sebastian Aristotelis og uddyber:

»Du kan ikke trække vejret under vand. Atmosfæren er anderledes under vand. Der er trykforskel, det er mørkt, det er koldt, og der er mangel på sollys. Det gør det ikke bare udfordrende for mennesker, men også de strukturer, man tester dernede.«

Kritisk start

Rystende af kulde famler Sebastian Aristotelis efter et håndklæde i dykkerklokken, men så bliver han afbrudt:

»Jeg får meget hurtigt at vide, at kulilte-niveauet er for højt derinde.«

»Lige så snart jeg kravler ind i habitatet, bruger jeg meget mere ilt og udskiller mere CO₂, end vi havde regnet med. På grund af kulden, adrenalinen, der pumper, og alle de ting, kører min krop på ekstra power.«

For en sikkerheds skyld - og for ikke at trække stikket til projektet, før det overhovedet er gået i gang - tager Sebastian Aristotelis en iltmaske på, som han trækker vejret igennem. Samtidig skrues der op for ventilationen i dykkerklokken.

»Jeg ligger stille i 30 minutter og er helt kold, for jeg er våd, har stadig badebukser på, og den her vind fra ventilationen blæser hen over mig.«

Det kunne være gået galt, men efter en halv time har luften stabiliseret sig, og Sebastian Aristotelis kan tage iltmasken af igen.

Missionen kan gå i gang.

»En stor kiste« rammer bunden

En time forinden:

Det er en lækker efterårsdag i september med skyfri himmel. Klokken er 19, og Solen er så småt ved at gå ned, da Sebastian Aristotelis og hans mandskab ‘trykker på knappen’ og sænker habitatet ned i Københavns Havn.

Den 1,5 kubikmeter store tank, der med arkitektens egne ord minder om »en stor kiste«, lander med et dump på havbunden. Fra en container på kajen tryktester et par medarbejdere værdierne i habitatet; iltniveauer, temperaturer, luftfugtighed og så videre.

En time efter, at habitatet er dumpet ned, hopper Sebastian Aristotelis i havnen. Iført badebukser og flankeret af en redningsdykker, en erhvervsdykker og en filmdokumentarist, dykker han langsomt ned i mørket.

Chefarkitekt og forsøgskanin

Forud for denne aften i september ligger et års forberedelse.

»Det rent arkitektoniske i form af tegninger og design tager noget tid. Og så har vi lavet ekstremt mange tests. Vi har aldrig lavet et projekt, hvor vi har testet så meget. Efter svejsningen af hvert delkomponent, har vi lavet tryktest,« forklarer Sebastian Aristotelis.

Selv har han dykkertrænet intenst i et halvt år:

»Sidst jeg rigtig dykkede var i 2014 på en ferie med nogle gutter i Thailand. Så det var jo sådan noget med bungalows og tømmermænd,« siger han og bryder igen ud i et grin.

»Underbevidstheden har også arbejdet på højtryk. I månederne op til drømmer man meget om det. Det gør jeg i hvert fald.«

Da dagen endelig er kommet, er Sebastian Aristotelis splittet: Han er chefarkitekt og projektleder på eksperimentet. Og så er han forsøgskanin.

»Dagen er nervepirrende. Der er altid meget spænding, fordi så mange mennesker har arbejdet frem mod det her øjeblik. Men jeg får ikke rigtig lov til at mærke efter, hvordan jeg - som forsøgsperson - har det med det hele, fordi der er så mange ting, der skal løses.«

Plastret til med elektroder

De 48 timer, Sebastian Aristotelis bruger i dykkerklokken, er langt fra kedelige, beretter han.

Ligesom på Den Internationale Rumstation, ISS, bruges meget af tiden på at kommunikere med ‘mission control’ - i dette tilfælde en døgnbemandet container på kajen i den københavnske Sydhavn.

Sebastian Aristotelis er plastret til med elektroder, der overvåger hans krop konstant. Eksperimentet bliver nemlig lavet med forskere fra Københavns Universitet, Massachusetts Institute of Technology (MIT) og University of Surrey på sidelinjen.

»Der skal laves en hel del forskning efterfølgende, så der er utrolig meget data, der skal samles. De er selvfølgelig interesserede i, hvordan habitatet klarede de 48 timer, men også i, hvordan min krop reagerede,« fortæller Sebastian Aristotelis.

To kameraer overvåger ham også konstant.

»Så når jeg skulle tisse, måtte jeg lige sige, at ‘nu vender jeg altså lige kameraerne’, og så tissede jeg i vandet i ‘moon poolen’ (indgangslugen til habitatet, der er placeret i bunden, red.) « tilføjer han.

Og hvad med, når du skulle… på toilettet derudover?

»Haha, jeg vidste, at du ville spørge om det!«

»Der er ikke et toilet i habitatet, så jeg talte med min læge inden og fik at vide, at det kunne løses på kort sigt ved at spise en Immodium-pille (lægemiddel mod diarré - virker stoppende, red.) hver 12. time, så behøvede jeg ikke gå på toilettet.«

Tidligere NASA-leder: Lidt uklar mission

I sig selv var eksperimentet en succes, mener Sebastian Arisotelis.

Næste skridt i planen er at bygge et undervandshabitat til fire beboere. Målet er, at det skal stå klar i 2026. På lidt længere sigt så Sebastian Arisotelis gerne, at SAGA lavede træningsfaciliteter til kommende astronauter.

Trods de himmelfarende ambitioner er de 48 timer på bunden af Københavns Havn stadig langt fra at være relevant for bemandet rumfart, fortæller den danske læge og tidligere leder af NASA’s forskning i menneskets fysiologi, Peter Norsk, til Videnskab.dk.

»Det er da et interessant projekt, men projektets relevans for NASA's fremtidige bemandede rummissioner er lidt uklar for mig,« fortæller Peter Norsk, der udtaler sig på baggrund af den information, der kan findes om eksperimentet på SAGA’s hjemmeside.

»Kortere isolationsforsøg er umiddelbart ikke af så stor interesse for NASA, da der i forvejen er foretaget meget af den slags,« vurderer Peter Norsk, der gik på pension fra NASA for tre år siden.

Sebastian Aristotelis forklarer, at eksperimentet er en demonstration af en teknologi, som de netop vil arbejde videre med i fremtiden.

»Vi lavede UHAB for at validere alle systemerne til det store undervandshabitat, som står klar om et par år til flere personer med missioner i meget længere tid end 48 timer. Vi foreslår ikke, at man skal bo på 1,5 kubikmeter i 48 timer i fremtiden,« pointerer han.

Sprukne læber og varm hotdog i pose

Foruden eksperimentets hektiske begyndelse forløb de to døgn på bunden af Københavns Havn temmelig udramatisk.

»Da jeg endelig havde fået varmen, var der faktisk en meget behagelig temperatur i habitatet. Jeg tror, at der var 25-26 grader,« beretter Sebastian Aristotelis.

Faktisk var den største ‘krise’ gennem de to døgn, at luftfugtigheden var ekstrem tør.

»Så på et tidspunkt får jeg sendt en dykker ned med læbepomade. Det var den største gene, jeg havde dernede. Det siger jo noget om, at det gik meget godt, hvis du bare havde lidt sprukne læber,« fortæller Sebastian Aristotelis og fortsætter: 

»Min dykkerlærer kom også ned på et tidspunkt med en varm hotdog i en plastikpose, som han afleverede gennem ‘moon poolen’. Det var fantastisk, for så skete der lidt.«

Også søvnen i den kistelignende dykkerklokke, hvor Sebastian Aristotelis akkurat kunne ligge udstrakt og sidde på hug, kunne man heller ikke sætte en finger på.

»Første nat faldt jeg i søvn med det samme omkring midnat og sov 8-9 timer. Jeg vågnede lige en enkelt gang og var lidt forvirret. Ligesom hvis du sover på et hotel første aften i en fjern by, og du i et par sekunder ikke kan huske, hvor du er.«

Trods de klaustrofobiske omstændigheder gik tiden som på en »almindelig arbejdsdag« med Instagram-videoer, måltider og et par helbredstjek.

»Og så lavede jeg lidt videointerviews, som jeg måtte korte ned, fordi det ændrede på CO₂-koncentrationen dernede, når jeg talte. Generelt var vi meget overraskede over, hvor meget min aktivitet kunne måles i luften dernede. Jeg fik en en-til-en føling af, hvor meget ens krop arbejder.«

En smule ensom

Da de 48 timer er ved at rinde ud, gør Sebastian Aristotelis sig klar til at vende tilbage til overfladen.

Hvilken følelse stod du tilbage med efter de to døgn?

»Jeg følte mig en smule ensom dernede, så jeg glædede mig til at komme op. Men det var slet ikke nok til, at jeg nåede at føle mig apatisk, som jeg gjorde efter de 90 dage, vi havde i Grønland.«

»Jeg tror, at den bedste måde, jeg kan beskrive oplevelsen på, var, at det var… underligt. Lydene var mærkelige. Din krop er lidt anderledes, og din stemme er også en smule anderledes. Men jeg nåede jo ikke at falde rigtig til dernede.«

»Og så tror jeg, at jeg har lært, hvor småt man kan bo. Man kan ikke gøre det mindre end det der,« fortæller Sebastian Aristotelis.