Arkæologer fra Københavns Universitet, University of CaliforniaBerkley, University of Cambridge, og Department of Antiquities i Jordan har under udgravninger ved Azraq i det østlige Jordan opdaget 20.000 år gamle hytter – nogle af de ældste menneskeskabte bygninger, forskerne kender til.
De viser, at området har været tæt befolket, og at menneskene, der levede der, skabte arkitektur og sociale strukturer godt 10.000 år, før landbruget opstod.
Ifølge forskerne viser hyttestrukturerne, at jæger/samlere meget tidligt udviste en adfærd, som ellers forbindes med landbrugets opståen 10.000 år senere.
»Vi kan se, at der har været en stor koncentration af mennesker på ét sted. De boede her i lange perioder, mens hytterne blev opført; de udvekslede objekter med andre grupper i området og begravede endda deres døde på selve stedet. Dette er en adfærd, vi forbinder med de første landbrugsbosættelser, der erstattede jæger/samler-kulturen. I Kharaneh IV, som udgravningen hedder, kan vi dokumentere den samme adfærd hele 10.000 år, før landbruget opstod, fortæller arkæolog Jay Stock fra University of Cambridge, hvor forskningsprojektet er forankret, ifølge en pressemeddelelse fra Københavns Universitet.
Indtil nu har arkæologerne udgravet to mindre hytter, men de mener, der kan være flere gemt under ørkensandet i Azraq-området, som forbandt mennesker fra mange forskellige områder. Men selv om hytterne er små, indeholder de mange genstande, hvilket viser, at jæger/samlerne havde en form for bytteøkonomi over store afstande.
Opdagelsen er netop blevet publiceret i det videnskablige tidsskrift PLoS One.
Arkæolog Tobias Richter fra Københavns Universitet er med i projektet, hvor han undersøger klimaforandringer i området for 12.800 år siden. Læs mere om hans forskning hos KU (på engelsk).
































