Overgangsperioder har i flere århundreder været med til at legimitere drillerier, som vi ellers ikke ville acceptere på andre tider af året.
I en dansk historisk sammenhæng har nytårsfejringer eksempelvis længe givet anledning til løjer og larm:
Levede du i 1800-tallet, kunne unge lømler finde på at stille din trillebør op på taget. Senere generationer smurte din bil og dit dørhåndtag ind i barberskum.
Foråret har tilsvarende været opfattet som en overgangsperiode, og der har i mindst 400 år været en verdensomspændende tradition for, at man forsøgte at narre hinanden i hele april.
I Norden fungerede både 1. april og 1. maj, der indledte og afsluttede narremåneden, som særlige drilledage, hvor godtroende kunne tituleres henholdsvis 'aprilsnar' og 'majkat'.
1700- og 1800-tallets drillerier handlede som regel om, at få en person til at 'løbe april' – det vil sige at motivere et udvalgt offer til at rende af sted efter en fiktiv genstand eller for at se noget spektakulært.
Det er elementer, der kan genfindes i den udformning, joken har fået, efter forskellige medier i løbet af det 20. århundrede har taget aprilsnarren til sig.
Men den aprilsnar, der i dag kan betegnes som den 'traditionelle', har også fået sværere betingelser som følge af de sociale mediers udbredelse.
\ Læs mere
Medierne tager aprilsnarren til sig
Danske aviser begyndte at bringe førsteapril-historier i begyndelsen af det 20. århundrede. En københavneravis trykte i 1914 angiveligt en historie om, at Solen havde sovet ni minutter over sig.
Ifølge 'The Museum of Hoaxes' havde angelsaksiske aviser da længe haft tradition for at bringe fingerede historie den første dag i april.
Aprilsnarren ramte fjernsynsseerne i midten af det 20. århundrede. BBC vakte i 1957 opsigt med et nyhedsindslag, der kunne berette om et rekordår på schweiziske spaghettiplantager.
Det gode høstår blev tilskrevet en særdeles mild vinter og en massiv tilbagegang i bestanden af spaghettisnudebiller, og TV-stationen modtog efterfølgende hundredvis af henvendelser fra håbefulde seere, der også kunne ønske sig et spaghettitræ i deres egen have.
Aprilsnarren kommer til nordisk TV
BBC-succesen fik hurtigt nordiske TV-stationer til at følge trop, og 1. april 1962 bragte Sveriges SVT således en vejledning til, hvorledes man ved hjælp af en nylonstrømpe kunne transformere sit sort/hvid-TV til et farve-ditto.
Indslaget gjorde det også klart, at den enkelte seer muligvis blev nødt til at kalibrere farverne ved at bevæge sit hoved i små ryk fra side til side.
DR's Radioavisen har aldrig bevidst bragt en aprilsnar, men TV-Avisen har siden 1981 haft en årlig aprilsnar.
Én historie – et indslag fra 1983 om chokoladeægsproducenter, der tilbød påskeæg med levende kyllinger – vakte særlig meget røre i den hjemlige andedam.
Se TV-avisens aprilsnar fra 1983, som blev en af DR's mest omtalte aprilsnarre nedenfor:
Sociale medier giver nye muligheder
Med fremkomsten af de sociale medier har private og offentlige virksomheder samt politikere fået en platform, der tillader dem at formidle et budskab dag til dag.
Den direkte forbindelse til befolkningen har betydet, at disse aktører også er blevet hyppige afsendere af aprilsnarre.
Netto annoncerede for eksempel i 2001, at butikskæden havde indhentet tilladelse til at bygge en cirkelformet butik på Kongens Nytorv.
Og flyselskabet Virgin meddelte 1. april 2002, at de havde haft held til at genmodificere en sommerfugleart, således at sommerfuglene fremover ville bære firmaets logo på deres vinger.
Aalborg Bibliotekerne fik også mange til at grine, da de med omgående virkning hjemkaldte samtlige eksemplarer af 'Fifty Shades of Grey' (erotisk roman fra 2011, red.), idet laboratorietest angiveligt havde vist, at der på bøgerne kunne måles et niveau af klamydiabakterier, der langt oversteg grænseværdien.
Blandt politikere har partiskift været en stående joke, når kalenderen skrev 1. april.
Og 1. april 2016 spøgte en partiskifter, Naser Khader, på Facebook med, at han havde meldt sig ind i den danske folkekirke:
Aprilsnarren er folkelig og selvironisk
Der kan gives flere gode grunde til, at virksomheder og politikere er begyndt at anvende de sociale mediers potentiale i forbindelse med 1. april.
For politikeren udgør drilledagen en kærkommen lejlighed til at brænde igennem, i en tid hvor der er stigende konkurrence om taletiden i medierne.
Nyheden om Naser Khaders indtræden i den danske folkekirke fik mere end 7.200 likes og blev delt 180 gange. Det er langt mere opmærksomhed, end de fleste andre af Khaders opslag har modtaget.
Samtidig kan den velplacerede vittighed være med til at fremhæve den enkelte politikers selvironiske og folkelige side. Det er der uden tvivl stemmer i, når forskellige undersøgelser peger på, at det opfattes som et demokratisk problem, hvis der er for store forskelle mellem politikerne og det folk, der vælger dem.
Det er den samme mulighed for at etablere en selvironisk distance til eget virke, der er på spil, når firmaer sætter deres kommunikationsafdeling i sving for at levere den helt rigtige aprilsnar.
Flyvende betalingssøjler og en rund Netto
Da Virgin annoncerede, at sommerfugle fremover skulle promovere flyselskabet, skete det uden tvivl med skelen til den kritik, der gennem tiden er blevet rejst mod virksomheder, som ikke skyer nogen midler for at få opmærksomhed.
Det samme gælder Nettos annoncering af deres nye butik på Kongens Nytorv, der spiller på en generel frygt for, at købestærke konglomerater bemægtiger sig storbyens sakrosankte rum og draperer dem i uklædelige gul-sorte farver.
Hopper vi på den forskruede version af fortællingen, tager det brodden af den kritik, der ellers kan rettes mod selskaberne. Så galt var det trods alt ikke!
Den gode joke
Det er efterhånden kutyme, at aviser og TV-stationer er med til at kåre årets bedste aprilsnar. De historier, der blev særligt vel modtaget, lever alle i større eller mindre grad op til de kriterier for aktualitet, originalitet, realisme, provokation og brugeraktivering, der ifølge redaktionen af Kommunikationsforum kendetegner en god aprilsnar.
Udover disse kriterier gælder der også nogle uskrevne regler om, at historien skal indeholde et hint om, at den trods aktualitet og realisme, er en 'and', eksempelvis ved at lade 'Ranslirpa' – aprilsnar stavet bagfra – indgå i indslaget.
Dette var for eksempel navnet på det finske nyhedsbureau, Politiken citerede, da de 1. april 1997 bragte en historie om, at den danske herrefodboldslandstræner havde indgået kontrakt om kun at nyde finske mejeriprodukter.
Når joken falder til jorden
Selvom medierne overholder de uskrevne regler for aprilsnarren, kan det stadig gå galt. Humor har kulturel og historisk forankring, og hvad, der opfattes som morsomt og passende, varierer.
Det betyder også, at medierne nogle gange kommer galt afsted 1. april.
Et medie fremstår ukritisk, hvis de uforvarende kommer til at viderebringe en konkurrents opdigtede historie. Det var blandt andet tilfældet, da TV2 i 2006 bragte svenske Dagens Nyheters aprilsnar om hastighedsbegrænsing på stockholmske cykelstier.
Der er også eksempler på, at helt regulære nyhedshistorier, som blev bragt 1. april, ikke er blevet fundet troværdige af seere og læsere.
Eksempelvis bragte TV 2 et indslag om, at loven om, at dømte spritbilister skulle have installeret alkohollås i bilen, trådte i kraft 1. april 2015, men den nyhed troede mange ikke på.
Aprilsnar i en tid med fake news
I en tid, hvor flere begræder alternative fakta, er det ikke et dårligt tegn, når læsere og seere er kritiske. Fake news har også sat sit aftryk på mediernes håndtering af den traditionelle aprilsnar.
I 2017 var Berlingskes aprilsnar en historie om, at avisen fremover ville lægge aprilsnarren på hylden som følge af den bølge af falske nyheder, der daglig kunne findes i mediestrømmen.
Joken faldt dog til jorden, da det viste at en række norske, svenske og danske medier i ramme alvor havde fravalgt aprilsnarren, fordi de ikke fandt det passende at gamble med egen troværdighed. På lederplads forklarede Kristeligt Dagblad sin beslutning:
»Det er indlysende farligt for den generelle tillid i et samfund, hvis man ikke kan skelne mellem sandt og falsk, sådan som det sker på sociale medier. Og det er en trussel mod demokratiet, hvis man som borger ikke længere kan stole på, hvad man ser eller læser.«
Svær balancegang for fremtidens aprilsnar
I Danmark ledte Berlingskes svipser til en debat om humorens betingelser, når falske nyheder ikke længere er forbeholdt 1. april.
Det skete, efter at Ritzaus Bureau – paradoksalt nok – valgte at bringe Berlingskes udmelding, tilsyneladende uden at være opmærksomme på, at det var en aprilsnar.
På den måde tjente Berlingskes aprilsnar til at illustrere et helt centralt element i cirkulationen af fake news: Selv seriøse medier risikerer at hoppe på limpinden.
Det betyder, at medier formentlig gør klogt i at tænke sig om en ekstra gang, inden de slipper en aprilsnar løs i et moderne medielandskab med troværdighedsproblemer.
For den gode aprilsnar findes ofte i positionen mellem det snigende bedrag og den åbenlyse punchline.
Og det er, i sagens natur, et drilsk ståsted.
