Efterlønsdebatten er på mange måder ganske forfriskende. Ikke mindst fordi den viser, at politik mest af alt er en kamp om kolde 'cash', når det virkelig gælder. En benhård fordelingskamp om 'hvem, der får hvad, hvornår og hvordan', som politologen Harold Lasswell har beskrevet det.
I tider med højkonjunktur kan den offentlige debat godt sovse lidt rundt i diskussioner om spin, værdier og andre bløde pakker. Men når pengekassen er tom, og der skal skæres til, er de luftige diskussioner hurtig glemt. 1000 kr. mere eller mindre i lommen er trods alt vigtigst.
Det yderligere interessante ved efterlønsdebatten er, at den åbner op for en fordelingskamp mellem generationer. Grafen i toppen af artiklen fortæller derfor formentlig en del om efterlønsdebattens fronter og reformforslag (kilde: Danmarks statistik).
Her ses i grove træk størrelsen på de årgange, som på nuværende tidspunkt vil få adgang til efterlønnen og som samtidig har valgret ved et kommende folketingsvalg.
Tydeligt er det, at årgangene født før 1970erne er markant større end de små årgange født efter 1970 og frem til slut 80erne. Figuren fortæller hermed i princippet to historier.
For det første viser den, hvorfor vi overhovedet i første omgang er tvunget til at forholde os til holdbarheden i den offentlige økonomi: I fremtiden vil langt mindre årgange skulle forsørge langt større årgange. Dette finansieringsproblem er den økonomiske side af sagen.
Den anden side er den politiske. For årgangs- eller generationsstørrelse kan også omsættes til politisk magt. Magten til at bestemme 'hvem, der får hvad, hvornår og hvordan'. At efterlønsdebatten fra 90erne og frem har været så ømtålelig skal nok ses i lyset af, at en fjernelse eller forringelse af ordningen unægtelig vil betyde, at man gør sig uvenner ud med store vælgergrupper født i 50erne og 60erne.
Lektien manifesterede sig i debatten
Da Nyrup i sin tid kom i ugunst hos vælgerne for efter 1998-valget at forringe efterlønnen trods håndslag om det modsatte, har mange argumenteret for, at det viser konsekvenserne af 'løftebrud'. Nuvel, det kan da godt være en del af forklaringen.
Men den efterfølgende vælgerflugt fra socialdemokratiet er måske også et udtryk for, hvor fatalt det kan være for politikere at lægge sig ud med 'de store årgange' i forbindelse med velfærdsbesparelser.
Denne lektie kan man også se manifesteret i debatten det seneste halve år. F.eks. spiller hensynet til ikke at gøre sig uvenner med de store årgange nok ind i regeringens oprindelige idé om, at en afskaffelse kun skulle være fuldstændig for dem under 40 år.
Med andre ord ville man (meget belejligt) kun tage noget fra de små årgange født efter 1970, der i begrænset omfang kan gøre fra eller til i stemmeboksen.
Fremtiden skal nok vende sig
For oppositionens holdning skinner hensynet til de store årgange nok også igennem. Her er presset endda dobbelt. For de store årgange er ikke kun store, men i vidt omfang også en del af 68-generationen.
68erne er langt mere venstreorienterede end tidligere og senere generationer. Venstrefløjen vil derfor i høj grad lægge sig ud med en meget stor del af deres 'egne' vælgere ved at tage et opgør med efterlønnen.
Årgangenes kamp er velkendt i udlandet, hvor pensionsreformer for at imødegå de håbløse befolkningspyramider i Sydeuropa fører til generalstrejker og massedemonstrationer.
Dansk politisk-økonomisk forskning skal nok i også fremtiden vende sig til at se lidt nærmere på sammenspillet mellem befolkningspyramider og velfærdspolitik.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
