'Ånden i glasset'-studie kaster kritisk lys på faciliteret kommunikation

Når du oplever, at et glas bevæger sig hen mod bogstaver og danner ord, uden at du selv gør andet end passivt at holde en finger på glasset, er det ikke en ånd, der styrer det, også selvom legen hedder ’ånden i glasset’.

Det er dig selv eller dine medspillere, som ubevidst driver glasset i retning af bogstaver for at danne meningsfulde ord.

Det har en forskergruppe fra Aarhus Universitet, Syddansk Universitet og Bielefeld Universitet i Tyskland afdækket med eyetracking i et nyt studie, publiceret i tidsskriftet Phenomenology and the Cognitive Sciences. Det kan du læse mere om i artiklen »Ånden i glasset: Derfor bevæger glasset sig«.

Studiets konklusioner rækker dog ud over leg med ’ånden i glasset’. Det viser nemlig, hvordan vi mennesker helt ubevidst kan komme til at skrive meningsfulde ord og sætninger, selvom at vi er overbeviste om, at det må være nogle andre eller noget andet, der gør det.

Den konklusion ligger meget tæt op ad såkaldt faciliteret kommunikation.

Faciliteret kommunikation betyder, at en hjælper støtter et andet menneske, som på grund af et handikap eller en sygdom som autisme har svært ved at kommunikere med omverdenen. Det kan for eksempel være ved brug af en staveplade.

Faciliteret kommunikation - trynet af videnskaben

Hjælperen holder den ikke-talende persons hånd, skulder, ryg eller gør noget lignende, så personen kan ramme stavepladen, som enten er en decideret plade eller noget elektronik som eksempelvis en iPad med bogstaver.

Tanken er, at personen kan give udtryk for sine tanker og kommunikere med omverden, fordi hjælperen opfanger bittesmå signaler, der hjælper til at dirigere en finger i den rigtige retning.

Faciliteret kommunikation er blevet brugt vidt og bredt i den vestlige verden – endda selvom videnskaben for længst har konkluderet, at metoden er ubrugelig.

Det har nemlig vist sig ved flere lejligheder, at det slet ikke er personen, der får hjælp, som kommunikerer, men i stedet hjælperen, som ubevidst kommer til at styre personen i retning af særlige bogstaver.

Rystende eksempel på 'kommunikation'

Et rigtigt grelt eksempel på, hvor galt det kan gå med faciliteret kommunikation, stammer fra USA.

I 1992 arbejdede Janyce Boynton som facilitator. Hun hjalp en elev, hårdt ramt af autisme, med at sætte ord på, hvad der gemte sig bag det tavse ydre og en masse voldsomme bevægelser.

Med Janyces hjælp til at føre hånd og albue kom det frem, at den 16-årige pige Betsy var blevet misbrugt af sine forældre. Hun og broderen blev tvangsfjernet, forældrene sigtede for overgreb.

Inden sagen nåede retten, blev Janyce og Betsy testet. Betsy fik vist et billede, som Janyce ikke kunne se, af noget simpelt som en banan, en sko eller en bold. Janyce fik vist et andet billede.

Ikke eneste gang skrev Betsy, hvad hun havde set på sit eget billede.

I en anden test blev Betsy kørt væk fra Janyce og fik vist en nøgle, som hun fik lov at holde, mens de ansvarlige for testen talte om nøgler. Da Betsy kom tilbage til sin hjælper og sin staveplade, blev hun bedt om at skrive, hvad hun havde set.

Nu havde Janyce en fornemmelse af, at hun måske stik mod sin egen tro rent faktisk var den, der styrede kommunikationen. Hun anede ikke, hvad Betsy havde set og anstrengte sig derfor for at tømme hovedet. Intet svar kom fra Betsy.

Så blev en nøgle holdt op foran Janyce og Betsy, og Betsy blev bedt om at svare på stavepladen, hvad hun så. Svaret faldt prompte: En nøgle.

Efter det svar trak Betsy sig væk fra Janyce.

»Skader de mennesker, vi prøver at beskytte«

Janyce havde tidligere været helt overbevist om, at faciliteret kommunikation var en dør ind til et skjult sind.

Med resultaterne af testene brød hendes verden sammen, skriver hun i tidsskriftet Evidence-Based Communication Assessment and Intervention.

Alt, hvad der var kommet frem om misbrug, var fabrikeret af Janyce. Og hun anede det ikke selv.

»Jeg forstår godt, hvor svært det må være for visse facilitatorer at ændre deres overbevisning. Der er meget på spil: folks karrierer, rygter, forbindelser til familiemedlemmer eller klienter. Men jeg opfordrer alligevel facilitatorer til at kaste et alvorligt blik på deres egen adfærd.«

»Vi kan ikke fjerne skaderne, som vores handlinger har forvoldt, men vi kan tage ansvar for vores egen del ved at knuse myten om faciliteret kommunikation. Det er på tide, at vi stopper den praksis, som skader de mennesker, vi prøver at beskytte,« skrev Janyce Boynton i 2012, 20 år efter anklagerne mod Betsys familie blev droppet.

Senere har anden forskning vist præcis, hvad Janyce Boynton måtte opdage selv: At når mennesker med autisme kommer med svar gennem faciliteret kommunikation, er det i virkeligheden svar, som er skabt af facilitatoren selv.

Endnu ikke påvist, hvad der går galt

Alligevel er Janyces eksempel blot ét af flere, fortæller James T. Todd, der har fulgt op på Boyntons beretning med et indlæg i samme tidsskrift.

James T. Todd har forsket i blandt andet faciliteret kommunikation i 25 år og har som professor i psykologi ved Eastern Michigan University ageret ekspert i en række retssager, udløst af meddelelser fra faciliteret kommunikation.

Ifølge James T. Todd er det videnskabeligt vist mange gange, at det er facilitatoren, som danner ordene (se f.eks.. 1, 2, 3). Men det har aldrig rigtigt været til at påvise, hvad der egentlig sker; hvorfor facilitatoren så indædt kan tro, at det er personen uden ord, som udtrykker sig.

Det er her, det danske studie kommer ind i billedet, fortæller James T. Todd.

Professor ville elske tilsvarende studie på faciliteret kommunikation

James T. Todd er imponeret af, hvordan de danske forskere har brugt eyetracking til at spore, at folk ubevidst styrer genstande hen mod bogstaver, når de kontakter ånder. Akkurat, som velmenende facilitatorer fører hjælpeløses fingre hen over staveplader.

»Jeg ville elske at se et lignende studie udført på faciliteret kommunikation og på den måde få direkte bekræftet, om vi ser den samme slags forfejlede bidrag til handling hos facilitatorer, som objektive studier har forsøgt at indfange på andre måder,« skriver James T. Todd i en mail til Videnskab.dk.

»Hvis vi ved, hvordan facilitatorer fejlagtigt kommer til at tro, at de ikke skaber ord, vil det hjælpe os til at forstå, hvordan nogle af dem kan komme til at skabe bizarre falske beskyldninger mod uskyldige mennesker ved ubevidst at skrive ting, som de måske aldrig normalt ville tænke eller gøre,« mener James T. Todd.

Vi kan tro, andre udfører vores bevægelser

Det danske studies hovedforfatter, Marc Malmdorf Andersen, er enig i, at hans konklusioner kan kaste lys over processerne i faciliteret kommunikation.

Han nævner et forsøg, som andre forskere har lavet på to personer ved et ouija-bræt; den amerikanske udgave af ånden i glasset.

Den ene forsøgsdeltager fik bind for øjnene. Den anden deltager fik derefter besked på ubemærket at fjerne sig fra brættet. Under forsøget bevægede ’pegepinden’, planchetten, sig ivrigt rundt på brættet.

En planchette på et ouija-bræt svarer til glasset i ’ånden i glasset’.

Det interessante var, at personen med bind for øjnene efter forsøget fortalte, at han i hvert fald ikke havde fået planchetten til at bevæge sig. Til gengæld havde han tydeligt mærket den første deltager gøre det – selvom vedkommende altså slet ikke rørte ved planchetten.

Hjernen undervurderer vores egne bidrag

Forsøget viser, at vi tit undervurderer, hvor mange kræfter vi lægger i en handling, om det så er at flytte en planchette hen over et ouija-bræt, et glas hen til bogstaver eller måske en hånd hen over en staveplade.

»Vi ser det også i vores forsøg: Selvom vores deltagerpar begge er ansvarlige for at bidrage til de responser, der kommer på ouija-brættet, så det virker, som om der er en ånd til stede, undervurderer de samtidig hver især, hvor meget de egentlig bidrog til at skabe den respons,« fortæller Marc Malmdorf Andersen, postdoc på Institut for Kultur og Samfund, Interacting Minds Centre ved Aarhus Universitet.

Effekten skyldes, at hjernen normalt undertrykker de sanseindtryk, som den selv er ansvarlig for at skabe.

Derfor slår vi hårdere tilbage

Samme effekt er afdækket af professor i psykiatri Sukhwinder S. Shergill fra King’s College London.

I 2003 beskrev han sammen med kolleger i det anerkendte tidsskrift Science et forsøg, hvor forsøgsdeltagere i par skulle forsøge at presse tilbage med et tryk, der svarede til det, de lige havde mærket fra den anden forsøgsdeltager.

Forsøget viser, at vi næsten altid presser lidt hårdere, og derfor vil kraften stige, jo længere tid deltagerne trykker på hinanden. Det virker lidt som optrinnet i skolegården, hvor et barn skubber til en anden, som forsøger at skubbe tilsvarende tilbage, og de til sidst havner i totterne på hinanden.

»Vores naturlige tilbøjelighed til at undertrykke de sanseinput, vi selv genererer, kan muligvis være én af forklaringerne på, hvad der går galt i faciliteret kommunikation,« siger Marc Malmdorf Andersen.

Han tilføjer, at en del forskere med interesse i faciliteret kommunikation har delt hans nye studie på Twitter, så måske der er et fremtidigt studie på vej.

Faciliteret kommunikation tilladt i Danmark

Herhjemme er faciliteret kommunikation tilladt på for eksempel gymnasier og specialskoler.

Tilladelsen er givet, selvom en dansk rapport allerede for 27 år siden stemplede metoden som upålidelig. ('Kommunikation ved hjælp af staveplader: en eksperimental-psykologisk undersøgelse' af bl.a. Lars Klewe; refereret i tidsskrift i 1993).

Faciliteret kommunikation er blevet heftigt debateret på blandt andet sociale medier, siden det kom frem, at en dreng på Solrød Gymnasium har fået lov til at gå til eksamen med sin far som facilitator.

Det har på grund af sommerferie ikke været muligt at få en kommentar fra Undervisningsministeriet til, om det nye danske studie kunne påvirke tilladelsen til at bruge faciliteret kommunikation i Danmark.

\ Læs mere

Ånden i glasset: Derfor bevæger glasset sig

\ Læs mere

Mere snak giver mindre tvang i psykiatrien