Ånden i glasset: Derfor bevæger glasset sig
»Imponerende« dansk studie afslører, hvad der sker, når vi oplever, at en 'ånd' styrer en genstand hen til bogstaver for at kommunikere med os.
Ånden i glasset, forskning, videnskab, ouija, ouija-bræt, ouija board, Aarhus Universitet

Spoiler alert: Det er næppe en ånd, der får glasset til at bevæge sig rundt mellem bogstaver under en seance af 'ånden i glasset'. Forskere har brugt eyetracking til at afsløre, hvad der reelt sker. (Screendump fra video på YouTube)

»Hvordan blev du slået ihjel?«

Du har sikkert selv prøvet det eller hørt om andre, som har kastet sig over det: Ånden i glasset.

Én eller flere deltagere sidder med fingeren på et glas. Rundt om glasset ligger alle alfabetets bogstaver. En ånd bliver tilkaldt, man stiller et spørgsmål, og glasset begynder at bevæge sig fra bogstav til bogstav for at danne ord som svar:

»K-N-I-V.«

Måske du så også har haft følelsen af, at du slet ikke påvirkede glasset, og at alle andre var overbevist om, at det heller ikke var dem? Og at det derfor godt kunne være en ånd?

Så kommer her lidt breaking news: Det er ikke en ånd. Det er din – og dine venners – hjerne, der laver numre.

Forskere fra Aarhus Universitet, Syddansk Universitet og Bielefeld Universitet i Tyskland har i et nyt studie fundet ud af mere præcist, hvad der sker.

Det er faktisk en lille smule magisk, så du kan godt læse videre uden helt at få ødelagt teenage-minderne om mystik i stearinlysets skær.

Forsøgsdeltagere på ouija-konference

Studiets førsteforfatter, Marc Andersen fra Interactive Minds Centre på Aarhus Universitet, havde længe undret sig:

Hvordan kan det lade sig gøre, at en gruppe mennesker med hver deres finger på et glas kan stave en række meningsfulde ord og stadig være fuldstændig overbevist om, at det i hvert fald ikke var deres finger, der fik glasset til at bevæge sig?

I 2015 pakkede han derfor tasken med blandt andet notesblok, videokamera og eyetracking-udstyr og tog med en forskningsassistent til byen Baltimore i USA.

I Baltimore blev en konference afholdt for folk, som kontakter ånder med et ouija-bræt, der fungerer efter helt samme princip som ånden i glasset. Glasset er bare erstattet af et trekantet stykke plastik, kaldet en planchette, der kan bevæge sig rundt på en plade og pege på bogstaver, tal og enkelte ord som ja og nej.

På konferencen fik Marc Andersen 40 deltagere til at iføre sig eyetracking-udstyr, som kunne følge deltagernes blik, når det navigerede rundt mellem bogstaverne på brættet.

Samtidig blev seancerne optaget på video, lyder beskrivelsen af forsøget i tidsskriftet Phenomenology and the Cognitive Sciences.

Sådan fandt forskerne frem til en løsning

Deltagerne blev sat sammen i par og bedt om to ting:

  1. At stave til ordet 'Baltimore' på ouija-brættet.
  2. At gennemføre en seance med en ånd, som de plejer.

Helt som man kunne forvente, viste forsøget, at når deltagerne skulle stave til Baltimore, kiggede de på bogstavet, som planchetten skulle pege på som det næste.

Deltagerne kunne med andre ord nemt forudsige, hvor planchetten ville bevæge sig hen, når de med vilje stavede et ord med den.

Når deltagerne i stedet forsøgte at kontakte en ånd, var det til gengæld langt sværere for den enkelte deltager at regne ud, hvor planchetten ville bevæge sig hen.

Eyetracking, ouija, ouija-bræt, ouija board, ånden i glasset, aarhus universitet, eksperiment, forsøg, forskning

Eyetracking afslører, hvor deltagerne forventer, planchetten vil bevæge sig hen. (Foto: Cecilie Cedergren/Marc Andersen, Aarhus Universitet)

Her bliver forsøget med eyetracking for alvor interessant.

Det kaster lys over det paradoks, at ingen deltagere kan forudsige, hvilke ord der bliver dannet. Endda selvom det gennem over 100 års videnskab er blevet påvist tydeligt, at det er deltagernes egne fingre, der får planchetten eller glasset til at bevæge sig (se boksen under artiklen) – altså, hvorfor oplevelsen af en ånd indfinder sig.

Marc Andersen fortæller, at svaret dukkede op, da forskerne holdt op med at fokusere udelukkende på hver enkelt deltagers blik og i stedet analyserede hvert pars blikke samlet.

Forskerne opdagede, at blikke fra to deltagere tilsammen er lige så gode til at forudsige det næste bogstav på brættet som én deltager, der staver til ordet Baltimore.

'Ånden' opstår, når mennesker interagerer

Med andre ord ser det ud til, at den enkelte deltager virkelig ikke kan regne ud, hvad der vil komme til at stå.

Men blikkene afslører, at én af de to deltagere tit vil have kigget på det næste bogstav, og at de derfor tilsammen ubevidst forudsiger, hvad 'ånden' vil skrive, især efter det første og andet bogstav, som ser ud til at blive sat sammen mere eller mindre tilfældigt.

Eyetracking, ouija, ouija-bræt, ouija board, ånden i glasset, aarhus universitet, eksperiment, forsøg, forskning

Forsøget afslører, at deltagere bliver bedre og bedre til at se i den retning, planchetten skal styres, for hvert bogstav der bliver lagt. (Foto: Cecilie Cedergren/Marc Andersen, Aarhus Universitet)

»Det er ret utroligt, at der sidder to spillere, som hver især ikke kan forudsige, hvad 'ånden' vil fortælle dem. Men ser vi på deltagerne som en samlet enhed, kan vi se, hvordan de gennem interaktion med hinanden pludselig skaber noget meningsfuldt,« opsummerer Marc Andersen, postdoc på Institut for Kultur og Samfund, Interacting Minds Centre ved Aarhus Universitet.

»Det løser paradokset om, at de på den ene side selv producerer ordene, men at de på den anden side ikke ved, hvilke ord der fremkommer. På den måde kan man sige, at 'ånden' faktisk er en repræsentation af kollektivet, »vi’et«, det fælles, som kan opstå, når mennesker interagerer med hinanden,« siger Marc Andersen.

Megen tidligere forskning har vist, at mennesker ubevidst kan komme til at handle ud fra hjernens forventninger om, hvad der vil ske.

Det kaldes idiomotoriske bevægelser og blev første gang konstateret i 1852. Læs lidt mere om dem i boksen under artiklen.

»Fantasifuld og effektiv brug af eyetracking«

Forsøget begejstrer James T. Todd, professor i psykologi ved Eastern Michigan University i USA, som gennem 25 år har forsket i forskellige typer kommunikation gennem andre og ved hjælp af genstande.

»Jeg er imponeret af forskernes fantasifulde og effektive brug af eyetracking. Andersens arbejde er vigtigt, fordi det giver os en relativt let metode til at opdage og måle bidrag til handlinger under rimeligt normale forhold hos almindelige mennesker.«

»At Andersen og hans kolleger har opnået disse resultater uden for laboratoriet styrker formentlig resultaterne, fordi effekterne har været stærke nok til at blive opfanget under ret normale omstændigheder,« skriver James T. Todd i en mail til Videnskab.dk efter at have læst forskergruppens beskrivelse af forsøget.

James T. Todd ser også andre perspektiver i studiet. Dem kan du læse mere om i artiklen 'Ånden i glasset'-studie kaster kritisk lys på faciliteret kommunikation.

Ånder kan ikke tale med folk, der ikke kan se

Hvis du sidder tilbage med en fornemmelse af, at forskernes resultater ikke totalt udelukker, at der er ånder på spil på brættet eller i glasset, skal du vide, at mange tidligere forsøg har vist, at ånder får enormt svært ved at kommunikere, når for eksempel deltagerne ikke kan se brættet.

Se for eksempel dette klip fra National Geographic:

Marc Andersen nævner et andet sigende eksempel fra konferencen i Baltimore.

For at få eyetracking-udstyret på, skulle en svagtseende kvinde tage sine tykke briller af. Kvinden havde fortalt, at hun normalt meget hurtigt og ubesværet fik kontakt til det hinsides.

Uden briller oplevede kvinden dog pludselig en ånd, som havde meget svært ved at komme igennem til hende og som havde meget svært ved at stave ordentligt.

»Deltagerne forklarede bagefter, at det var, fordi hun da talte med en 5-årig pige, som ikke havde lært at stave endnu,« siger Marc Andersen.

Tror du på noget mystisk, kan du opleve det

Forsøget i Baltimore viser i øvrigt, at folk, som rapporterede at tro på, at et ouija-bræt kan bruges til at kontakte ånder, var mere tilbøjelige til at mene, at planchetten bevægede sig af sig selv, end skeptikere var.

Det fund går fint i tråd med Marc Andersens tidligere forskning. Den har afsløret, at folk, som forventer at møde overnaturlige væsner, også er mere tilbøjelige til at opleve dem, når de går gennem en skov i Virtual Reality.

Det skyldes, at hjernens forventninger påvirker vores opfattelse af verden omkring os, lød konklusionen af forsøget. Det kan du læse mere om i artiklen Virtuelle forsøg: Spøgelser og ånder bliver skabt af vores hjerne.

Kaster lys over faciliteret kommunikation

Det nye studie kaster desuden lys over, hvad der går galt, når man bruger en meget omstridt metode til at kommunikere med især børn med handikap eller autisme, som ellers er uden mulighed for at komme i kontakt med omverdenen.

Metoden bliver kaldt faciliteret kommunikation og kan ske ved hjælp af for eksempel staveplader.

Metoden er tilladt i Danmark trods solid videnskabelig dokumentation for, at den er upålidelig. I USA er uskyldige mennesker blevet dømt for overgreb efter anklager, der kom frem ved faciliteret kommunikation.

Læs mere om, hvad det nye studie siger om den kontroversielle metode i artiklen 'Ånden i glasset'-studie kaster kritisk lys på faciliteret kommunikation.

Du kan også scrolle lidt længere ned i denne artikel og se en fascinerende video af, hvor let det er at snyde vores hjerne til at tro, at virkeligheden er en anden.

Eller du kan læse om uforklarlige fænomener i danskernes hverdag i artiklen Spøgelser hjemsøger fladskærmen.

Din forventning kan styre din bevægelse

Mennesker har tendens til at udføre små ubevidste handlinger ud fra, hvad vi – eller rettere vores hjerne – forventer vil ske.

Det har megen forskning vist, siden den engelske fysiolog William Benjamin Carpenter første gang beskrev fænomenet videnskabeligt i 1852

Den ubevidste handling bliver kaldt 'den idiomotoriske bevægelse' og blev hurtigt accepteret af blandt andre den bredt anerkendte danske psykolog Alfred Lehmann. I 1800-tallet skrev han om fænomenet med henvisning til overvejelser helt tilbage fra 1600-tallet.

Alfred Lehmann brugte den idiomotoriske bevægelse som forklaring på mange overnaturlige fænomener, herunder det konkrete eksempel:

Hvis en mand med en pilekvist forventer, at den vil dirre over et bestemt sted med vand i jorden, er der god chance for, at det sker. Fordi manden ubevidst kan komme til at bevæge pinden, også selvom han ikke oplever, at det er ham, der får den til det.

»Bevægelsens retning bestemmes ved forestillingen om en bestemt bevægelse,« skrev Alfred Lehmann i 1893 (i bogen Overtro og Trolddom fra de ældste tider til vore dage, bind 4).

Den idiomotoriske bevægelse er også blevet brugt til at forklare fænomener som ouija-boards eller ånden i glasset, men det danske forsøg er det første, der konkret viser, at deltagerne ubevidst styrer glasset i en retning.

Hjernen kan snydes til at tro, du har en gummihånd

Et andet sjovt eksperiment understreger, hvor let det er at snyde hjernen til at tro på noget uvirkeligt.

Hvis man dækker en forsøgsdeltagers arm til, så hun i stedet kun kan se en gummihånd, og man stryger på den rigtige hånd, samtidig med, at man stryger gummihånden, tror hjernen efterhånden, at gummihånden hører til kroppen.

Det kan udløse noget af et chok, når der så pludselig sker noget uventet med gummihånden, som du kan se i dette klip fra BBC:

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.