I denne uge er den 8. internationale open access-uge i gang verden over. Ideen bag open access er simpel og prisværdig: At gøre alle forskningsartikler åbne og frit tilgængelige via internettet.
Open access er i god overensstemmelse med forskningens egne normer om åbenhed og gennemsigtighed, ligesom open access også harmonerer med en demokratisk tankegang med fokus på ytringsfrihed og fri offentlig samtale og debat.
I forskningsverdeenn vinder open access stigende anerkendelse, bedømt ud fra antallet af open access-tidsskrifter, hvilke der nu er over 10.000 af. Omtrent 1/3 af alle verdens videnskabelige tidsskrifter har en eller anden form for open access.
\ Læs mere
Politisk anerkendelse af open access
Open access er også blevet populær i politiske kredse. EU vedtog en ambitiøs open access-politik i maj måned i år.
Den betyder, at al forskning, finansieret af EU-midler, skal udgives i open access-tidsskrifter senest i 2020. Det vil kræve, at der afsættes midler til at betale for publiceringen, da mange open access-tidsskrifter opkræver betaling for at bringe artiklerne.
USA har haft en open access-politik siden 2012. Her ligger regeringen op til, at forskerne og forskningsinstitutionerne selv skal sørge for at gøre deres forskning frit tilgængelig, for eksempel i PubMed Central®-databasen.
Også Uddannelses- og Forskningsministeriet anbefaler open access a la den amerikanske model. Målsætningen er, at der allerede næste år skal være fri adgang til 80 procent af fagfællebedømte forskningsartikler, udgivet af forskere ansat ved danske forskningsinstitutioner.
Ministeriet har oprettet et open access-barometer, der viser status for open access i Danmark. Barometret viser kun tallene for 2014, hvor open access-andelen lå på beskedne 18 procent. DTU var i front blandt de danske universiteter med hele 31 procent open access, efterfulgt af Roskilde Universitet med 29 procent.
\ Læs mere
Den grønne open access-model
Den danske open access-politik sigter på den såkaldte grønne model for open access. Den indebærer, at forskere selv deponerer deres forskningsartikler i et digitalt arkiv, hvor der er åben adgang for alle.
Grøn open access foregår typisk ved parallelpublicering, hvor artiklerne samtidigt trykkes i et forskningstidsskrift. Nogle tidsskrifter med en almindelig abonnementsordning har dog en karantæneperioden på typisk seks måneder, hvor artikler kun er tilgængeligt i tidsskrifterne.
De fleste danske forskningsinstitutioner bruger registreringssystemet PURE, hvor forskerne også kan deponere deres artikler. Hvis du er interesseret i at se, hvordan det foregår, kan du klikke her ('temp – tidsskrift for historie' har kun én måneds karantæne, før man kan placere sine artikler i eget arkiv).
\ Læs mere
Alternativet? En dyrere guldmodel
Der er også en guldmodel for open access, hvor forskerne publicerer direkte i open access-tidsskrifter. Det hedder en guldmodel, fordi den er klart den bedste, men den kan dog i visse tilfælde ende med at være dyrere for forskerne selv.
Omtrent en tredjedel af de 10.000 open access-tidsskrifter opkræver nemlig et gebyr til dækning af trykke- og redaktionsudgifterne. Gebyrerne varierer fra et par tusind kroner til 20-30.000 kroner for de dyreste.
Nogle tidsskrifter graduerer prisen, alt efter om forskerne kommer fra industri- eller udviklingslande; andre har slet ingen gebyrer for forskere fra udviklingslandene.
Forskere kan i visse tilfælde også betale et gebyr for at give open access til deres artikel i et almindeligt tidskrift, som ellers kun tillader adgang med abonnement. Når forskerne selv skal betale for publicering, er der risiko for, at udgiften skal tages direkte fra forskningsmidlerne, som i øvrigt er under pres.
\ Læs mere
Meysam Rahims open access historie
Science fortalte i april måned i år historien om den iranske forsker Meysam Rahimi. Da han skulle skrive projektbeskrivelse til sin ph.d.-ansøgning, løb han straks ind i problemer: Han kunne ikke få adgang til de relevante forskningsartikler uden at betale for dem.
Rahimis projektide spændte over forskningsfelterne operation management og behavorial economics. Det betød, at han var nødt til at konsultere artikler fra mange forskellige fagområder, og det gjorde det ikke billigere.
For at læse én enkelt artikel i Applied Mathematics and Computation fra 2011 måtte Rahimi betale 28 dollars til forlaget Elsevier. Og så videre. Det løber hurtigt op. Og når man kun har set resuméet fra artiklerne, kan det være svært at se, om de overhovedet er relevante for éns arbejde.
En hurtig hovedregning fortalte ham, at det ville blive alt for dyrt. Han ville snart bruge alle sine penge på at købe adgang til forskningsartikler, og derfor begyndte han at downloade artikler fra Sci-Hub, forskningens Pirate Bay.
\ Læs mere
Sci-Hub: Forskningsverdenens pirat nr. 1
Sci-Hub er en piratside på internettet, hvor man kan få adgang til mere end 58.000.000 forskningsartikler uden om forlagenes betalingsmure. Siden er startet i 2011 af den kazakhstanske forsker Alexandra Elbakyan, der var blevet træt af ikke at få have fri adgang til de artikler, hun havde brug for i sin forskning.
Elbakyan var ikke den første, der udviklede et system til peer-to-peer deling af forskningsartikler. Et andet system går gennem Twitter, hvor man skriver en besked med hashtagget #IcanhazPDF og med angivelse af sin egen email og den artikel, som man ønsker. Som regel går der ikke længe, før en velmenende og venlig forsker med adgang til artiklen sender den som pdf.
Elbakyan satte delingen i system og begyndte systematisk download af artikler fra nogle af de store databaser ejet af JSTOR, Springer, Sage, Elsevier m.fl. Hun hævder selv, at mange forskere frivilligt ’donerer’ artikler til hjemmesiden.
\ Læs mere
Robin Hood eller systemødelægger?
Forlaget Elsevier anlagde sag mod Elbakyan ved en amerikansk domstol sidste år, men sagen kompliceres af, at Elbakyan nu har base i Rusland.
I forbindelse med retssagen sagde Elbakyan:
Hvis det lykkes Elsevier at få lukket Sci-Hub eller tvinge det ind på det mørke internet, vil det kun demonstrere én ting: At offentligheden ikke har rettigheder til den viden, som de har været med til at betale for.
Alexandra Elbakyan
Der er mange, der ser Elbakyan som en forskningens Robin Hood, og hendes side er selvfølgelig også særligt populær i udviklingslande, hvor der sjældent er råd til at købe abonnementer på de dyre forskningstidsskrifter.
Andre mener, at Sci-Hub undergraver de etablerede forretningsmodeller for forskningspublikation og dermed potentielt set kan være med til at ødelægge hele forskningskommunikationssystemet, som vi kender det.
\ Læs mere
Open access’ plattenslagere
Videnskabsjournalisten John Bohannon lavede i 2013 et fupnummer, som angiveligt afslørede alvorlige mangler ved mange open access-tidsskrifters peer review-system. Bohannon skrev om sit fupnummer i det anerkendte Science.
Det vakte derfor en del opsigt, men mødte også kritik fra mange sider på grund af metodefejl fra Bohannons side og hans ensidige fokus på open access-modellen.
Bohannon konstruerede en fupartikel med tydelige fejl og mangler og med en fiktiv forsker ved et fiktivt institut i Afrika som forfatter. Artiklen blev sendt til 304 open access-tidsskrifter, hvoraf mere end halvdelen valgte at bringe artiklen i mere eller mindre uændret form.
Det var tydeligt, at artiklen ikke havde været gennem peer review, og i de tilfælde, hvor der rent faktisk havde været tale om peer review, bestod det mestendels af bemærkninger om artiklens opsætning og sprog, ikke om dens indhold.
Bohannon konkluderede selv:
»Open access-tidsskrifter fik en ydmyg og idealistisk begyndelse for et par årtier siden, men har nu udviklet sig til en global industri, som er drevet af forfatter-/publikationsgebyrer fremfor traditionelle abonnementer. De fleste aktører har en grumset baggrund.«
Bohannons fupnummer blev generelt taget som en værdifuld påmindelse om, at der stadig er mange udfordringer med hensyn til at implementere de gode ideer i open access i virkeligheden.
\ Læs mere
Rovdyrstidsskrifter lukrerer på pressede forskere
Der eksisterer en underskov af tidsskrifter – de såkaldte 'rovdyrs-tidsskrifter' – der udnytter det forhold, at der er stadigt flere forskere i verden, der gerne vil publicere stadigt mere. Rovdyrstidsskrifterne tilbyder publicering helt uden peer review og har gerne taget et navn, der lyder akkurat som et rigtigt forskningstidsskrift.
Hjemmesiden Scholarly Open Access vedligeholder en liste – Bealls liste – med navne over rovdyrene i open access-verden.
Selv om Bohannons fupnummer generelt set blev modtaget som en kærkommen påmindelse om problemet med rovdyrstidsskrifterne, mødte hans metode og konklusioner også kritik.
Michael Eisen, professor i molekylærbiologi ved Berkeley-universitetet, anførte for eksempel på sin blog, at det ikke kun er open access-tidsskrifter, der er problemer med. Også mange tidsskrifter, som ikke har open access, er mere interesserede i at udgive mange artikler og går derfor på kompromis med peer review og hele den redaktionelle proces.
Problemet er, at forskningssystemet fortsætter sin eksponentielle vækst hele verden over, og der er ganske enkelt mange forskere, der gerne vil have deres artikler udgivet i forskningstidsskrifter.
Samtidig er der kommet øget pres på forskerne med hensyn til at udgive flere artikler, for antallet af artikler ses som en markør for produktivitet og er ét af de vægtigste bedømmelseskriterier i forskningssystemet.
\ Læs mere
Fem store forlag sidder på markedet
Open access bygger på en god og stærk ideologi. Stort set alle vil i princippet kunne bakke omkring værdier som åbenhed, gennemskuelighed og fri adgang til den viden, som vi alle som skatteborgere er med til at betale for. Det vil også skabe flere muligheder for anvendelse af forskningsbaseret viden.
Alligevel er der en række problemer i forhold til at implementere open access i praksis. Den grønne vej er nok i øjeblikket den mest farbare, men det kan være et problem, at forskningsinstitutionernes digitale arkiver er svære at finde frem til – selv med hjælp af Google.
Open access er også et økonomisk spørgsmål, og der kan være behov for at tænke i nye forretningsmodeller for forskningskommunikation. I øjeblikket sidder fem store forlag på over halvdelen af alle forskningsartikler, og det er sikkert ikke det bedste udgangspunkt for forretningsmæssig nytænkning.
Alle de store forlag har også open access-tidsskrifter, men her har de stort set bare vendt betalingsmuren om. Før betalte man for at få adgang til en artikel; nu betaler man i visse tilfælde for at få lov til at udgive den. Det koster penge at drive et godt forskningstidsskrift, men det er langt fra sikkert, at der skal stå store private virksomheder bag.
\ Læs mere
Mere open access gør det ikke alene
Forskning er ikke autonom og selvregulerende, sådan som mange tror. Forskning er derimod en fuldt ud integreret del af såvel den offentlige som den private sektor. Der er stor velvilje i forhold til open access blandt politikere og forskere, og det er en tendens, der ser ud til at fortsætte.
Men open access kan ikke løse de problemer i forhold til publiceringsmængde og krav om øget produktivitet, som i øjeblikket gør det svært at være forsker.
Hvis man virkelig vil satse på open access, vil det give god mening også at skabe større kvalitetssikring i forskningsverden og at revidere det ensidige fokus på kvantitet (antal forskningsartikler) som et mål for forskningens produktivitet.
Flere tidsskrifter åbner op for deres journaler i anledning af open access-ugen. Se for artikler 350 år tilbage i arkivet i det videnskabshistoriske Royal Society.
