Vi ved, der er en lang række fordele forbundet med at lære at spille et instrument. Fordele, der strækker sig langt ud over selve musikken.
Forskning viser, at det er fantastisk træning for hjernen, som kan styrke finmotorik, sprogtilegnelse, taleevne og hukommelse og endda hjælpe med at holde hjernen yngre.
Efter mange års arbejde med musikere, hvor jeg har set, hvordan de holder fast i at øve på deres instrument trods smerter fra tusindvis af gentagne bevægelser, begyndte jeg at undre mig:
Hvis det at øve sig på at spille musik kan omforme hjernen på så mange måder, kan den så også ændre, hvordan musikere oplever smerte?
Det er netop det spørgsmål, mine kolleger og jeg har undersøgt i et nyt studie.
Smerte ændrer hjernens aktivitet
Vi ved allerede, at smerte forårsager reaktioner i både krop og hjerne.
Smerte ændrer vores opmærksomhed og tanker, og påvirker også, hvordan vi bevæger os og handler.
Hvis vi for eksempel rører ved en varm pande, får smerten os til at trække hånden væk, før vi rigtig brænder os.
Smerte ændrer også hjernens aktivitet. Normalt mindsker smerte aktiviteten i lillehjernen, som er det område af hjernen, der styrer muskelsamarbejde og koordinering af bevægelser, og som afværger, at vi bevæger en skadet kropsdel for meget.
Det er en reaktion, som hjælper med at beskytte kroppen mod yderligere skade. På den måde fungerer smerte som et advarselssignal, der gavner os på kort sigt.
Men hvis smerterne varer ved, og hjernen bliver ved med at sende disse 'lad være med at bevæge dig'-signaler for længe, kan der opstå problemer.
Lad os tage et eksempel: Hvis du vrikker om på anklen og lader være med at bruge den i flere uger, kan det føre til nedsat bevægelighed og forstyrre hjernens aktivitet i områder, der er forbundet med smertekontrol.
Det kan øge både smerteoplevelsen og pinslen på længere sigt.
Forskning har også vist, at kroniske smerter kan få hjernens kortlægning over kroppen (det såkaldte kropskort), til at skrumpe. Det er hér, hjernen styrer, hvilke muskler der skal aktiveres hvornår.
Denne skrumpning er koblet til mere intens smerte.
Men selvom det står klart, at en del mennesker oplever mere smerte, når deres kropskort skrumper, er det ikke alle, der bliver ramt på samme måde.
Nogle mennesker kan håndtere smerte bedre, og deres hjerne reagerer mindre følsomt på den. Forskere forstår stadig ikke fuldt ud, hvorfor det er sådan.
Musikere og smerte
I vores studie ønskede vi at undersøge, om det at øve sig på en instrument, og de mange ændringer i hjernen, som det medfører, kan påvirke, måden musikere oplever og håndterer smerte.
Derfor fremkaldte vi bevidst smerte i hænderne over flere dage hos både musikere og ikke-musikere for at se, om der var forskel på deres reaktioner.
For at efterligne muskelsmerter med en sikker metode brugte vi et stof kaldet 'nerve vækst faktor' ('nerve growth factor').
Det er et protein, som normalt hjælper med at holde nerverne sunde, men når det sprøjtes ind i håndens muskler, giver det ømhed i flere dage – især når man bevæger hånden. Ømheden er dog midlertidig og der er ikke andre bivirkninger.
Derefter brugte vi en teknik kaldet transkraniel magnetisk stimulation (TMS) til at måle hjerneaktiviteten.
TMS sender små magnetiske impulser ind i hjernen, og med de signaler kunne vi for hver enkelt deltager i studiet skabe et 'kort' over, hvordan hjernen styrer hånden.
For at undersøge, om smerten ændrede hjernens funktion, lavede vi disse 'håndkort' tre gange: Før smerteinjektionen, to dage efter og otte dage efter.
En slående forskel
Da vi sammenlignede hjernen hos henholdsvis musikerne og ikke-musikerne, var forskellene slående.
Allerede før vi fremkaldte smerte, viste musikerne et mere fintunet 'håndkort' i hjernen, og jo flere timer de havde brugt på at øve sig, desto mere præcist var dette kort.
Efter vi fremkaldte smerte, rapporterede musikerne, at de generelt oplevede mindre ubehag. Mens 'håndkortet' i ikke-musikernes hjerner begyndte at skrumpe allerede efter to dage med smerte, forblev musikernes kort uændrede – og bemærkelsesværdigt nok: Jo flere timer de havde øvet sig, desto mindre smerte følte de.
Studiet er lille – kun 40 personer deltog – men resultaterne viser tydeligt, at musikernes hjerner reagerede anderledes på smerte.
Deres øvetimer ser ud til at have givet dem en slags buffer mod de sædvanlige negative effekter, både i forhold til hvor meget smerte de følte, og hvordan områderne i hjernen reagerede.
Det betyder selvfølgelig ikke, at musik er en mirakelkur mod kroniske smerter, men det viser, at lang tids øvelse og erfaring kan forme vores oplevelse af smerte.
'Omkodning' af hjernen hos mennesker med kroniske smerter
Det er lovende, fordi det kan hjælpe os med at forstå, hvorfor nogle mennesker er mere modstandsdygtige over for smerte end andre, og hvordan vi kan udvikle nye behandlinger til dem, der lever med kroniske smerter.
Vores forskerhold arbejder nu videre for at undersøge, om det at øve sig på at spille musik også kan beskytte os mod ændringer i opmærksomhed og kognition ved kroniske smerter.
Med det håber vi at kunne udvikle nye behandlingsmetoder, der kan 'omkode' hjernen hos mennesker, der lever med vedvarende smerter.
For mig er det den mest spændende del: Tanken om, at dét, jeg som musiker lærer og øver hver dag, ikke bare styrker en færdighed, men faktisk kan omkode min hjerne på måder, der ændrer, hvordan jeg oplever verden; selv noget så fundamentalt som smerte.
Denne artikel er en del af et samarbejde mellem Videnskab.dk og The Conversation UK, hvor artikler skrevet af danske forskere også udgives på engelsk. Du kan læse den engelske version af artiklen her. Artiklen er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
