2012 markerer 100 års jubilæet for udgivelsen af en af de vigtigste publikationer i studiet af religion – den franske sociolog Emile Durkheims (1858-1917) 'Det religiøse livs elementære former: det totemiske system i Australien' (fr.: 'Les formes élémentaires de la vie religieuse: le système totémique en Australie').
Man kan sjældent hævde, at en enkelt bog definerer en disciplin, men i dette tilfælde er der bred enighed om, at religionssociologien og i videre forstand religionsforskningen kan forstås som en udvidelse af og reaktion på Durkheims bog.
Et nyt intellektuelt program
'Det religiøse livs elementære former' er et hovedværk indenfor sociologien, der repræsenterer begyndelsen på et intellektuelt program, hvor Émile Durkheim foreslår en ny teori om religion, og det står som det sidste store værk i hans produktive karriere.
Værket kan læses som begyndelsen på et ufuldendt projekt og som en tekst, der indeholder et væld af empiriske, konceptuelle, tematiske og teoretisk bidrag og forslag, som kræver fortolkning af læseren.
Eksegesen af 'Det religiøse livs elementære former' har vist sig ualmindelig frugtbar for det kulturelle spor i sociologien og for religionssociologiens udvikling som forskningsdisciplin.
Kend samtiden og forstå Durkheim
Emile Durkheims fødenavn var egentlig David Émile Durkheim og han var det fjerde barn af Rabbi Moses og Melanie Durkheim, søn og barnebarn af rabbinere.
Durkheims brug af hans mellemnavn som fornavn og hans rejse fra et fattigt rabbinsk hjem til det prestigefyldte Sorbonne universitet er en parallel til den intellektuelle og økonomiske kulturtilpasning som mange franske jøder oplevede i slutningen af det 19. århundrede.
Den amerikanske historiker Deborah Dash Moore mener, at Durkheims videnskabelige bidrag, bedst kan forstås i denne sammenhæng. Det er et helt væsentligt aspekt ved forståelsen af Durkheims forfatterskab, at hans intellektuelle dannelse fandt sted i kølvandet på retssagerne om Alfred Dreyfus (1859-1935) fra 1894-1906, hvor den franske jødiske kaptajn blev falsk anklaget for forræderi.
Dreyfusaffæren delte Frankrig i to
I 1894 blev Dreyfus uskyldig dømt for spionage i en historisk berømt sag, som senere blev benævnt Dreyfusaffæren. Forfatteren Émile Zola (1840-1902) angreb i 1898 generalstaben i artiklen J'accuse (Jeg anklager). Affæren delte Frankrig i to og blev fulgt tæt af aviser og befolkninger i hele Europa.
Antisemitisme spillede en væsentlig rolle i anklagerne mod Dreyfuss. Senere afsløringer viste, at beviserne mod ham var blevet forfalsket. Han blev først endeligt frifundet i 1906.
Det var Dreyfus’ retssag som ansporede den østrigsk-ungarske jødiske tænker Theodore Herzl (1860-1904), grundlæggeren af den politiske zionisme, til at afvise tanken om jødisk emancipation (frigørelse for jøderne i Europa) og i stedet vende sig mod tanken om oprettelsen af en jødisk stat. Disse tanker formulerede han i bogen 'Den jødiske stat' fra 1896.
Fransk jødedom fik et sprog
Durkheims videnskabelige arbejde, som var samtidig med Herzls aktivisme, gav fransk jødedom et sprog, hvormed den kunne udtrykke sin særegenhed som fuldgyldige aktører i de revolutionære principper om frihed, lighed og broderskab. At angribe en fransk jøde var ikke kun en antisemitisk handling, men et angreb på selve de værdier, der var nedfældet i den daværende franske forfatning.
I en artikel Durkheim skrev under Dreyfussagen om 'Individualisme og de intellektuelle' (1898) skriver han givet med tanke på retssagen, at »Den som gør et forsøg på at tage en mands liv, en mands frihed, en mands ære inspirerer os med en følelse af rædsel på alle måder, som svarer til den, som den troende oplever, når han ser sit gudsbillede vanhelligede.«
Durkheim var ingen ven af det overnaturlige. Han var en helt igennem assimileret jøde. Med sin antipati for teologi, for de nedarvede jødiske ritualer og forestillinger, var hans religion en religion for ateister.
Men det var Durkheims fokus på religionens fællesskabsbaserende karakter, som ligesom forestillingen om Herzls stat, afspejlede en indsats for at hjælpe jøder til at blive integreret ind i den moderne verden, uden at de skulle afvise eller aflægge sig deres særegenhed.
Det er de ritualer, forestillinger og religiøse ceremonier, der giver enhver kirke (eller synagoge, moské eller tempel) sin sans for samhørighed, sin følelse af formål og plads i det civile samfund.
De elementære religionsformer
Så hvorfor er denne franske bog om religionssociologi så vigtig? Durkheims mest berømte og omdiskuterede påstand er hans tese om, at religion ikke så meget handler om at tro, men at kernen i den religiøse virksomhed er dens sociale karakter.
Durkheims definerer religion som et »fælles system af tro og praksis, relateret til hellige ting, det vil sige, ting der er adskilt og forbudt – når tro og praksis, er forenet i et enkelt moralsk fællesskab, kaldes de der tilslutter sig en 'kirke'.«
For Durkheim er det religionens iboende karakter som kollektiv og fælles skabende, der er det vigtigste element ved religion. Religionens overnaturlige eller åndelige dimension er ikke et spørgsmål, som er relevant i hans analyse.
Alle religioner er lige sande ... og falske – tro er ikke pointen. Religioner deler det grundlæggende mål at give fællesskaber strukturer og ritualer, som kan svare på almindelige menneskelige følelser såsom glæde, sorg, taknemmelighed, ærefrygt og så videre.
Religion er et essentielt og permanent aspekt
Ved at studere såkaldte primitive religionsformer fra de australske aboriginals til nordamerikanske pueblo indianere søgte Durkheim at forstå det essentielle i forskellige samfunds religionsformer.
Hans forskning er ikke blot beskrivende, men også en kende normgivende. Som han skriver i sin indledning, ved at studere disse 'primitive samfund', kan vi »nå frem til en forståelse af menneskeheden, som den er i dag.«
For Durkheim er religion et essentielt og permanent aspekt ved menneskelige fællesskaber. 'De religiøse livs elementære former', som han identificerer dem, er fælles for alle religioner og samfund uanset tidsepoke eller kontekst.
'Kollektiv opbrusen' forklarede religion
Totemisme repræsenterer, ifølge Durkheim, den simpleste form for religion, vi kender i dag. Ved at isolere de tilgrundliggende realiteter for totemisme, får vi muligheden for at spore de årsager, som har ført til eksistensen af religiøse oplevelser og følelser i menneskeheden.
I Durkheims analyse af totemisme finder han frem til, at totemisme symboliserer både det hellige og klanen, »religion er altså en repræsentation af samfundet,« som Durkheim formulerer det.
Durkheims introducerede et begreb om 'kollektiv opbrusen' (fransk: L'effervescence collective) til at forklare, hvordan religion fungerer. Disse kollektive opbrusende øjeblikke i menneskets historie skulle forklare sociale situationer og øjeblikke, som var afgørende for samfundets dynamik og vitalitet.
I en af de mest centrale passager i 'Det religiøse livs elementære former' forklarer Durkheim, hvad disse kollektive øjeblikkes formål er:
»Der er altså i religionen noget evigt, som er forudbestemt til at overleve alle de forskellige symboler, som den religiøse tænkning et efter et har hyllet sig i. Der kan ikke være et samfund, som ikke føler behovet for at udtrykke, og med regelmæssige mellemrum bekræfte, de kollektive følelser og de kollektive forestillinger, som udgør dets enhed og dets egenart. Ydermere kan denne moralske genopretning kun opnås ved hjælp af møder, forsamlinger og fællesskaber hvor individerne møder hinanden på nært hold, og i fællesskab bekræfter deres fælles følelser; denne slags ceremonier er gennem deres hensigt, gennem de resultater de opnår, og gennem de forskrifter, de udføres efter ikke forskellige i natur fra specifikt religiøse ceremonier. Hvilken essentiel forskel er der på en forsamling af kristne, der fejrer de vigtigste dage i Krisus’ liv, eller jøder, der fejrer enten udvandringen fra Ægypten eller Lovens komme, og på en forsamling af borgere, der fejrer årsdagen for en ny grundlov eller et anden stort øjeblik i nationens liv?«
(Kilde: p 609f, 'Les formes elementaire de la vie religieuse' (1912). Oversat af lektor, ph.d. Morten Warmind i 'Civilreligion i Amerika' af Robert N. Bellah, oversat og redigeret med kommentarer af Carin Laudrup, Systime 2011)
Religion er et socialt fænomen
Teorien bygger på en grundlæggende antagelse om, at al religion opstår spontant igennem de sociale fællesskaber, og som sådan er at betragte som et udtryk for, samt en dyrkelse af fællesskabet. Religion formes på baggrund af en kollektiv opbrusen, der opstår, når det sociale opnår en sådan intensitet, at mennesket 'føler han er ændret, og således ændrer han sit miljø'.
De sociale sammenkomster, hvorfra denne kollektive opbrusen stammer har i kraft af denne tilstand en integrerende funktion på gruppen. I Durkheims samfundsforståelse er religion et socialt fænomen med en integrerende effekt – religion er dermed med til at opretholde den sociale orden i et samfund.
Religion er et særligt særkende ved menneskelige fællesskaber og er derfor et udtryk for fællesskabet. Mennesket skaber bestemte tolkninger af omverdenen gennem sociale fællesskaber, som altså, ifølge Durkheim, altid har en religiøs dimension.
Sociologer har rettet meget kritik mod værket
'Det religiøse livs elementære former' kan læses på mange forskellige måder – som et studie af australsk (og amerikansk) totemisme, som en universel teori om religion, som en skarp kritik af andre teorier om totemisme og religion og som et bidrag til videnssociologien (den originale titel på værket var faktisk 'Tankernes og den religiøse handlings elementære former').
Eftertidens sociologer har rettet megen rimelig kritik mod dette værk.
Den engelske sociolog Steven Lukes har i sit store værk om Durkheim fra 1972 omfattende redegjort for både den etnografiske, metodologiske, logiske og teoretiske kritik – og alligevel forbliver det et storslået og vigtigt bidrag til religionssociologien og mere generelt til sociologien og samfundsvidenskaberne om idéer og ideologi. Desværre er værket ikke oversat til dansk.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
