Et nyligt modelleringstudie maler et betryggende billede af en post-pandemisk fremtid, hvor SARS-CoV-2 'i løbet af et par år til et par årtier' går fra at være et farligt patogen til endnu en almindelig forkølelsesvirus.
Forfatterne understreger, at det forudsagte tab af virulens (mikroorganismers evne til at fremkalde sygdom, red.) er baseret på en specifik særegenhed: Virussen er kun sjældent skyld i alvorlig sygdom blandt børn.
Alligevel er mange eksperter enige om, at vi ikke skal være det mindste overraskede over forfatternes konklusion, fordi alle virusser 'bliver mere overførbare og mindre patogene (sygdomsfremkaldende, red.) over tid'.
Den trøstende logik lyder, at det i hvert fald fra en evolutionær synsvinkel ikke giver mening, at et patogen skader sin vært, som det er afhængigt af for at kunne overleve.
Midlertidig evolutionær ubalance
Ifølge dette ræsonnement er virulens blot en midlertidig evolutionær ubalance.
Dette argumentationsforløb fik et skud for boven af meldingen om, at det er en 'en realistisk eventualitet', at den nye meget overførbare B117-variant 'er associeret med en øget risiko for død'.
Selvom evidensmængden stadig er i indsamlingsfasen, indikerer tidlige estimater fra den særlige britiske virusgruppe, Nervtag, at B117 muligvis er cirka 30 procent mere dødbringende.
Men kan det være undtagelsen, der bekræfter reglen? Kan vi leve i den sikre forvisning, at SARS-CoV-2 langsomt vil svinde bort?
Hvad er evidens på, at det vil ske? Hvor sikre kan vi overhovedet være i vores forudsigelser, om hvordan evolutionen vil forme forholdet mellem et patogen og dets vært?
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra Lundbeckfonden. Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af Lundbeckfonden. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Loven om aftagende virulens
Det var læge, bakteriolog og patolog, Theobald Smith (1859-1934), der formulerede 'Loven om aftagende virulens' i slutningen af det 19. århundrede.
Theobald Smith undersøgte flåtbårne sygdomme blandt kvæg i 1880'erne, og han opdagede, at sygdommens sværhedsgrad var bestemt af graden af tidligere infektion.
Kvæg, der gentagne gange blev udsat for patogenet, fik et langt mere moderat sygdomsforløb end kvæg, der stødte på patogenet for første gang.
Theobald Smith begrundede det med, at det var fordi vært og patogen over tid bevægede sig mod et gensidigt 'godartet' forhold.
Og så flyttede fortællingen ellers 'down under' til Australien.
I 1859, samme år som Charles Darwin publicerede sit hovedværk 'Om arternes oprindelse', blev 24 europæiske kaniner sat fri i Australien for at give anledning til lidt jagt. Det havde katastrofale konsekvenser for Australiens flora og fauna.
Sygdommens virulens aftog
Australien takkede nej til Louis Pasteurs tilbud om at skaffe de mange kaniner af vejen ved hjælp af en 'masse-délapinsation' ('masse-kanin-udryddelse', red.) i form af fjerkrækolera (pasteurellose) som biologisk kontrolmiddel.
Det australske landbrugsministerie forsøgte sig i stedet med den dødelige og meget artsspecifikke sygdom, myxomatose, også kaldet kaninpest. Da man nåede frem til 1950'erne spredte myxomatose-virussen sig hurtigt blandt kaninpopulationen.
Virologen Frank Fenner indså mulighederne i dette unikke eksperiment. Han dokumenterede, hvordan sygdommens virulens i løbet af et par år faldt fra en dødelighed på 99,5 procent til en dødelighed på cirka 90 procent.
Det blev betragtet som stærkt empirisk evidens på Theobald Smiths 'Lov om aftagende virulens' – og det gør det sommetider den dag i dag.
Udfordrer Theobald Smiths 'Lov om aftagende virulens'
På samme tid stødte en ung talentfuld, australsk matematiker ved navn Robert May på sin landsmand Charles Birchs arbejde.
Charles Birch var en fremtrædende økolog, der arbejdede med kontol af dyrepopulationer.
Sammen med epidemiologen Roy Anderson introducerede Robert May den banebrydende anvendelse af matematisk modellering i økologien og udviklingen af smitsomme sygdomme.
I slutningen af 1970'erne udtænkte Robert May og Ray Anderson 'trade-off-modellen' for udviklingen af virulens – den første konceptuelle teoretiske ramme i mere end 100 år, der udfordrede Theobald Smiths 'Lov om aftagende virulens'.
Ingen grund til at tro, at sygdommens sværhedsgrad vil falde over tid
Ifølge 'Trade-off modellen' begrænser patogenvirulensen ikke nødvendigvis, hvor nemt et patogen kan blive overført fra én vært til en anden. Den kan endda gøre det nemmere.
Uden de antagne evolutionære virulensomkostninger er der ingen grund til at tro, at sygdommens sværhedsgrad vil falde over tid.
Robert May og Ray Anderson foreslog i stedet, at et givet patogens optimale virulensniveau er bestemt af en række faktorer, som tilgængeligheden af modtagelige værter, og hvor lang tid der går mellem infektion, og på at symptomerne viser sig.
Den sidste faktor er et centralt aspekt af SARS-CoV-2's epidemiologi.
Den lange tidsperiode mellem infektion og død (hvis det er udfaldet) betyder, at SARS-CoV-2 har en signifikant tidsperiode, hvor virussen kan nå at replikere og sprede sig, længe før den dræber værten.
Kun lidt eller ingen direkte evidens på, at virulensen aftager over tid
Trade-off-modellen er i dag bredt accepteret.
Modellen lægger vægt på, at der skal tages højde for hver eneste kombination af vært og patogen.
Der er ikke en generel evolutionær lov, som kan forudsige, hvordan forholdet mellem vært og patogen vil udfolde sig, og der er absolut intet, der taler for, at aftagende virulens altid vil finde sted.
Der er kun lidt eller ingen direkte evidens på, at virulensen aftager over tid.
Mange gamle sygdomme er stadig lige farlige
Selvom nylige patogener, som HIV eller Mers, ofte er meget virulente, er det omvendte ikke sandt. Der er rigtig mange gamle sygdomme, som tuberkulose og gonoré, der sandsynligvis er lige så virulente i dag, som de var engang for længe siden.
Forandringer i betingelserne kan lede tendensen i den modsatte retning.
Denguefeber har spøget siden det 18. århundrede, men Jordens voksende og mobile befolkning menes at være skyld i en en markant virulensstigning i løbet af de seneste cirka 50 år.
Selv den kanindræbende myxomavirus spøger stadig. Virulensen faldt kun en smule efter Frank Fenners første rapporter, og den er måske endda steget en smule.
Muligt, men ikke sikkert
Alle disse eksempler er naturligvis ikke evidens på, at SARS-CoV-2-virulensen ikke vil aftage.
Aftagende virulens er uden tvivl et muligt udfald ifølge trade-off-modellen, som dog også leverer en række andre potentielle udfald.
Omvendt kan mutationerne på samme tid øge både virulens og smitsomhed gennem en stigende viral replikationshastighed.
Selvom vi er nødt til at vente på mere entydig evidens – og de nøjagtige mekanismer kan være vanskelige at slå fast – peger ny evidens på nuværende tidspunkt på, at B117-varianten har større dødelighed.
Ed Feil og Christian Yates hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
