Urin fra rensdyr var genvej til en ny verden for fortidens mennesker

Nysgerrighed er kilden til nogle af menneskehedens største opdagelser.

Men den har også af og til fået mennesker til at smage på ting, som de fleste i dag nok ville holde sig langt fra.

Kun få historier illustrerer det bedre end fortællingen om sibiriske shamaner, der for flere hundrede år siden fandt en usædvanlig allieret i rensdyret.

Sammen gav de adgang til de bevidsthedsændrende virkninger af én af verdens mest genkendelige svampe.

Den smukke, giftige svamp

Du har måske set den i Super Mario, Alice i Eventyrland og Smølferne. Den klassiske højrøde hat med de hvide prikker er i hvert fald letgenkendelig og nærmest ikonisk i populærkulturen.

Men bag det smukke, eventyragtige udseende hos rød fuesvamp gemmer sig to kraftige kemiske stoffer: ibotensyre og muscimol.

Stofferne er så problematiske, at den amerikanske fødevare- og lægemiddelmyndighed FDA i 2024 forbød brugen af svampen som fødevareingrediens.

• Ibotensyre kan skade bestemte nerveceller i hjernen og føre til symptomer som hukommelsesproblemer, forvirring og nedsat koncentration.
• Muscimol virker anderledes. Det dæmper aktiviteten i hjernen og kan fremkalde eufori, ændrede sanseindtryk, svimmelhed og hallucinationer.

Tilsammen giver de en oplevelse, som både er uforudsigelig og risikabel.

Mennesker er dog ikke de eneste, der er tiltrukket af fluesvampen. Også rensdyr opsøger den aktivt og kan udvise mange af de samme symptomer, når de spiser den.

Er rensdyr bedre kemikere end mennesker?

Her bliver historien for alvor interessant.

Når et menneske spiser fluesvamp, begynder kroppen gradvist at omdanne ibotensyre til muscimol. Det betyder, at en del af det giftige stof omdannes til det stof, der giver de psykoaktive virkninger.

Problemet er, at menneskekroppen ikke er særligt effektiv til denne proces.

Noget af ibotensyren bliver derfor tilbage og ender i urinen, om end i lavere, men stadig giftige koncentrationer. Muscimol passerer derimod stort set uændret gennem kroppen og udskilles næsten intakt.

Derfor drak mennesker urin

En del oprindelige folkeslag i Sibirien, blandt andet koryakerne i det østlige Rusland, opdagede på et tidspunkt en besynderlig løsning på det problem.

Ved at drikke urinen fra en person, der allerede havde spist fluesvampen, kunne man opnå mange af de samme bevidsthedsændrende effekter, men med færre bivirkninger.

Kroppen havde nemlig allerede udført en stor del af det kemiske ’forarbejde’.

Denne praksis blev en tradition i visse religiøse ritualer. En shaman spiste svampen og delte derefter sin urin med de øvrige deltagere. På den måde kunne flere personer opleve virkningen af én enkelt svamp.

For moderne mennesker lyder det måske mærkeligt, men handlingen var forankret i en mytologisk forståelse af svampen.

Koryakerne mente, at svampens ånd midlertidigt kunne erstatte menneskets sjæl og give særlige evner, såsom at kunne bevæge sig lettere, gå på glødende kul, ’flyve’ eller se fjerne steder og tider.

Hos flere sibiriske folkeslag spillede rensdyr allerede en central rolle som transportmiddel, fødekilde og leverandør af skind til tøj. Derfor lagde man også mærke til, at urinen fra rensdyr, der havde spist fluesvampe, kunne have lignende virkninger.

Der findes endda teorier om, at rensdyr er bedre end mennesker til at omdanne ibotensyre til muscimol. Det er dog endnu ikke dokumenteret i fagfællebedømt forskning.

Hvis det viser sig at være rigtigt, er rensdyr overraskende dygtige naturkemikere.

Fra ritual til Reddit

I dag er mange af disse traditioner forsvundet eller blevet langt mindre udbredte.

Modernisering og stigmatisering har fået en række oprindelige kulturelle praksisser til at træde i baggrunden, men fluesvampen har fået et nyt publikum.

Siden midten af 2000'erne har interessen for svampen taget fart på internettet. Nogle bruger den som et alternativt rusmiddel, mens andre omtaler den som et naturligt middel mod angst, depression, søvnproblemer eller smerter.

Hvor brugen tidligere foregik inden for ritualer, overvåget af personer med omfattende kulturel viden, eksperimenterer mange nu på egen hånd med vejledning fra YouTube-videoer og internetfora. Det bekymrer forskere.

Fluesvampens virkninger er nemlig notorisk uforudsigelige. Effekten afhænger blandt andet af svampens oprindelse, tilberedningen, dosis og den enkelte persons fysiologi.

Kan et giftstof også være medicin?

Historien ender dog ikke nødvendigvis med forgiftning og hallucinationer. Muscimol er nemlig også interessant for forskere.

Stoffet binder sig til såkaldte GABA-A-receptorer i hjernen, som dæmper aktiviteten i nervesystemet. Derfor undersøges muscimol i øjeblikket som en mulig behandling mod blandt andet angst og søvnforstyrrelser.

En del studier peger også på, at stoffet potentielt kan have en beskyttende effekt mod sygdomme som Parkinsons ved at påvirke hjernens dopaminsystem.

Det er ikke dårligt for et stof, der stammer fra en giftig svamp.

Det betyder dog ikke, at fluesvampe er sikre at eksperimentere med på egen hånd. Forskere ved stadig ikke nok om muscimols virkninger, og selv små variationer i dosis kan have store konsekvenser.

Fluesvampen minder os om, at ‘giftig’ ikke nødvendigvis betyder ubrugelig. Nogle gange betyder det blot, at vi endnu ikke forstår et stof godt nok til at bruge det sikkert.

Og måske også, at nogle af videnskabens mest spændende opdagelser begynder med et sært spørgsmål: »Hvad vil der ske, hvis jeg drikker det?«

Rettelse: Artiklen er opdateret den 21. september 2026, da det tidligere fremgik af teksten, at rød fluesvamp er er af verdens mest giftige svampe. Det er ikke tilfældet, og er derfor fjernet. Vi takker en opmærksom læser for at gøre os opmærksom på det

Denne artikel er en del af et samarbejde mellem Videnskab.dk og The Conversation UK, hvor artikler skrevet af danske forskere også udgives på engelsk. Du kan læse den engelske version af artiklen her. Artiklen er oversat af Stephanie Lammers-Clark.