Uddannelse skal dokumenteres – men gælder det også for alternative behandlere?

Da jeg var i fitnesscentret forleden, ville en ansat afbryde mig for at give gode råd. Det forhindrede jeg ham i, dels fordi jeg godt selv mener, at jeg kan tage vare på min træning, dels fordi den faktisk var tilrettelagt i samarbejde med en træner fra et andet center.

Da jeg efterfølgende så et opslag for vedkommende, var hans levnedsforløb beskrevet som træner af et bestemt niveau, som yderligere havde gennemgået en række kurser og uddannelser.

Problemet for sådan en som undertegnede er, at det var umuligt at bedømme lødigheden af disse, dels fordi man ikke kunne slå dem op på internettet, dels fordi der forekom uforståelige forkortelser (som heller ikke kunne googles).

Med andre ord var den pågældendes uddannelse beskrevet, men den kunne ikke sandsynliggøres.

Dette er modsat af, hvad kutymen er her i landet, hvor uddannelser godkendes og løbende autoriseres. Det forekommer selvfølgeligt for alle inden for det traditionelle sundhedsvæsen og i en række andre situationer, hvor personer har et ansvar over for andres ve og vel.

Nogle vælger alternativ frem for svær behandling

Derfor skurrer det voldsomt i mine ører, når en serie artikler i Berlingske har beskrevet, hvordan alternative behandlere rådgiver om meget alvorlige sygdomme, heriblandt kræft, på en måde, som mere eller mindre direkte har haft indflydelse på den traditionelle behandling (se for eksempel her, her, og her).

Mit arbejdsområde er kræft, og her er der en rig grobund for alternativ behandling. Dels fordi det ofte drejer sig om livstruende sygdomme, dels fordi mange patienter helt naturligt spørger sig selv, om deres livsførelse kan have medvirket til sygdommens fremkomst.

Jeg taler her ikke om rygning og dens sammenhæng med lungekræft, som alle efterhånden har accepteret, men om andre kræftformer, hvor der næsten aldrig er en direkte sammenhæng til livsførelse, herunder kosten, som er det emne, patienter spørger mest ind til.

De efterladtes beretninger om alternative behandlere er ofte prægede af frustrationer over traditionelle behandlingsforløb, som på papiret kunne være svære at gennemgå for cancerpatienten, men som på den anden side med stor sandsynlighed kunne føre til helbredelse.

I den nævnte artikel i Berlingske beskriver en ægtefælle sin hustru med brystkræft som et klogt og selvstændigt menneske, som efter konsultation hos en alternativ behandler ophører med kemoterapi og går over til plantebaseret behandling – og som ender med at dø af sygdommen.

Kur mod herpes, hårtab og cancer… uden relevante referencer

Slår man den pågældende alternative behandlers hjemmeside op, finder man en laaaaang liste over sygdomme og tilstande, som vedkommende mener at kunne hjælpe med:

»Cancer, candida (svampeinfektion, red.), fordøjelse, tungmetaller + tetox, spiseforstyrrelser, alkohol + stofmisbrug, autoimmune sygdomme, ADHD, mentale forstyrrelser + depression, migræne + stress, mænds seksuelle sundhed, kvinders hormoner + infertilitet samt sundhedstjek fra top til tå for sundhedsforebyggelse.«

Vedkommende skriver, at hun er uddannet fra Metropolitan Copenhagen University, men skriver ikke, hvilken akademisk grad, hun har opnået. Desuden er hun certificeret i ‘Biologisk Medicin’ og andre lignende områder fra institutioner i andre lande, men angiver ikke, hvad certifikationen betyder.

Hendes hjemmeside er fyldt med – for mig at se – udokumenterede påstande om levnedsmidler, som skulle have anti-cancer egenskaber. For at sætte ekstra trumf på ‘legitimiteten’ af hjemmesiden, er der indsat videnskabelige henvisninger (referencer) forneden.

Problemet er her, at man ikke kan se, hvad hver enkelt henvisning refererer til i teksten oven over. Jeg har prøvet at slå nogle af dem op, men kan ikke umiddelbart se deres relevans i forhold til den alternative behandlers tekst.

Det sidste er i sig selv foruroligende, men der er dog en antydning af lødighed derved, at der jo i hvert fald nævnes én højere læreanstalt.

For andre behandlere er situationen ganske anderledes. Oftest står der intet om uddannelse, og en af dem, som ofte har været fremme i pressen, beskriver som sin baggrund, at han blandt andet har været mellemleder i COOP og fængselsbetjent.

Jeg finder det foruroligende, at begge de nævnte alternative behandlere kommer med påstande, som forekommer totalt udokumenterede og i adskillige tilfælde misvisende for patienter og pårørende med kræft, som jo ofte er i meget penible situationer, og som rækker ud efter de mindste strå for at sikre, at mulighederne for helbredelse er så gode som muligt.

Ingen kontrol med alternative behandlere

Det handler imidlertid ikke om de to, hvorfor jeg heller ikke har nævnt dem direkte ved navn. De er blot eksempler på en større tendens. Mit ærinde er derfor heller ikke at imødegå nogle af de påstande, som står på de alternative behandleres hjemmesider. Denne debat tages af andre, for eksempel Kræftens Bekæmpelse.

I stedet er min anke, at der ingen kontrol er med alternative behandleres adkomst til at rådgive.

Der findes en bekendtgørelse om registrering af alternative behandlere, men det er som branche, og Styrelsen for Patientsikkerhed har lagt en vejledning ud for de, som overvejer at søge alternativ behandling. Heraf fremgår det, at der ikke kræves nogen autorisation for at fungere.

Ganske vist opereres der med betegnelsen ‘Registreret Alternativ Behandler’ eller RAB. Den indebærer dog udelukkende, at man er medlem af en godkendt brancheforening. Dem er der faktisk er et betydeligt antal af, en del heraf med næsten samme navn.

Det er måske nyttigt her at tilføje, at en RAB ikke beskæftiger sig med livsførelse eller kostrådgivning. Med andre ord er den situation og den person, jeg nævnte ovenfor, ikke omfattet af ordningen.

Jeg synes, at denne ordning mildest talt er mangelfuld. Burde der ikke som minimum være en registrering af alle alternative behandlere, herunder en vurdering af den enkelte persons baggrund?

I forlængelse af dette, burde der ikke være en opskrivning af deres uddannelse (eller mangel på samme)?

Og endelig: burde disse oplysninger ikke være tilgængelige på en autoriseret hjemmeside, der også kunne give mulighed for at kommentere erfaringer med dem?

Alternative behandlere følger ikke basale retningslinjer

Som det er nu, er jeg bange for, at vi med stadig mere jævne mellemrum vil kunne læse om personer, som – under foregivende af at have en videnskabelig argumentation – rådgiver mere eller mindre desperate patienter imod bekendtgørelsens retningslinjer, der klart siger, at alternative behandlere skal:

1) udvise omhu og samvittighedsfuldhed i deres faglige virke, herunder gøre brug af midler og metoder, som er forsvarlige, og som de er kvalificerede til at benytte,

2) anbefale en bruger at søge læge m.v., hvor dette må anses for indiceret,

3) afstå fra at fraråde en lægeordineret behandling eller benytte behandlingsmetoder, som det er forbeholdt bestemte autoriserede sundhedspersoner at anvende,

4) løbende vedligeholde og opdatere deres faglige viden.

Af de hjemmesider, jeg har læst de seneste uger, vil jeg mene, at disse retningslinjer ofte ikke følges.

Evidensbaseret medicin havde reddet Lipattis liv

Jeg er ofte blevet spurgt om, hvorfor jeg blev læge, om det var et kald eller?

Sandheden er måske lidt midt imellem. Jeg var for sent med at sende et ansøgningsskema ind til Aarhus Universitet og vidste ikke engang, hvilket studium jeg skulle vælge.

Det grundede jeg over, mens jeg hørte på en meget slidt LP-plade med den rumænske pianist Dinu Lipatti. Det var en optagelse af hans sidste koncert nogle få uger, før han døde af lymfekræft i 1950.

Det fik mig til at vælge medicin, og tilfældet ville, at det blev hæmatologi-specialet, som behandler netop lymfekræft, jeg endte med.

I slutningen af 40’erne var behandlingen af den sygdom stadig i sin vorden (men Lipatti fik gavn af binyrebarkhormonet prednison, som gjorde, at han indspillede plader, som siden hans død i 1950 aldrig har været ude af cirkulation).

Hvorfor nu denne historie?

Jo, fordi behandlingen af Hodgkins sygdom, som Lipatti altså døde af, har undergået forandringer, som illustrerer, hvordan evidensbaseret medicin er den rette måde at bringe videnskaben frem på.

Var denne pianist kommet til behandling i dag, kunne man – med viden om hans sygdoms udbredning – med stor sikkerhed have helbredt ham med to-tre serier kemoterapi, som ville have givet ham meget få – og i hvert fald ingen blivende – bivirkninger.

Vi bør stille større krav til alternative behandlere

Dette kan jeg sige, fordi de sidste 60 års behandling af lymfekræft har været præget af strengt kontrollerede studier, hvor den ene behandling har været sammenlignet med den anden i lodtrækningsundersøgelser.

Mens 60’erne, 70’erne og 80’erne var præget af intensivering af disse behandlinger, har der siden faktisk været tale om at undersøge, om behandlingen kunne trappes ned i intensitet (det kunne den).

I alle trin af disse komplicerede studier har alle involverede behandlere skullet dokumentere ikke alene deres uddannelse, men også deres erfaringer med at gennemføre sådanne studier – inden de gik i gang.

Desuden er hver enkelt trin af selve undersøgelsen blevet kontrolleret løbende.

Endelig har de videnskabelige rapporter og artikler om resultatet været gennem en bedømmelse i det tidsskrift, som udgav dem.

Jeg mener, at kontrasten til, hvad der kan forlanges af alternative behandlere er himmelråbende og så grel, at der burde gøres noget for bedre at regulere dette felt, så hjerteskærende historier som dem, der kan læses i dagspressen, kan, om ikke undgås, så begrænses så meget som muligt.