Nyt amerikansk studie sandsynliggør, at patienter ligger længere tid på hospitalet, hvis hospitalslægerne har for travlt. De amerikanske forskere undersøgte to hospitaler i Delaware, hvor hospitalslægerne har været under stigende pres for at behandle flere patienter om dagen. Resultatet af lægernes øgede tempo var, at patienterne lå længere tid, inden de blev udskrevet, og at hospitalernes udgifter dermed steg.
»Vores resultater tyder på, at incitamenter til at øge arbejdsbyrden kan føre til ineffektiv og dyr pleje. I systemer, som tilskynder læger baseret på produktivitet, bør det overvejes også at måle på effektivitet og kvalitet,« skriver forskerne i en pressemeddelelse. Deres undersøgelse er netop publiceret i det videnskabelige tidsskrift JAMA Internal Medicine.
Professor i sundhedsøkonomi, Mickael Bech, understreger, at der ikke er forsket i, hvorvidt fænomenet også findes i det danske sundhedsvæsen. Men han mener, at studiet er med til, at sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt det udelukkende er positivt, når læger tilser flere patienter i løbet af en arbejdsdag.
»Det er måske ikke hensigtsmæssigt, at vi bliver ved med, at reducere den tid lægen har med patienten. Det er måske til skade for hospitalernes samlede produktivitet i form af øget indlæggelsestid,« siger Mickael Beck, professor og centerleder ved Institut for Virksomhedsledelse og Økonomi ved Syddansk Universitet.
Han bemærker, at det er positivt at øge den enkelte læges produktivitet, sålænge det ikke går ud over sundhedsvæsenets samlede produktivitet.
»Det er ikke i sig selv dårligt at optimere lægernes tid, men det er vigtigt, at det er det samlede system der optimeres,« siger Mickael Beck.
Det er nemmere at lade patienten ligge
Formand for Yngre Læger, Camilla Rathcke oplever et stigende arbejdspres hos landets hospitalslæger. Og hun vil bestemt ikke afvise, at nogle patienter ligger længere tid i sengen på grund af lægernes travlhed.
»Jeg kan godt forestille mig, at man som læge på stuegangen kan være tilbøjelig til at lade patienten ligge en dag mere i stedet for at udskrive patienten – for en udskrivelse kan være omstændig,« siger hun.
Camilla Rathcke forklarer også, at lægers travlhed i værste fald går ud over patienternes helbred.
»Man kan også lave fejl som for eksempel at overse et prøveresultat, der viser, at patienten har en infektion. Det kan i værste fald medføre, at patientens tilstand bliver forværret,« siger hun.
\ Fakta
Det viser undersøgelsen - Forskerne undersøgte sammenhængen mellem hospitalslægernes arbejdsbyrde og patienternes indlæggelsestid ved Christiana Care Health System mellem februar 2008 og januar 2011. - Hospitalslægerne tilså i gennemsnit 15,5 patienter om dagen. - Patienternes Indlæggelsestid steg fra 5,5 dage til 7,5 i takt med, at lægernes arbejdsbyrde steg, når belægningen på hospitalet var under 75 procent. - Patienternes Indlæggelsestid steg fra 5,5 dage til 8 dage i takt med, at lægernes arbejdsbyrde steg, når belægningen på hospitalet var mellem 75 og 85 procent. - Øget arbejdbyrde for lægerne påvirkede ikke andre faktorer som dødelighed, genindlæggelse og patienttilfredshed.
Mickael Beck giver her nogle bud på, hvordan et for hårdt arbejdspres kan have en negativ påvirkning på lægernes adfærd:
- De henviser til indlæggelse i stedet for at behandle med det samme.
- De har ikke tid til at lave en sammenhængende plan for patienten og få den koordineret med andre instanser, der er relevante for patientens behandling.
- De laver flere fejl.
- De ordinerer flere test for at kompensere for, at de ikke selv har tid til at udrede ordentligt.
- De forsømmer at vejlede patienten i, hvad vedkommende skal gøre og ikke gøre for at blive rask hurtigst muligt.
Der er få sengedage i Danmark
Jakob kjellberg, der også er professor i sundhedsøkonomi, mener dog ikke, at man kan overføre studiets resultater til det danske sundhedsvæsen.
»I danske sundhedsvæsen er indlæggelsestiden faldet markant mens produktiviteten er steget. Men hvis man presser produktiviteten tilstrækkeligt, kan der være en sammenhæng på individniveau, hvor nogle læger måske henviser videre i stedet for at behandle færdigt,« siger Jakob Kjellberg, projektchef ved Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning.
Han bliver bakket op af Mickael Beck.
»Indlæggelsestiden på danske hospitaler er meget kort. I dag er vi nede på lidt over 3 sengedage i gennemsnit,« siger han.
Det er et interessant område at blive klogere på
Mickael Beck forklarer, at der er en grundlæggende forskel på lægers incitamenter i Danmark og USA, der gør, at man ikke uden videre kan sammenligne de to landes sundhedssystemer.
»Typisk vil læger og hospitaler ikke være en og samme organisation i USA. Amerikanske læger arbejder måske på hospitalet, men de er ikke ansat af hospitalet. Den danske læge vil i højere grad være en del af et system, der har et incitament til at holde de samlede omkostninger nede,« siger Mickael Beck.
Han understreger dog, at det ville være et interessant område at blive klogere på.
»Den helt generelle præmis i studiet, kunne man bestemt godt blive inspireret af og undersøge i en dansk kontekst,« siger han.

































