1+1=2 og vi har sex cirka én gang om ugen i gennemsnit.
De to ting hænger da ikke sammen, tænker du måske. Altså matematik og så vores udskejelser på lagenerne. Men det gør de i allerhøjeste grad ifølge matematikeren Clio Cresswell.
Matematik kan bruges til alt fra chokolade til kærlighed
I denne TED Talk-video fortæller hun om, hvordan matematik ikke bare er matematik for matematikkens skyld, men at den faktisk også kan bruges til at lave ligninger for alt fra den perfekte chokolade til det perfekte parforhold.
»Matematik bliver brugt alle vegne i dag, så det er ingen overraskelse, at vi nu ser ligningerne for kærlighed,« siger Clio Cresswell i videoen.
Første gang, avanceret matematik blev brugt i forhold til kærlighedsforhold, var nemlig i en ligning for et succesfuldt ægteskab.
Ligningen inddrager blandt andet økonomi og svigerforældre og tager også højde for, hvordan parterne reagerer på hinanden, eksempelvis med kropssprog. Clio Creswell fortæller, at denne ligning kan forudsige med 95 procent nøjagtighed, om nygifte par vil være sammen om seks år.
LÆS OGSÅ: Ateister har det bedste sexliv
Ligninger kan holde hånd i hanke med vores sexpartnere
Siden 1990’erne er matematik blevet brugt mere og mere i de såkaldte blødere videnskaber, for eksempel sociologi og antropologi.
»Vi er meget vant til at se matematik blive brugt i fysik og ingeniørarbejde. Men siden 1990’erne eller 2000’erne ser vi, at matematik skriver sig i ind i det, der kaldes de blødere videnskaber, som psykologi, sociologi, antropologi og biologi,« siger Clio Cresswell.
Og for at det ikke skal være løgn, kan matematik, ifølge hende, også bruges til at holde hånd i hanke med folks seksuelle partnere.
Du kender måske nogle mænd, som fortæller vidt og bredt om deres mange scoringer og sexpartnere, og de fleste af os tænker måske, at mænd generelt da må have haft flere sexpartnere end kvinder.
LÆS OGSÅ: Din guide til sex i naturen
Clio Cresswell fortæller, at mænd generelt melder ud, at de har haft sex med to til fire gange flere kvinder, end kvinder har med mænd.
Men, vent lige. Det kan da ikke lade sig gøre rent matematisk, for hver gang en mand tilføjer sexpartnere til statistikken, tilføjer han jo også sexpartnere til kvinders statistik.
Her er det altså matematikken, der afslører, at mændene muligvis pynter lidt på sandheden.
Tanker om sex og kærlighed gør os bedre til matematik
Ifølge Clio Cresswell hænger matematik og sex også sammen på andre måder.
Forskning viser for eksempel, at du bliver bedre til visse former for hjerneprocesser, hvis du tænker på sex, inden du laver matematik.
Der er grundlæggende to typer af hjerneprocesser: Enten tænker du globalt, eller også tænker du lokalt.
LÆS OGSÅ: Er sex-orgasmer sundere end onani?
Normalt, når man løser et problem, vil man begynde med at tænke på det globalt og så derefter indskrænke problemet og kigge på det lokalt for komme frem til en løsning.
Clio Creswell mener, at hvis man for eksempel får folk til at tænke på kærlighed, før de går i krig med regnestykkerne, vil de være bedre til det globale perspektiv, altså det lidt bredere perspektiv.
Hvis man derimod får folk til at tænke på sex inden, bliver de bedre til proces-delen af problemløsningen.
Hvis man skal tro Clio Cresswell, hænger regnestykker og lagengymnastik altså også sammen på den måde, at tanker om sex og kærlighed kan bruges til at gøre os bedre til at løse matematiske problemer.
Clio Cresswell er matematiker og lektor på The University of Sydney i Australien. Hun har skrevet bogen 'Mathematics and Sex'.































