Bliver du som kvinde eksponeret for PFAS - de såkaldte evighedskemikalier - der findes i mange hverdagsprodukter, kan du risikere, at det påvirker din evne til at blive gravid væsentligt.
Sådan lyder den kontante konklusion i et nyt studie, publiceret i Science of the Total Environment, der undersøger sammenhængen mellem PFAS og kvinders frugtbarhed. Forskerne fra Icahn School of Medicine på Mount Sinai i New York finder frem til, at der er 5 til 10 procent nedsat chance for at opnå graviditet per cyklus hos de kvinder, som havde den højeste koncentration af PFAS.
»Vores studie viser klart, at PFAS kan reducere fertiliteten hos kvinder, der ellers er sunde og naturligt prøver at blive gravide. Det skal de være opmærksomme på, og de skal gøre, hvad de kan for at undgå disse kemikalier,« siger Nathan Cohen, der er førsteforfatter på studiet i en pressemeddelelse.
»Vi ved allerede, at PFAS-eksponering begynder i livmoderen og overføres fra moderen til fosteret, for mange PFAS-forbindelser er blevet påvist i navlestrengsblod, moderkage og modermælk. Derfor er det afgørende at reducere PFAS-eksponering for at beskytte kvinders såvel som deres børns sundhed,« tilføjer han.
\ Om PFAS
Perfluorerede stoffer (PFAS) er en klasse af flere end 9.000 kemikalier, der er meget udbredte i samfundet i industri- og forbrugerprodukter.
De kunstigt fremstillede kemikalier bruges som fedt- og vandafvisende imprægnering i blandt andet køkkenudstyr, fødevareemballage, tøj og møbler. Stofferne er svære at nedbryde, og derfor ophobes de i miljøet.
Adskillige undersøgelser har vist, at mange mennesker har PFAS i blodet.
Studie er vigtigt - men flere er nødvendige
Ifølge Sandra Søgaard Tøttenborg, lektor og miljømedicinsk forskningsleder ved Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling, Københavns Universitetshospital – Bispebjerg og Frederiksberg, understøtter studiet tidligere studier.
»Da vi af etiske årsager ikke kan studere sundhedseffekterne af PFAS i randomiserede kliniske forsøg, er studier som dette vigtige for vores forståelse af stofgruppen. Og jo flere undersøgelser, der peger i samme retning, desto mere sikre er vi,« siger Sandra Søgaard Tøttenborg.
»Og da mennesker udsættes for hundredvis af kemikalier samtidigt på daglig basis, er det her et mere realistisk scenarie end at undersøge dem én efter én,« tilføjer hun og henviser til, at forskerne i studiet undersøger PFAS-blandinger snarere end individuelle PFAS-stoffer.
Alligevel mener Sandra Søgaard Tøttenborg ikke, at det er et optimalt studie, og der er ikke grund til på baggrund af det at sige med sikkerhed, at PFAS fører til infertilitet.
Det er Anja Pinborg, ledende overlæge og professor på Afdeling for Fertilitet på Rigshospitalet, helt enig i.
»Vi skal tage resultaterne som en advarsel, men vi skal have flere studier på området,« siger hun og fortsætter:
»Hvis du fortæller kvinder om det her, bliver de skræmt fra vid og sans. Men de fleste kvinder i studiet er jo blevet gravide, så de har været meget fertile de fleste af dem. Og det er et vigtigt budskab.«
Ifølge Anja Bisgaard Pinborg er der skævhed i studiet.
Det er en relativt lille gruppe, forskerne kigger på. Så det skal i hvert fald gentages, før det er muligt så klart at konkludere, at der er en sammenhæng, mener hun.
»Det fremgår ikke klart, hvorfor forskerne har valgt at se på kun en tilfældigt udvalgt meget lille gruppe på kun 50 kvinder af de ikke-gravide i stedet for alle dem, som er gravide,« siger hun og tilføjer:
»Det bliver jeg bekymret over. For hvorfor har de ikke valgt alle dem, der ikke blev gravide?«
\ Sådan gjorde forskerne
Forskerne har analyseret blodprøver fra 382 kvinder i alderen 18 til 45 år, der forsøgte at blive gravide, og som var tilmeldt Singapore Preconception Study of Long-Term Material and Child Outcomes (S-PRESTO), en befolkningsbaseret prospektiv kohorte. Det vil sige et studie, hvor man følger en bestemt gruppe af befolkningen over tid.
Blodprøverne blev indsamlet mellem 2015 og 2017, og kvinderne blev fulgt i mindst ét år.
Forskerne fandt frem til, at højere eksponering for PFAS var forbundet med 5 til 10 procent nedsat chance for at opnå graviditet per cyklus hos de kvinder, som havde den højeste koncentration af PFAS - ikke kun når man ser på hvert PFAS-stof individuelt, men mere når de kombineres.
Svært at undgå PFAS
Ifølge Sandra Søgaard Tøttenborg er vi alle udsat for PFAS, og det har vi været i meget lang tid. Alligevel er vi ikke alle infertile, men mange par har problemer med at blive gravide, og PFAS kan måske være en bidragende faktor.
Så hvis man kan undgå PFAS, for eksempel i sine fødevarer, skal man endelig gøre det.
»Men det bør ikke være individets ansvar at undgå disse stoffer. De er overalt, og det er ekstremt svært at undgå dem,« slår Sandra Søgaard Tøttenborg fast.

































