»Man bør gå en tur, når det nu engang er lyst i løbet af efteråret og vinteren, selvom der er meget, du skal nå.«
Sådan lød rådet fra psykologiprofessor Rune Jonassen for nylig.
Flere forskere har fokus på lysets vigtighed i årets mørke, blandt andet Arne Lowden, som er søvnforsker ved Stockholms Universitet, og som for nylig talte med Svenska Dagbladet.
Arne Lowden bruger selv en lysterapilampe.
30 minutters dagslys
»Jeg får et rigtig energi-kick - næsten så det kan erstatte kaffen,« siger han om lampen, han bruger i den mørke tid af året.
Men hvor meget lys har vi egentlig brug for?
Det er forskelligt, hvor meget lys vi har brug for. Det afhænger af ting som alder, genetik og livsstil, forklarer Arne Lowden, som generelt anbefaler 30 minutters dagslys hver dag. Lysintensiteten skal være mindst 1.000 lux.
Behøver ikke solskin for at have effekt
Arne Lowden forklarer lux som et mål for, hvor meget lys rammer vores øjne. På en solrig vinterdag kan lysstyrken nå op på mindst 20.000 lux.
Med andre ord: Det behøver ifølge professoren faktisk ikke at være en solskinsdag, for at det gør en forskel.
Mørke timer og hektiske dage kan gøre det svært at presse en halv times dagslys ind, og det er her, lysterapilampen kommer ind.
Lampe skal bruges med omtanke
Ifølge Arne Lowden er der ikke en måde, vi kan måle, hvor effektive lamperne er, men han fortæller, at en lysterapilampe kan give 10.000 lux.
»Hvis jeg har den tændt for længe, bliver jeg alt for energisk.«
Vi gør altså klogt i at bruge dem med omtanke.
»Hvis de bruges på det forkerte tidspunkt, kan de påvirke niveauet af melatonin og nattesøvnen. Det er vigtigt at vide præcis, hvordan og hvornår man skal bruge dem for at få den bedst mulige effekt.«
Et studie fra 2022 viser, hvor vigtigt dagslys er for nattesøvnen. For meget lys om aftenen havde derimod en negativ effekt.
»God effekt mod vinterdepression«
»Lys er den vigtigste faktor for at regulere vores døgnrytme,« siger søvnforsker Bjørn Bjorvatn.
Han er professor ved Universitetet i Bergen og leder af Nationalt Center for søvnmedicin i Norge.
Bjørn Bjorvatn er stort set enig med Arne Lowden i effekten af lysterapi.
»Der er ingen tvivl om, at lysterapi har en god effekt mod vinterdepression, men effekten er ikke så god ved depression, som har andre årsager.«
Han mener dog ikke, at vi skal forvente, at lysterapi vil fylde os helt op med energi, hvis vi er trætte og uoplagte, når vi vågner.
Humøret varierer med årstiderne
»De færreste bliver meget energiske af lys, men forestil dig en tilværelse i komplet mørke. Det vil ingen af os bryde os om!«
»Uden lys bliver vi trætte og uoplagte,« konstaterer Bjørn Bjorvatn.
Han fortæller, at langt de fleste nordmænd siger, at humør og søvn varierer med årstiderne. Den mørke tid er tungere end sommermånederne.
Det er naturligvis ikke alle, der bliver deprimerede, og ikke alle føler, de har behov for en lysterapilampe, præciserer han.
»Men lys er godt uanset hvad,« slutter han.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.

































