Vi fortrænger mørket, men vi bør i virkeligheden beskytte det

Planten mimosa sensitiva har en særlig egenskab. Den er følsom over for berøring, og strejfer man et af dens blade, folder den sig sammen som en paraply og ser ud til at visne for øjnene af en. Det sker også om natten.

Hver morgen åbner den sig igen og drejer bladene som parabolantenner for at fange sollyset, mens den om natten igen indtager sovestilling.

Den cirkadiske rytme, eller vores indre føde- og søvnur, har været en del af os siden tidernes morgen og følger døgnets naturlige vejrtrækning fra mørke til lys og tilbage igen.

Det konstante skifte mellem lys og mørke

I milliarder af år – Jorden er fire og en halv milliarder år gammel – har vores planet ændret udseende, langsomt eller i pludselige ryk.

Der dannes bjergkæder og have, floder skifter retning, og arter fødes og uddør. Ikke engang polerne ligger helt fast. I øjeblikket bevæger den magnetiske nordpol sig østpå fra det nordlige Canada mod Sibirien med en hastighed af ti kilometer per år.

Men én ting, der hele tiden har været mere eller mindre konstant, er skiftet mellem dag og nat, mellem lys og mørke. Solen er altid gået ned i vest og stået op igen i øst, og mellem dens op- og nedgang har det været nat.

Døgnets længde har i og for sig ikke altid været den samme. Moderne atomure sladrer om, at Jordens rotation aftager langsomt, og at døgnene faktisk bliver længere. Både dagene og nætterne bliver en smule længere.

Døgnændringernes hastighed er ikke særlig alarmerende, for det drejer sig kun om cirka to millisekunder per århundrede, men hvis døgnet altid har ændret sig i samme takt, indebærer det, at Jordens allerførste former for liv for over tre milliarder år siden oplevede et døgn, som kun var halvt så langt som vores.

Nye muligheder i en uudforsket verden

Der findes mange teorier om, hvor disse første former for liv opstod, et liv, der stort set ikke var andet end selvreproducerende molekyler: i havet, under tykke iskapper, i dybe klippespalter, i mudder eller sågar et helt andet sted i universet.

Men uanset hvor dette liv opstod, udvikledes de første encellede organismer hurtigt og fandt nye muligheder i den uudforskede verden. Snart bredte cyanobakterier sig via verdenshavene - organismer, der kan optage sollys og producere ilt.

Hver morgen, når Solens første stråler ramte havoverfladen, kunne cyanobakterierne, som også kaldes blågrøn-alger, suge lysets energi til sig og fylde atmosfæren med ilt. De spillede dermed en afgørende rolle for atmosfærens kemiske sammensætning, der senere skabte grobund for fremkomsten af dyr, herunder mennesker.

Cyanobakteriernes indre maskineri var selve drivkraften for planternes udvikling og for fotosyntesen i en rytme, der har forplantet sig fra generation til generation.

Jordens første flercellede liv så dagens lys for 620 millioner år siden, hvor døgnet varede cirka 22 timer.

Eller ‘så’ er måske så meget sagt, for først flere millioner år senere blev synet og andre, egentligt avancerede sanser udviklet.

Det biologiske ur er fælles for alt liv

I denne periode opstod der helt unikke livsformer, organismer, der uddøde for over en halv milliard år siden, men i millioner af år kunne de leve et stille liv på frodige algemåtter uden risiko for at møde rovdyr og uden at være nødt til at flytte sig en millimeter.

Hver dag trængte sollys gennem vandoverfladen og ændrede karakter på vej mod dybet. Hver aften ophørte lysets påvirkning, og den naturlige nat tog over. Livet tilpassede sig denne vekslen. Det biologiske ur, vores cirkadiske rytme, er simpelthen ældgammelt, fælles for alt liv og helt fundamentalt.

Alle former for liv er opstået i en verden, hvor betingelserne ændrer sig i løbet af døgnet og i løbet af året. Vores kroppe forventer ganske enkelt lys og mørke i tilbagevendende kortere eller længere cyklusser. Alle organismer gør på forskellig vis brug af det forprogrammerede ur.

Når mimosen folder sine blade sammen, vågner natviolen i stedet op til dåd og forstærker sin duft for at tiltrække natsværmere. Bierne og andre daginsekter 'holder fyraften', og natinsekterne tager fat på deres arbejde.

Morgenlyset kommer med en vigtig besked

Alle former for liv udnytter den samme grundlæggende mekanisme uanset deres artsmæssige tilhørsforhold, habitater eller livsforløb, lige fra de 2,5 milliarder år gamle cyanobakterier til flagermus og mennesker. Det er lys og mørke, der kalibrerer det biologiske ur.

Uden information om forandringer i omgivelserne bliver den indre mekanisme ved med at gå i en jævn rytme i cirka et døgn. Morgenlyset fortæller, at cyklussen nu er begyndt forfra, at en ny dag netop er brudt frem.

Uret går i løbet af døgnet, gennem skumring mod nat, og modtager hele tiden input fra Solens varierende lys. Det kunstige lys fra lygter, projektører og facadebelysning er naturligvis ikke en del af denne ligning og kan mildest talt skabe uorden i systemet.

Det er fuglene i de store byer bare et af mange, mange eksempler på.

Forvirrede fugle i New York

Den 11. september hvert år tændes kunstinstallationen Tribute in Light i New York på det sted, hvor tvillingetårnene engang stod. Installationen består af 88 projektører, der tilsammen danner to blålige lyssøjler.

På klare nætter når de seks kilometer ud i atmosfæren og kan ses på 100 kilometers afstand til trods for storbyens blændende lyshav.

Den årlige hyldest til ofrene for terrorangrebene overværes og beundres af i titusindvis af tilskuere, men den griber også forstyrrende ind i trækfuglenes rute forbi byen. Fordi projektørerne kun er tændt én gang om året, giver det forskerne en glimrende lejlighed til at studere virkningen af lys.

I perioden 2010-2017 studerede forskerne fuglenes reaktioner på og flyvemønstre omkring lyssøjlerne, og de kunne konstatere en række slående adfærdsmønstre.

Lige efter at søjlerne blev tændt, samledes store fugleflokke i nærheden af dem og fløj rundt i cirkler, mens de skreg og sang. Det anslås, at cirka en million fugle stimlede sammen de syv gange, Tribute in Light blev tændt i den periode, studiet var i gang, men så snart projektørerne blev slukket, spredtes fuglene igen.

Studiet viste tydeligt, at lys påvirker og forvirrer fugle.

Stjernerne bliver visket ud

I takt med at skyskraberne er skudt i vejret på det amerikanske kontinent, er problemet med lysforvirrede fugle blevet mere og mere udtalt.

Lyset og den lyssmog, som storbyer forårsager, udvisker nattens stjerner selv i klare nætter og lokker fugle ned fra deres normale flyvehøjde.

Og med tanke på, hvordan verdens storbyer ekspanderer og sender deres lys stadig længere ud i oplandet og op i atmosfæren, bliver nætterne næsten aldrig tilpas stjerneklare og brugbare for navigation.

Det hypnotiserende lys

Når fuglene er nået ind mellem skyskrabere og tårne, bliver de fanget i en labyrint af forvirrende lygter, skinnende glas og høje forhindringer.

Kraftige lygter kan have en hypnotiserende virkning på fugle, og nu og da flakser de rundt i lyskeglerne som forvirrede natsværmere, præcis ligesom George Romanes beskrev det.

På lang afstand kan bykernernes lys tilmed ligne horisontens lyse stribe, hvilket får fuglene til at søge i retning af det eller slår dem helt ud af kurs.

Måske er der blot tale om, at lyset hæmmer fuglenes medfødte nattesyn og ganske enkelt blænder dem, så de må søge ned mod Jorden for at spejde efter landemærker.