Forsker-opråb til alle nye forældre: ‘Forkæl’ bare jeres baby!

Når et spædbarn græder, er forældrene ofte i tvivl om, hvorvidt de skal trøste det lille barn eller lade barnet falde til ro af sig selv.

Hvis de reagerer på hvert et klynk, vil barnet så ikke bare græde mere? Er det ikke at forkæle barnet?

Jeg hører ofte disse spørgsmål som professor i børns udvikling og familieforhold.

Forestillingen om at, det er at forkæle det lille barn er stadig udbredt i USA, på trods af evidens for, at spædbørn med forældre, der reagerer på deres behov, er bedre til at berolige og trøste sig selv senere i livet.

Individuelle forskelle

Mange af de studerende, jeg underviser, fortæller, at deres forældre ikke trøstede dem, når de græd, og at de da klarede sig fint alligevel.

Selvfølgelig er der individuelle forskelle i udviklingen i løbet af den tidlige barndom. Der er ingen 'one-size-fits-all' i forældreskabet.

Når det er sagt, så har udviklingsforskere i årtier studeret følelsesmæssig regulering hos børn og båndet mellem omsorgsperson og spædbarn.

Her kan man finde svaret på det sejlivede spørgsmål om, hvorvidt det er bedre at trøste en grædende baby eller lade dem lære at berolige sig selv.

Det kræver dog lige en forklaring…

Følelsesmæssig regulering i løbet af barndommen

Spædbørn bliver født med bemærkelsesværdigt mange evner. Faktisk viser forskning, at babyer ser ud til at 'vide' langt mere om den verden, de lever og vokser op i, end vi voksne tidligere har troet.

For eksempel har spædbørn en forståelse for tal, objekt-permanens og endda moral.

Spædbørnenes evner er dog stadig uudviklede. De er afhængige af deres omsorgspersoner, når disse færdigheder skal finjusteres, ligesom alle andre unge pattedyr.

Én ting, som nyfødte ikke kan gøre, er selv at regulere, hvis de er kede af det – uanset om det er som følge af kulde, sult, smerte eller andet ubehag.

Den evne udvikles ikke før omkring fire måneders-alderen. Så spædbørn har brug for deres forældres hjælp til at falde til ro.

Gråd har et grundlæggende formål

Fordi gråd er en af de første måder, spædbørn kommunikerer deres behov på til omsorgspersoner og andre, er det bydende nødvendigt for tilknytningen mellem spædbarnet og forældrene, at omsorgspersoner reagerer på deres spædbørns gråd.

Desuden viser forskning, at spædbarnets gråd fremkalder et tilsyneladende psykologisk behov hos andre for at hjælpe dem, når de er kede af det.

Som sådan tjener det lille barns gråd et grundlæggende formål for både spædbarn og omsorgsperson.

Trøster sig selv

Omsorgspersoners lydhørhed er på den måde afgørende for, at spædbarnet lærer hvordan det føles at falde til ro.

Denne følelse ligner de indre forandringer, som voksne og ældre børn mærker, når de regulerer deres følelser – det vil sige, at deres puls falder, og de føler sig godt tilpas.

Denne gentagne oplevelse giver spædbarnet nye livsfærdigheder: Longitudinel forskning viser, at spædbørn, hvis omsorgspersoner reagerer på deres nød, er bedre i stand til at regulere følelser og adfærd, når de bliver ældre (et longitudinelt studie indhenter data på mere end et tidspunkt for at undersøge en udvikling over tid, red.).

Spædbarnet trøster sig selv ved for eksempel at bruge sut eller sutte på deres egen hånd.

Senere i livet udvikler disse grundlæggende beroligende færdigheder, der er lært som respons på forældrenes omsorg, sig til mere alderssvarende former for følelsesregulering, som at tælle til 10 eller tage en dyb indånding.

Tilknytning mellem omsorgspersonen og spædbarnet

Forældres lydhørhed og reaktionsevne over for spædbarnets gråd påvirker også forholdet mellem barnet og omsorgspersonen.

Omsorgspersoner leverer den første information til spædbarnet om den sociale verdens forudsigelighed, andres pålidelighed og om deres eget selvværd.

Det lægger grundlaget for kvaliteten af det livslange forhold mellem en omsorgsperson og et barn.

Når et spædbarn bliver trøstet, når det er ked af det, lærer det, at deres omsorgsperson er pålidelig og til at stole på.

De lærer også, at de fortjener omsorgsfulde, kærlige bånd til andre mennesker, hvilket har en positiv effekt på deres fremtidige relationer og forhold.

Omsorgpersonernes lydhørhed er også forbundet med en kaskade af veldokumenterede effekter hos spædbørn, børn og unge, blandt andet kognitiv funktion, sprogudvikling, selvværd og fremtidig evne til at reagere på et spædbarns behov.

Fraværet af omsorgspersonens lydhørhed er på den anden side knyttet til senere adfærdsvanskeligheder og udviklingsmæssige udfordringer.

Studier viser, at forsømte børn kan have svært ved at knytte bånd til deres jævnaldrende og håndtere afvisning.

Hormoner driver omsorg

Selvom et studie for nylig rapporterede, at disse negative effekter muligvis ikke indtræder om natten – som når forældrene lader det lille barn 'græde ud' for at lære dem at falde i søvn – er den største konsensus i litteraturen, at man ikke bør lade babyer under fire måneder 'græde ud' alene.

Jeg anbefaler ikke tidligere end 6 måneder på grund af dannelsen af tilknytningen. Jeg vil desuden på det kraftigste opfordre omsorgspersoner til at overveje deres barns individuelle evner, for jo, nogle børn i stand til at selvregulere bedre end andre.

Derudover er der alternative måder at hjælpe små børn med at lære at falde til ro og trøste sig selv om natten, som omfatter at reagere på spædbarnets gråd.

Heldigvis er omsorgspersonerne biologisk indrettet til at tage sig af deres spædbørn - forskning med dyr og mennesker viser, at vi har hormoner, der driver omsorgen.

'Forkæl' endelig din baby!

Mit bedste råd, baseret på forkningslitteraturen, er, at forældre bør reagere hurtigt og konsekvent på spædbarnets gråd, til barnet er mindst 6 måneder gammelt.

Men en pragmatisk tilgang er vejen frem.

Omsorgspersonerne kender deres spædbørns særegenhed: En del børn er mere rolige, mens andre er mere pylrede.

Kultur står også bag de mål, omsorgspersoner sætter for sig selv og deres børn. Så lydhørhed og adaptive forhold mellem omsorgsperson og spædbarn vil være forskellige for forskellige familier.

Forældre bør handle i overensstemmelse hermed og tilpasse deres lydhørhed i forhold til deres spædbarns behov og den kulturelle kontekst.

Uanset hvordan vi end vender og drejer det, 'forkæler' du ikke din baby ved at reagere, når barnet græder.

Ved at reagere og trøste det lille barn giver du det de redskaber, der skal til, for at de kan falde til ro og trøste sig selv i fremtiden.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.