Plantekost er muligvis endnu vigtigere end hidtil antaget

Planter har også hormoner, som de bruger til at styre en række processer som vækst, formering, selvforsvar – og kommunikation med forskelllige bakterier i miljøet. Præcis ligesom os mennesker.

Plantehormoner findes også i mennesker, og enkelte af dem bliver produceret i vores krop. Andre får vi i os gennem den mad, vi spiser.

Tidligere forskning indikerer, at disse stoffer faktisk påvirker processer i kroppen.

Vi ved også, at plantehormoner har effekt på det økosystem af mikroorganismer, der findes i tarmen, som igen påvirker en lang række forskellige kropsfunktioner.

Derfor er forskerne Emilie Chanclud og Benoît Lacombe kommet frem til følgende:

Plantehormonerne spiller sandsynligvis en rolle både direkte i kroppen og i forholdet mellem os og vores tarmbakterier. Måske er de meget mere afgørende for vores sundhed, end vi hidtil har antaget.

Betændelse og blodsukker

Emilie Chanclud og Benoît Lacombe opremser en række kendte eksempler på, hvordan plantehormoner faktisk kan påvirke kroppen.

For eksempel har plantestresshormonet abscisinsyre (se faktaboks) en effekt på insulinniveauet, og andre plantehormoner kan påvirke kræftceller eller mindske inflammation.

Dyr og planter har tydeligvis visse signalstoffer til fælles.

Jørgen Valeur, læge og institutleder ved Lovisenberg Diakonale Sykehus synes, at det er særdeles spændende:

»Man kan forestille sig, at det er signalstoffer, som er en del af et fælles ursprog mellem alt levende,« siger han.

Professor: »Ikke en ny ide«

For Jan Raa, pensioneret professor i mikrobiologi, Universitetet i Tromsø, er Emilie Chanclud og Benoît Lacombes ide langt fra ny. Han forklarer:

»Min første reaktion på udspillet er, at det er på høje tid, at forskning begynder at granske forholdet mellem planter, dyr og mikrober.«

Jan Raa er overbevist om, at både plantehormoner og andre stoffer i planterne kan have en afgørende betydning for vores sundhed.

»For mig er det helt utænkeligt, at mennesker og dyr i løbet af evolutionen ikke har gjort sig afhængig af sekundære plantestoffer – det vil sige organiske molekyler, der ifølge den etablerede ernæringsvidenskab ikke har en næringsværdi. For hvis planterne alligevel producerer stofferne, hvorfor skulle vi så bruge kræfter på at udvikle en variant selv? Men for at et sådant system skal kunne fungere, er dyrene afhængige af, at de rigtige stoffer findes i maden i mængder, der er store nok.«

Mere end næringsstoffer

Hvis Jan Raa og de franske forskere har ret, er meget måske fløjet under radaren i forskningen omhandlende mad og sundhed.

»Ernæringsvidenskaben har set på energi ind og energi ud, på essentielle aminosyrer, og på hvilke vitaminer og fedtsyrer vi har brug for,« fortæller Jan Raa. Men måske er det ikke nok?

For mange år siden havde Raa selv en tankevækkende oplevelse, da han sammen med sin kollega, Johan Steen, skulle producere foder til rypekyllinger (hønsefugl med hvide vinger, sort hale og brun eller grå krop, der lever i bjergegne og polarområder).

»Vi fremstillede i første omgang et foder, der var sammensat efter alle ernæringsforskrifterne. Men problemet var bare, at samtlige rypekyllinger døde. Det viste sig efterfølgende, at de led med alvorlige tarminfektioner.«

Jan Raa stillede sig selv spørgsmålet: »Hvad spiser ryperne i naturen?«

»Vi samlede birkeknopper og hedelyng, blåbærblade og en masse andre ting. Vi frysetørrede det og malede det til et pulver. Og så blandede vi noget af pulveret ind i det foder, vi havde fremstillet tidligere.«

Denne gang overlevede rypekyllingerne. Men hvad var det, der gjorde forskellen?

Påvirker bakteriefloraen

Både Jan Raa og de franske forskere har en mistanke om, at det handler om bakterier.

De seneste års forskning har vist, at vores tarmbakterier spiller en afgørende rolle i vores sundhed. Og ubalance i tarmfloraen er associeret med mange sygdomme, fra Crohns sygdom og ulcerøs colitis til allergi, hjertesygdom og fedme.

Maden, vi spiser, har en effekt på tarmfloraen. Og så er vi tilbage til de franske forskeres artikels grundlæggende spørgsmål:

Er tarmfloraen et bindeled mellem os og den mad, vi spiser? Ændrer stofferne i maden vores tarmflora, som så igen påvirker os? I så fald kan stofferne i maden påvirke vores helbred, selvom de ikke bliver absorberet i kroppen.

Stoffer, som videnskaben har defineret som ubetydelige for helbredet, kan altså vise sig at have betydning alligevel.

Måske spiller de en afgørende rolle i mange af de livsstilsygdomme, som er begyndt at ramme os i stadig højere grad de seneste 50 år?

Sund tarmflora afværgede betændelse og død

Jan Raa er overbevist om, at det er dét, der skete med rypekylligerne. Ét eller andet i lynger og birkeknopperne sørgede for at opretholde en afbalanceret og sund tarmflora og afværgede dermed betændelse og død.

Men hvad var det? Måske plantehormoner. Eller sekundære plantestoffer – altså stoffer der er til stede i planterne, men som ikke er kendte næringsstoffer for hverken dyr eller mennesker.

»Det bør være i den moderne ernæringsforsknings frontlinje,« mener Jan Raa.

Men han advarer mod at trække forhastede konklusioner. Og mod at gå videre i videnskabens slidte spor.

»Led ikke efter enkeltstoffer!«

Rygmarvsreaktionen er nok at lede efter særlige enkeltstoffer, som dæmper betændelse, eller som regulerer insulin, og som vi kan syntetisere og producere medicin ud af.

Det var på denne måde, at Jan Raa og hans kollega i første omgang forklarede episoden med rypekyllingerne: Det måtte dreje sig om en enkelt komponent, der beskytter mod infektioner – som benzoesyre eller sorbinsyre – der også bliver anvendt som konserveringsmidler.

Men i dag tror han, at det var hele blandingen af ​​sekundære plantestoffer.

»Det handler om grundlæggende økologi,« hævder Jan Raa.

Et økosystem

Mange af de sekundære urter har en effekt på forskellige bakterier. De hæmmer visse baktier og stimulerer andre.

Alt i alt skaber det en balance, der afværger at enkelte mikrober bliver for dominerende. Men hvad sker der, hvis du tilføjer store mængder af et enkelt stof?

Så forstyrrer man balancen i økosystemet ved ensidigt at hæmme eller hjælpe visse bakterier, mener Jan Raa.

»Det er økologiens første grundlov: Du må ikke tilføje én ting, der favoriserer en art, men noget der holder alle i skak.

En masse ting, som vi mangler at afdække

I så fald betyder det også noget for forskningen indenfor feltet, for tidligere undersøgelser har netop handlet om at forsøge at isolere enkeltstoffer og derefter teste effekten af ​​større doser af stoffet.

Jan Raa mener, at vi bør begynde at tænke på samme måde, som han og Johan Steen gjorde i eksperimentet med ryperkyllingerne: Hvad var det, man spiste før i tiden, og som mangler i kosten i dag?

Og hvad findes i de vegetabilske fødevarer, som vi spiser i dag i forhold til før i tiden?

Hvor meget har moderne forarbejdning og dyrkningsmetoder påvirket sammensætningen af ​​stoffer i fødevareplanterne?

Der er en masse ting, som vi skal afdække, siger Jørgen Valeur fra Lovisenberg Diakonale Hospital.

»Men nu er tanken sået. Nu er det op til forskningen at gøre så klogere og mere villige til at lytte til det fælles sprog, der findes mellem planter, bakterier og dyr.«

©forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark