KORT NYT FRA DANMARK
For at planter kan gro og udvikle sig, kræves der blandt andet vand, sollys og næringsstoffer. For at udnytte og reagere på disse faktorer har planter udviklet et signalsystem ved hjælp af såkaldte plantehormoner. Nu vil et internationalt danskledet forskerhold lære at styre disse hormoner for at kunne forbedre planternes egenskaber. Det skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.
Det internationale forskerhold, ledet af lektor Hussam Hassan Nour-Eldin fra Institut for Plante- og Miljøvidenskab ved Københavns Universitet, har fået tildelt en Young Investigators bevilling fra Human Frontier Science Program på syv millioner kroner og skal nu kigge nærmere på et mere bestemt plantehormon.
»Vi er især interesserede i plantehormonet gibberellinsyre, da det har betydning for planters vækst og udvikling. Gibberellinsyre bliver i landbruget blandt andet brugt til at øge størrelsen af druer uden kerner og styrke æbler og citrusfrugter. Påvirkning af gibberellinsyre spillede en afgørende rolle i den såkaldte grønne revolution, som lagde fundamentet for de moderne højtydende sorter af majs, hvede og ris,« siger Hussam Hassan Nour-Eldin i pressemeddelelsen.
Målet med projektet er ifølge Hussam Hassan Nour-Eldin en ny grøn revolution. Nærmere bestemt vil han med sine kolleger udføre den første detaljerede undersøgelse af de mekanismer, der transporterer gibberellinsyren.
»Denne viden kan gøre det muligt at styre leveringen af gibberellinsyren, og vi tror, at det har potentiale til at generere en ny grøn revolution, hvor planternes egenskaber bliver forbedret endnu mere,« siger Hussam Hassan Nour-Eldin i pressemeddelelsen.
Titlen på det danskledede projekt, nu med syv millioner kroner i støtte, er ‘Hormone delivery in plants: mechanisms and physiological roles of gibberellic acid transporters’.
Læs også:
Hvordan finder planter vejen op af jorden?
Hvorfor taber træer og buske deres blade om efteråret?
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til de oprindelige kilder for flere detaljer.
rs