Ny undersøgelse viser ingenting - men det er også noget

Prostatakræft er den næsthyppigste kræftform hos mænd (efter hudkræft), og hyppigheden af sygdommen er stigende i den vestlige verden.

Derfor forskes der meget i sygdommen.

Alligevel ved vi meget lidt om, hvad der forårsager sygdommen. Kun alder, arvelighed og etnicitet er blevet kædet sikkert sammen med en øget risiko for at udvikle prostatakræft.

Disse forhold kan der selvsagt ikke ændres på i forebyggende øjemed. Derfor ligger der et stort potentiale i at identificere andre faktorer, der kan beskytte mod udvikling af prostatakræft.

Én mulig beskyttende faktor, som man har kigget på i mange år, er det hyppigt brugte blodfortyndende lægemiddel warfarin. Det bruges til at behandle og forebygge blodpropper, primært patienter der har blodpropper i ben eller lunger eller patienter der er i risikozonen for at få blodpropper på grund af uregelmæssig hjerterytme.

En potentiel kræftbeskyttende effekt af warfarin ville åbne op for en ny forståelse af, hvordan prostatakræft udvikler sig og give mulighed for at udvikle ny forebyggende medicin.

Sådan gik det desværre ikke, da vi satte os for at sammenfatte tidligere studier og undersøge sammenhængen ved brug af de fremragende danske registre.

Vi fandt ingen sammenhæng mellem brug af warfarin og lavere risiko for prostatakræft. Men et ikke-fund kan også være værdifuldt.

Før vi dykker ned i vores ikke-fund, skal vi dog lige omkring, hvorfor der hidtil har været et håb om, at warfarin kunne beskytte mod prostatakræft.

Statistisk tilfældighed og delte konklusioner

Warfarin virker blodfortyndende ved at hæmme et enzym, der hjælper med at gendanne vitamin K i kroppen. Vitamin K hjælper blodet med at størkne, da det indgår i dannelsen af en række såkaldte koagulationsfaktorer.

Interessen for en potentiel beskyttende effekt af warfarin mod prostatakræft tog for alvor fart i år 2000. Her offentliggjorde man resultaterne fra et lodtrækningsforsøg, hvor man sammenlignede patienter, som blev behandlet i henholdsvis seks uger og seks måneder med warfarin for blodpropper i benene eller lungerne.

Forsøget var designet til at finde ud af den optimale behandlingsvarighed i forhold til at mindske risikoen for en nye blodpropper.

I en sekundær analyse, blev patienterne fulgt for nye kræfttilfælde over gennemsnitligt otte år, og forskerne så en halvering af risikoen for prostatakræft hos de patienter, der var behandlet i seks måneder sammenlignet med dem, der havde modtaget seks ugers behandling.

Studiet var dog ikke stort nok til at udelukke, at statistiske tilfældigheder kunne forklare den observerede forskel.

Efter dette studie fulgte derfor en række studier på befolkningsniveau, der heller ikke kom med entydige konklusioner. Nogle af disse studier viste eksempelvis, at brugere af warfarin havde 20-30 procent lavere risiko for at udvikle prostatakræft, mens andre studier ikke fandt en nedsat risiko.

\ Læs mere

Kræftsvulster er mere komplicerede, end forskerne tidligere har antaget

Vores studie: Ingen sammenhæng

Vi udførte to selvstændige undersøgelser af sammenhængen mellem warfarin og risiko for prostatakræft. Først gik vi systematisk igennem den videnskabelige litteratur og samlede resultaterne af alle tidligere relevante undersøgelser.

Dernæst gennemførte vi det største studie til dato ved hjælp af de internationalt anerkendte danske sundhedsregistre.

Vi fandt alle 38.832 mænd diagnosticeret med prostatakræft i Danmark mellem 2005 og 2015 (cases) og sammenlignede disse mænd med tilfældigt udtrukne danske mænd uden prostatakræft (kontroller) med hensyn til brug af warfarin.

Vi tog højde for en lang række forhold, inklusiv brug af anden medicin, tidligere sygdomme og uddannelsesniveau i analyserne.

Vi fandt ingen sammenhæng mellem brug af warfarin og nedsat risiko for prostatakræft – hverken for kort tids brug eller for helt op til 10+ års brug.

Vi kombinerede resultaterne fra vores danske studie med resultater fra tidligere studier i en såkaldt meta-analyse. Her blev studiernes resultater samlet til ét fælles risikoestimat.

Her nåede vi til samme konklusion: Brug af warfarin giver ikke lavere risiko for at udvikle prostatakræft.

Ingenting kan også bruges til noget

At langvarig brug af lægemidler kan medføre en øget eller nedsat risiko for at udvikle en given type kræft er ikke nyt. For eksempel nedsætter aspirin risikoen for tyktarmskræft og brug af blodtryksmedicinen hydrochlorothiazid øger risikoen for hudkræft.

Trods intens forskning har vi ikke fundet nogle lægemidler, der entydigt mindsker risikoen for prostatakræft, og de lægemidler, der har været interesse om, har vi endnu ikke sikker viden om.

På nuværende tidspunkt er der derfor ikke nogen lægemidler, der kan anbefales til forebyggelse af prostatakræft.

Derfor er det selvfølgelig i første omgang skuffende, at vi ikke fandt en sammenhæng. De potentielle mekanismer for warfarin var lovende, og i dyreforsøg har man vist, at warfarin potentielt kan hæmme signalve­je, der er involveret i udvikling af prostatakræft.

Vi havde naturligvis håbet, at warfarin kunne beskytte mod prostatakræft. Men det har også værdi at finde ud af, at det ingen effekt har. Det betyder nemlig, at vi forskere nu kan koncentrere vores kræfter på andre mulige beskyttende faktorer.

\ Læs mere

Forskere: Vi finder aldrig en kur mod kræft

Lithium blev frikendt for at øge risikoen for kræft

Det er forskningens natur at fremkomme med hypoteser, som så bliver testet og be- eller afkræftet. Der kan i sig selv være værdi i et negativt resultat, hvor man altså ikke finder en sammenhæng.

For eksempel har vi tidligere vist, at der ikke er sammenhæng mellem brug af lithium og øget risko for kræft i nyrer og urinveje.

Lithium er et vigtigt lægemiddel til behandling af bipolar lidelse, så det vakte bekymring, da mindre studier (af tvivlsom kvalitet) konkluderede, at lithium øgede risikoen for kræft.

Ved hjælp af de danske sundhedsdata kunne vi udføre ét stort og solidt studie med et rimeligt klart negativt resultat.

Uden negative resultater får vi et skævt verdensbillede

Det at formidle et negativt fund har også værdi i sig selv, da vores samlede viden jo bygger på både positive og negative fund. At man fokuserer på de positive fund og ignorerer negative fund er et udbredt problem i forskningsverdenen.

Studier med positive resultater bliver oftere publiceret i videnskabelige tidsskrifter end negative studier.

Situationen kan sammenlignes med et isbjerg hvor de publicerede (oftest positive) studier udgør den lille, synlige del over havoverfladen, mens de ikke-publicerede (oftest negative) studier udgør den store, usynlige ismasse under havoverfladen.

Dette skævvrider vores verdensbillede og kan være direkte vildledende, når man sammenfatter den eksisterende viden på området i for eksempel meta-analyser.

For at komme problemet til livs har flere videnskabelige tidsskrifter taget et ansvar for at publicere negative studier, og negative fund bliver altså også formidlet til offentligheden, blandt lige her på Forskerzonen og Videnskab.dk i det hele taget.

\ Læs mere

Forskning bliver farlig, når de negative resultater glemmes

\ Læs mere

Forskere advarer: Grundforskningsboblen er på bristepunktet