Nye fund og fremskridt er altid efterspurgt i medicinsk forskning.
Men til en vis grad er forskningen også plaget af en ubevidst konservatisme, slår kræftlæge og forsker Tom Dønnem fast.
»Vi tænker ofte i kasser. Det mest strategiske, du som forsker kan gøre, er at tage udgangspunkt i en kendt kasse – og så finde noget nyt lige uden for den. Kommer du derimod med en ny kasse og siger, at den tidligere kasse er forkert, så bliver det straks lidt sværere.«
Dét har Tom Dønnem selv oplevet.
Han er professor ved Universitetet i Tromsø og hovedforfatter på en oversigtsartikel publiceret i Nature Reviews Cancer.
Artiklen er skrevet i fællesskab med kollegaer ved University of Oxford og andre førende forskere på feltet, og den bryder med en af kræftforskningens etablerede sandheder.
»Der var lang vej at gå for at få resultaterne publiceret,« fortæller Tom Dønnem.
\ Læs mere
Flere slags kræftmedicin er udviklet
Allerede helt tilbage i 1800-tallet vidste lægerne, at blodårene spiller en stor rolle i kræftsygdommenes vækst.
I 1970’erne opdagede en forsker, at der skal dannes nye blodkar, hvis en svulst skal kunne vokse sig større end to til tre millimeter.
Optimismen var stor, da denne teori – som kaldes 'angiogenese' på fagsprog – så dagens lys.
Siden 1970’erne har man brugt enormt mange ressourcer på forskning i dannelsen af nye blodkar.
Flere kræftlæger har som udgangspunkt at forsøge at påvirke ny dannelse af blodkar i kræftsvulsten.
»Entusiasmen dengang lignede lidt den måde, vi i dag ser immunterapi. I dag tror vi, at immunterapien vil revolutionere kræftbehandlingen. Det samme mente man, at angiogenese-hæmmerne ville dengang,« fortæller Tom Dønnem.
Men det viste sig altså, at teorien var delvist forkert.
Nogle patienter fik bivirkninger
I den nye artikel har forskerne påvist, at kræftsvulsterne også bruger de eksisterende blodårer til nærings- og ilttilførsel.
De nye fund bør ændre behandlingsstrategien for en del af disse patienter, mener Tom Dønnem.
»Mange patienter, som er blevet behandlet med kræftmedicin, som har til formål at påvirke blodtilførslen, har derfor ikke oplevet en virkning. Nogle patienter fik også bivirkninger, som for eksempel større risiko for blødninger.«
Blev set som et vidundermiddel
Teorien, om at kræftsvulsterne har brug for nye blodkar for at vokse, er egentlig ganske logisk ifølge Tom Dønnem.
Kræft skal nemlig have næring og ilt. Derfor var han også selv en ivrig tilhænger af teorien.
Da han tog sin ph.d. i medicin i 2009, var det netop denne forståelse, han tog udgangspunkt i.
Umiddelbart før blev de første behandlingsmetoder, der skulle hæmme tilførslen af blod til kræftsvulsten gennem nye blodkar, udviklet.
»For mange kræftformer blev disse lægemidler – angiogenesehæmmere – set som meget lovende. Tanken var, at det var muligt at kvæle blodtilførslen til svulsten, så den ikke fik ilt og næringsstoffer, så den kunne vokse,« forklarer forskeren.
Andre mente, at angiogenesehæmmere førte til bedre blodforsyning, så andre behandlingsmetoder som kemoterapi og strålebehandling fik bedre mulighed for at virke, men uanset hvad, var det de nye blodkar i kræftsvulsten, som forskerne angreb.
Mødte skeptikere i Oxford
Et par år efter Tom Dønnem tog sin ph.d. ved Universitetet i Tromsø, blev han bevilliget et forskningsophold i Oxford.
Her mødte han flere af verdens førende forskere inden for dannelsen af nye blodkar.
På dette tidspunkt var forskerne usikre på, hvorfor behandling med angiogenesehæmmere lod til at virke for nogle og ikke for andre.
Én af forklaringerne var ifølge forskerne i Oxford, at det muligvis var helt forkert, at kræftsvulsterne havde brug for nye blodkar for at vokse.
Måske bruger kræftsvulsten de blodkar, som allerede er i organet.
I visse tilfælde observerede de nemlig. at svulsten brugte de omkringliggende blodkar til at vokse, og det gjaldt især for organer med mange blodkar som lunge, lever, nyre og hjerne.
I 1970 var man meget begejstret for opdagelsen, og nu var de forskellige lægemidler også blevet udviklet.
Men Oxford-professorernes teori understøttede ikke troen på, at lægemidlerne ville virke.
»Da en af mine kollegaer fra Oxford præsenterede resultaterne ved en konference, fik han en kold skulder af hovedforfatteren af studiet fra 1970. Det var jo hans livsværk, der blev forkastet.«
Blev set som revolutionerende
Oxford-forskere ønskede, at Tom Dønnem skrev om deres teori, da han kom til Oxford.
»Jeg troede ikke på den, men jeg kan godt lide at skrive artikler og svarede høfligt ja,« siger han og ler.
Det viste sig, at det var svært at få artiklen publiceret. Ingen af de velrenomerede tidsskrifter ville have den. Da artiklen endelig blev offentliggjort, var det i et tidsskrift, som lå ret langt nede på den videnskabelige rangliste.
Artiklen i Nature Reviews Cancer har altså været længe undervejs.
Efterhånden begyndte andre forskere at snuse til den samme teori, og så begyndte snebolden at rulle.
Flere tog udgangspunkt i den første artikel, Tom Dønnem og hans kollegaer i Oxford havde skrevet.
Så bad Nature dem om at skrive den nye artikel, og Tom Dønnem er hovedforfatter.
Har mistet meget tid
Tom Dønnem mener, at det er paradoksalt, at 'sandheder' kan blive vedtagede og stå så stærkt, at det i mange år hindrer ny forskning.
Men som er tilfældet med alle andre sandheder, er heller ikke denne enten-eller.
»I dag ved forskerne, at de fleste kræftsvulster bruger både nye og gamle blodkar til at få næring til at vokse. Men i visse tilfælde – eksempelvis lungekræft – vokser 20-30 procent bare rundt om de gamle.«
Meget af arbejdet har bestået i at finde de personer, som angiogenese-hæmmerne virker for, og de, som de ikke virker for.
Der er trods alt flere kræfttyper, hvor angiogenese-hæmmerne har god effekt; særligt blandt de personer med spredning, hvor behandlingen ofte er livsforlængende, fortæller Tom Dønnem.
Behandlingen kan blive bedre
Kræftforsker ved Universitetet i Bergen Lars Andreas Akslen har læst artiklen i Nature Reviews Cancer.
I en email kommer han med følgende kommentar:
»Artiklen leverer en god og vigtig oversigt over nyere forskningsdata, som viser, hvordan enkelte kræftsvulster kan vokse og sprede sig uden dannelse af nye blodårer; noget man tidligere har anset for at være en forudsætning.«
Forskningen leverer større indsigt i kræftsvulsternes mangfoldige og sammensatte biologi, og den forklarer, hvorfor en del af kræftsvulsterne reagerer som forventet på anti-angiogen behandling, mener Lars Andreas Akslen.
»Artiklen viser, at behandlingen rettet mod svulsternes støttevæv skal forbedres, så den er mere skræddersyet end tidligere.«
Arbejder videre med immunforsvaret
Tom Dønnems forskningsgruppe i Tromsø starter nu et nyt projekt i forlængelse af Nature-artiklen; også denne gang i samarbejde med Oxford.
Én af de forskere, som Tom Dønnem arbejdede sammen med, har set på forholdet mellem blodårer og immunstatus. Han fandt, at det er stærkt forbundet, og han afprøver derfor lægemidler, som påvirker både immunforsvar og blodårer.
»Det er en ny måde at tænke på, som, vi mener, har stort potentiale. Det er den vej, vi går videre nu,« slutter Tom Dønnem.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.
