Mytedrab: Nej, den voksne hjerne er ikke færdigudviklet og uforanderlig

De fleste af os ved, at hjernen er særlig modtagelig i løbet af visse perioder.

Hvis vi lærer et fremmedsprog, mens vi stadig er børn, er der større sandsynlighed for, at vi lærer at tale som en ‘indfødt’, altså en, der taler sproget som sit modersmål, end hvis lærer det senere i livet.

Disse særligt sensitive perioder i barndommen er veldokumenterede, men i undervisningslitteraturen er de undertiden accentueret, på en måde der indikerer, at det er for sent for hjernen at forandre sig, når vi vokser ud af disse sensitive ‘vinduer’ i barndommen.

Men myten om, at den voksne hjerne er uforanderlig, når vi har passeret barndommen, er blevet aflivet.

Selvom det er rigtigt, at de mest drastiske reorganiseringer i hjernens struktur sker i løbet af de første to leveår, mister vores hjerne aldrig evnen til at danne nye forbindelser.

Nye færdigheder forandrer hjernen

Hjernens evne til at reorganisere sig som et resultat af læring og erfaring kaldes neuroplasticitet.

Det betyder, at vores hjernestruktur ikke kun er bestemt af genetik og tidlige barndomsoplevelser, men at vores oplevelser fortsat former vores hjerne.

Med andre ord, forandrer vores hjerne sig, når vi lærer nye færdigheder.

Et berømt studie (som blev udført før mobiltelefoner og navigationssoftware) afslørede, at taxachaufførerne i London havde en anderledes hjernestruktur i hjerneområderne, som var associerede med spatial (rumlig) navigation og hukommelse, end resten af befolkningen.

Forandringerne var desuden mere udtalte blandt mere erfarne chauffører.

Det indikerer, at det var deres erfaring, som var årsag til forandringerne – og ikke selvselektion, det vil sige, at personer med særlige hjernemæssige egenskaber på naturlig vis søger mod erhverv, hvor disse egenskaber er en fordel.

\ Læs mere

Kønsforskelle i hjernen og andet ‘neuro-sludder’: Hvorfor er hjerne-myter svære at slå ihjel?

Du kan forme din hjerne når som helst i livet

Neuroplasticitet har et par vigtige implikationer, blandt andet ved ophæve den klare adskillelse mellem genetik og miljø ved at vise, hvor uadskilleligt sammenvævet arv og miljø er i udformningen af vores hjerne.

\ Læs mere

Naturens gave til videnskaben: Tvillinger er nøglen til at forstå arv og miljø

Vi må heller ikke fortolke små gruppeforskelle i hjernestrukturen (eksempelvis mellem mænd og kvinder) som biologisk evidens for medfødte forskelle grupperne imellem.

Hjernens plasticitet viser, at systematiske forskelle i erfaring og oplevelse sætter sine spor i hjernen.

De ting, vi bruger meget tid på, forandrer hjernen – uanset om vi spiller klaver, kører lastbil eller løser matematiske ligninger.

Neuroplasticitet giver også håb til mennesker, der har lidt hjerneskade.

Selv alvorlige skader er ikke helt permanente, og hjernen har kapacitet til at danne nye forbindelser og gendanne funktioner – helt eller i det mindste delvist.

Neuroplasticitet viser, at vi kan forme hjernen når som helst i livet ved aktivt at øve os på de ting, vi gerne vil være gode til.

Selvom det nok ikke kan forvandle en gris til en væddeløbshest, kan det bestemt gøre os alle til meget hurtige grise.

Oversat af Stephanie Lammers-Clark.

\ Læs mere

Kultur har afgørende virkninger på hjernen

\ Læs mere

Vidunderbørn: Hvordan bliver de så vilde?

\ Læs mere

Forsker: Du bliver aldrig for gammel til at lære et nyt sprog