Tallene er tydelige: Briterne bruger langt mere medicin end danskerne.
I gennemsnit får hver brite i England 22 receptpligtige lægemidler om året, det tilsvarende tal for danskerne er 13.
Som brite kan man nemt falde for den helt enkle forklaring:
Briterne tager mere medicin, fordi de motionerer for lidt og spiser for usundt, mens danskerne holder sig sunde ved at motionere og spise mere hjemmelavet mad.
Ifølge den forklaring bruger Storbritannien medicin til at kompensere for dårlige vaner, mens Danmark satser på forebyggelse.
Så simpelt er det naturligvis ikke.
I denne artikel kigger vi lidt om bag tallene, og vi begynder ved de helt almindelige følger ved at blive ældre.
\ Serie: Sundhedskløften
Vi lever længere, flere har kroniske sygdomme, og mental mistrivsel er et stigende problem.
Det er fælles for både Danmark og Storbritiannien, der også begge har skattefinansierede sundhedsvæsener.
Så hvad kan vi lære af hinanden?
Det forsøger vi at komme nærmere i denne serie, hvor du blandt andet kan blive klogere på, hvordan danskerne kan spise markant mere sukker, mens briterne stadig er mest overvægtige, eller hvordan vi regulerer vores fælles ’dårlige vaner’ som øl og gambling.
Du kan også læse om cykelkultur, vores forhold til kroppe og nøgenhed, faldende fertilitetsrater, sperm-industrien og præventionsvaner, sundhed i fængsler og støjforurening.
Find alle udgivne artikler i serien her.
Serien er et samarbejde mellem The Conversation UK og Videnskab.dk, og alle artikler er skrevet af danske og britiske forskere, som vil gøre os klogere på Danmarks og Storbritanniens forskellige forhold til sundhed, sygdom, trivsel og hverdagsliv.
Er aldring lige for alle?
Ser man udelukkende på medicin, der skal forebygge sygdom, falder stereotypen om den overmedicinerede brite faktisk fra hinanden.
Tag hjertesygdomme som eksempel.
Omkring 13 procent af den danske befolkning får ordineret statiner, som sænker risikoen for hjerte-kar-sygdomme.
I Storbritannien er tallet næsten det samme. Her vurderer British Heart Foundation, at mellem 14 og 15 procent af de voksne tager statiner.
Det samme gælder såkaldt polyfarmaci, hvor én person tager flere forskellige lægemidler samtidig. Omkring halvdelen af alle danskere over 75 år bruger fem eller flere lægemidler om ugen.
I England ligger andelen på 51 procent for samme aldersgruppe.
En pensioneret dansker og en pensioneret brite tager altså omtrent lige meget medicin mod kroniske sygdomme.
Betyder det, at forestillingen om et forebyggende Danmark og et overmedicineret Storbritannien er forkert?
Ikke helt.
Forskellen ligger i mængden
Når man zoomer ud, ændrer billedet sig.
Alene i England blev der udleveret 1,26 milliarder receptpligtige lægemidler i 2024-25. Det svarer til omkring 22 recepter per indbygger og er en stigning på fire procent i forhold til året før.
I Danmark ligger det tilsvarende tal som allerede beskrevet på omkring 13 recepter per person.
Ifølge britiske myndigheders egne analyser kan cirka 10 procent af de lægemidler, der udskrives i almen praksis, betegnes som overbehandling.
Det kan være medicin, som ikke længere er nødvendig, hvor bivirkningerne vejer tungere end fordelene, eller hvor patienten ville foretrække en ikke-medicinsk løsning.
Så hvis de to lande udskriver omtrent lige meget medicin mod forhøjet blodtryk og hjertesygdom, hvad forklarer så Storbritanniens langt større samlede forbrug?
Svaret skal findes blandt de lægemidler, der bruges mod smerter, angst og psykisk mistrivsel.
Når medicin bliver svaret på fortvivlelse
Storbritannien udskriver antidepressiv medicin i et omfang, der ligger betydeligt over OECD-gennemsnittet.
I England blev der sidste år udleveret mere end 92 millioner recepter på antidepressiva til næsten ni millioner patienter. Det svarer til cirka hver sjette voksne borger.
Samtidig er Danmark det eneste europæiske land, der gennem det seneste årti har formået at reducere forbrug af antidepressiva.
Dette samme mønster ses også for smertestillende medicin.
I 2019 havde Storbritannien verdens højeste samlede forbrug af opioider.
I Danmark er brugen af opioider faldet med mere end en tredjedel siden 2010.
Netop disse typer medicin reagerer særligt følsomt på menneskers livsvilkår. De bruges til at behandle kroniske smerter, psykisk belastning og social isolation.
Forskere og britiske sundhedsmyndigheder peger på, at stigningen i denne type medicin hænger tæt sammen med voksende sociale og økonomiske problemer.
Det er inden for disse lægemiddelgrupper, snarere end medicin mod hjerte-kar-sygdomme eller diabetes, at forskellen mellem Danmark og Storbritannien bliver tydelig.
Ulighed kan ses i medicinskabet
Den nationale forskel afspejler sig også internt i Storbritannien.
Hjertesygdomme er mere udbredte i socialt udsatte områder. Det skyldes blandt andet højere forekomst af rygning, fedme, dårlig kost og luftforurening.
Derfor er det forventeligt, at der også udskrives mere hjertemedicin disse steder.
Men den virkelig markante ulighed ses i forbruget af medicin mod smerter, depression, angst og søvnproblemer.
Antipsykotisk medicin udskrives næsten tre gange så ofte i de mest udsatte områder af England som i de mindst udsatte.
For opioider er forbruget cirka dobbelt så højt i de fattigste områder, og 9 af de 10 regioner med det højeste forbrug ligger i Nordengland.
Det samme gælder sovemedicin, angstdæmpende lægemidler og medicin mod nervesmerter.
Flere forskere beskriver dette som behandling af ‘fortvivlelsens sygdomme’.
Udviklingen falder sammen med stigende forekomst af selvmord samt alkohol- og stofrelaterede dødsfald i netop disse lokalsamfund gennem det seneste årti.
Frihed eller falsk tryghed?
Forskellen mellem landene kan også ses på håndkøbsmedicin.
Co-codamol, en kombination af kodein og paracetamol, er landets næstmest udskrevne smertestillende lægemiddel, og millioner af pakker sælges hvert år uden recept.
I Danmark er salget af smertestillende medicin langt mere reguleret. Kun begrænsede mængder må sælges uden for apoteker, og kun én svag kodeinkombination kan fås på apoteket.
I Storbritannien fremstilles let adgang til smertestillende medicin ofte som et udtryk for patienternes frihed og evne til selv at tage ansvar for egen sundhed. Men den fortælling overser omkostningerne.
Da Storbritannien i 1998 begrænsede størrelsen på pakker med paracetamol, faldt antallet af dødsfald som følge af overdoser med 43 procent.
Samtidig faldt antallet af levertransplantationer forårsaget af paracetamolforgiftning med 61 procent.
Medicin som behandling for symptomerne på ulighed
Forskellen i medicinforbrug mellem Storbritannien og Danmark handler derfor ikke kun om sundhedsvæsenet. Den handler i lige så høj grad om måden, samfundet er skruet sammen på.
Danmarks lavere forbrug af medicin mod smerter og psykisk mistrivsel kan ikke alene forklares med andre behandlingsvejledninger.
Det peger snarere på den beskyttende effekt af stærkere sociale strukturer. Lavere ulighed, et mere robust socialt sikkerhedsnet og omgivelser, der understøtter trivsel, reducerer forekomsten af sygdomme og lidelser, som udspringer af vanskelige livsvilkår.
I Storbritannien er udviklingen gået den modsatte vej.
Mere end et årti med voksende økonomisk ulighed og et sundhedsvæsen under stigende pres har haft konsekvenser.
Fattigdom, usikre boligforhold, løs tilknytning til arbejdsmarkedet og jobs uden økonomisk eller social tryghed gør ikke bare livet vanskeligere. De er også stærke risikofaktorer for kronisk stress, psykisk belastning og langvarig sygdom.
I England er forskellen i forventede raske leveår mellem de rigeste og de fattigste vokset til 19 år.
Ekstrem ulighed skaber sygdom, og når sygdomsbyrden vokser, stiger medicinforbruget tilsvarende.
Det er netop dette dilemma, mange praktiserende læger i Storbritannien står overfor. Depression, kroniske smerter og angst udspringer ofte af patienternes livsomstændigheder.
Men lægen kan ikke ordinere en højere løn eller en bedre bolig. Derfor bliver antidepressive lægemidler og smertestillende medicin ofte den mest realistiske måde at hjælpe patienten med at klare hverdagen på.
Medicinen bruges i stigende grad til at håndtere problemer, der i virkeligheden er strukturelle.
Det høje britiske forbrug af medicin mod smerter og psykiske lidelser tyder derfor på, at problemet ikke først og fremmest er klinisk. Det er en forudsigelig konsekvens af voksende ulighed, når det gælder sundhed.
Hvis briterne ønsker et samfund med mindre medicinforbrug, hjælper det ikke at belære mennesker om deres livsstil.
Vejen går snarere gennem mindre økonomisk ulighed, bedre boliger og en genopbygning af den forebyggende infrastruktur, som Danmark stadig prioriterer at beskytte.
Denne artikel er en del af serien Sundhedskløften / The Health Gap, der er et samarbejde mellem Videnskab.dk og The Conversation, hvor artiklen er publiceret i en engelsk version. Den er oversat til dansk af Stephanie Lammers-Clark.
