Det lyder muligvis som en røverhistorie, men den er altså god nok.
I den tørre, varme egyptiske ørken har forskere nu identificeret en haj-kirkegård med rester af i alt syv uddøde hajarter. Det skriver ScienceAlert på baggrund af et nyt studie publiceret i tidsskriftet Cretaceous Research.
Dengang, da hajerne levede og døde i den sene Kridttid for mellem 100 og 66 millioner år siden, var store dele af det, vi i dag kender som den egyptiske ørken, faktisk havbunden af et ocean med et stort maritimt økosystem, der grænsede op til det nordlige afrikanske kontinent.
\ Jorden var anderledes under Kridttiden
I kridttiden for omkring 145 til 66 millioner år siden var Jorden et helt andet sted: Der var et drivhusklima forårsaget af tektonisk aktivitet, hvor jordskorpens plader forårsager jordskælv og vulkanudbrud, samtidig med at lidt eller slet ingen polaris gjorde verden til et varmere sted, hvor store dele af det nordlige Afrika lå under vand.
Forekomsten af fosfat, en kemisk forbindelse, der består af fosfor og ilt, i Duwi-formationen ved Abu-Tartur – en klippeformation i Egypten fra den sene Kridttid, som er kendt for store mængder fosfat og fossiler – har ikke alene været med til at bevare sporene fra dengang, ørkenen var under vand. Den har også bevaret spor, der gør det muligt for forskere at identificere, hvordan økosystemet så ud dengang.
Forekomsterne af fosfat er samtidig et tegn på, at området dengang var præget af et rigt maritimt liv, skriver mediet.
Tidligere havde et forskerhold identificeret to hajarter ud fra en håndfuld tænder fundet i fossillejet, hvilket indikerer, at økosystemet dengang var i stand til at understøtte flere rovdyr, som kræver en tilpas stort fødekæde under dem.
Der var her tale om haj-arterne Scapanorhynchus cf. S. rapax og Cretoxyrhina cf. C. mantelli.
Så da forskerholdet atter vendte tilbage til Abu-Tartur, for at se om de kunne finde mere i de sorte og gule lag i Duwi-fosfaten, fandt de yderligere 14 hajtænder, der repræsenterede yderligere fem hajarter, som ikke før var blevet identificeret i Abu-Tartur.
Flere af tænderne var lange og tynde som nåle. Andre var brede og savtakkede. En tand var buet, og nogle havde små, hugtandsagtige ‘spidser’.
Ud fra andre fossiler fra rundt om i verden, har forskerne kunnet koble tænderne til følgende uddøde hajarter:
- Cretalamna cf. maroccana
- Scapanorhynchus cf. raphiodon
- Serratolamna cf. serrata
- Squalicorax bassanii
- Squalicorax pristodontus
Og fordi der var meget få sedimentophobninger (lag af eksempelvis sand, ler, kalk og døde organismer), på den tid hajerne levede, forklarer det, hvorfor så mange af tænderne blev fundet samlet i fosfaten.
Det betyder, at de kan stamme fra en bredere tidsramme, så det er ikke i sig selv et bevis på, at alle syv hajarter levede og døde på haj-kirkegården inden for nogenlunde samme tid.
Men det viser, at det maritime økosystem i det, vi i dag kender som den egyptiske ørken, engang var et meget sprudlende ocean med masser af liv.
