Udbruddene viser, at en af de helt store børnesygdomme, som i en årrække har været stort set væk, nu igen kan få fodfæste, fordi der i årevis har været for mange forældre, som har fravalgt MFR-vaccinen.
Det har skabt en voldsom debat i både USA og Europa, fordi vaccination ikke blot beskytter den enkelte, men også dem, der ikke kan tåle vaccination, hvis dækningsgraden er så høj, at virus ikke kan sprede sig i befolkningen.
Det paradoksale er, at mæslingevirus' biologi faktisk gør den til en oplagt kandidat til en sygdom, der kan udslettes fra Jordens overflade og forsvinde for altid.
»Det er også derfor, det er så frustrerende, når folk ikke vil - om jeg så må sige - bidrage,« siger professor i eksperimentel virologi Allan Randrup Thomsen ved Københavns Universitet.
En af verdens mest smitsomme virus
Mæslinger regnes for en de mest smitsomme virus, hvis ikke den mest smitsomme virus, mennesket kender. Tager man for eksempel den skrækindjagende Ebola-virus, når den ikke mæslingevirus til sokkeholderne, når det gælder evnen til at smitte.
Spol tiden lidt tilbage til oktober 2014. Her fortalte blandt andre New York Times historien om to små piger på 5 og 2 år i Guinea i Afrika, hvis mor døde af Ebola.
En kvindelig slægtning, Aminata Gueye Tamboura, fra Republikken Mali over 1.000 kilometer væk rejste til Guinea og hentede pigerne.
Hun vidste det ikke, men den yngste pige, Fanta Condé, var smittet med virussen, og under den tre dage lange hjemrejse med busser og taxier brød Fanta ud i brændende feber og blødte ud af næsen. Pigen døde kort efter ankomsten, og myndighederne frygtede, at Ebola nu ville rasere et af verdens fattigste lande.
Virus er meget forskellige
Lynhurtigt mobiliserede Verdenssundhedsorganisationen WHO sammen med sundhedsmyndighederne et enormt opsporingsarbejde for at inddæmme sygdommen.
Men det bemærkelsesværdige var, at ingen i berøring med pigen blev syge - hverken Tamboura eller søsteren, børnelægen som tilså hende, onklen, familiens venner eller nogle af de passagerer, som pigen havde delt bus eller taxi med.
Det frygtede udbrud udeblev lykkeligvis, fordi Ebola trods sit uhyggelige ry faktisk er ret dårlig til at smitte.
Havde det derimod været mæslingevirus ville næsten alle være blevet syge, medmindre de allerede var immune. Pointen er, at virus trods deres uhyggelige ry, er meget forskellige, og det afgørende er deres specifikke biologi.
Dansk læge beskrev mæslinger for første gang
Den første i verden, der satte tal på mæslingevirus' uhyggelige smitsomhed, var den danske læge Peter Panum, som i 1846 dokumenterede et stort mæslingeudbrud på Færøerne. Panums arbejde var så præcist, at han fik ry som synsk.
»Bonden J. Hansen i Fuglefjord var lettet over, at kun hans datter var blevet syg ud af en husstand på 10,« skriver Panum i sin afhandling om udbruddet.
»Jeg spurgte, hvornår mæslingeudslættet havde vist sig og pegede på almanakken fjorten dage senere og sagde, at de skulle mærke den dag med en sort streg, for jeg frygtede, mæslinger ville vise sig på de andre i husstanden.«
10 dage senere blev Panum kaldt ud til Fuglefjord, og alle øvrige 9 på Hansens gård var blevet syge, præcis den dag Panum havde sagt.
Men selv Peter Panum undervurderede mæslingevirussen - han skrev, at hver patient smitter 7-9 andre i gennemsnit, men vi ved i dag, at tallet er hele 15. Til sammenligning smitter hver Ebola-patient blot 2, mens tallet for influenza i gennemsnit er 2-3.
Mæslingevirus er en optimal virus
Alle virus er afhængige af deres vært, og for at overleve skal en virus kunne tre ting - trænge ind i en vært, få værten til at mangfoldiggøre sig og endelig skal de sikre, at værten spreder viruskopierne til nye modtagelige ofre.
Hver af de tre trin har mæslingevirussen formået at optimere og mestre.
(Foto: Shutterstock)
Mæslingevirus smitter gennem luften, hvilket selvfølgelig er en uhyggelig effektiv måde at sprede sig, for eksempel sammenlignet med Ebola, der kun spredes gennem nærkontakt, hvor kropsvæsker blandes.
»For at få en luftbåren virus skal virus være stabil mod udtørring, og jo mere den er det, des længere tid kan den flagre rundt og smitte,« siger Allan Randrup Thomsen.
Mæslingevirus er så stabil, at den kan smitte i to timer, efter en patient for eksempel har forladt et venteværelse, fordi virussen kan blive hængende i luften og på overflader.
Den ender typisk dybt nede i luftvejene hos sit nye offer, lige præcis nær de celler den gerne vil ramme.
Mæslingevirus har en djævelsk smart strategi
Luftvejenes lune fugtige mørke er ikke noget venligt sted for en virus - her venter en bister velkomstkomité af kroppens forsvarstropper immuncellerne. De finder og bekæmper udefrakommende trusler.
Oprindeligt mente man, at mæslingevirus angreb de normale epitelceller på overfladen, men man kunne ikke finde ud af, hvordan den kom ind i cellerne - det har senere vist sig, at virussen har en mere kompleks vej.
I stedet for epitelcellerne går den i første omgang direkte efter de immunceller, der egentlig skulle bekæmpe den.
Med sig har den en molekylær nøgle, der finder en bestemt receptor, CD150, på overfladen af dendritcellerne og så at sige åbner en lem ind til cellens indre.
Det djævelsk snedige ved at snige sig om bord i dendritceller er, at de kommer til at agere som en trojansk hest. Dendritcellerne er en slags spejdere, der patruljer kroppen og bringer nyt tilbage til immunforsvarets samlingspunkter - lymfeknuderne. Her venter et rent overflødighedshorn af nye immunceller, som bliver rene virusfabrikker, der tager virus med videre ud i hele kroppen og blandt andet til huden, hvor man ser udslættene.
Virus sniger sig ud igen
Forskerne har længe spekuleret på, om denne tur ud i kroppen blot var en utilsigtet blindgyde, men i 2011 viste dr. Roberto Cattaneo ved Mayo Clinic i Minnesota, USA, at mæslingevirus faktisk bruger turen til at vende tilbage og inficere de epitelceller i luftvejene, den i første omgang ikke inficerede.
På 'bagsiden' af epitelcellerne sidder nemlig en anden receptor, nectin-4, som mæslingevirus kan bruge. Sagen er, at den receptor ikke vender ud mod luftvejene, men ved at komme snigende i blodbanen med immuncellerne kan mæslingevirus så at sige finde vej ind til luftvejenes epitelceller af bagdøren.
Virussen får immuncellerne til at producere et protein, der griber fat i nectin-4 og hægter de to celletyper sammen, og så kan virus smutte over i epitelcellen. Det hele er ret teknisk. Set fra virus' synspunkt, er den nu kommet frem til en regulær affyringsrampe.
På virus' kommando producerer epitelcellerne store mængder af nye viruspartikler, som drysser ud af 'fordøren' i luftvejene og blæses afsted med udåndingsluft, nys og host som veritable virusskyer.
Mæslinger kan udryddes
Men virussen har en akilleshæl - den kan ikke komme tilbage, fordi man bliver immun resten af livet, når man en gang har haft mæslinger.
Og det hænger igen sammen med dens biologi og livscyklus, hvor den er så optimeret til hvert enkelt trin, at den dårligt tåler ændringer (mutationer) i arvematerialet. Lidt ligesom at et schweizisk urværk ikke kan tåle at miste et tandhjul.
»Mæslingevirus er relativt genetisk stabil, og det er også derfor, at vaccinen virker så bredt,« siger Allan Randurp Thomsen.
Han fortæller, at virussens arvemateriale er opbygget, så det samme stykke koder for flere proteiner, og derfor vil en mutation slå igennem på to proteiner på en gang med øget risiko for at skade virus snarere end gavne.
Det korte af det lange er, at virussen simpelthen er nødt til at være uhyre effektiv og hele tiden finde nye værter.
Det erfarede Peter Panum for eksempel på Færøerne, hvor mæslingeepidemien døde ud af sig selv, fordi befolkningen simpelthen var så lille, at alle de modtagelige individer enten døde eller blev immune, inden der kunne nås at opbygge nok nye modtagelige individer - dvs. født børn - så virus kunne cirkulere.
Med mæslinger kan man aldrig vide, den er utroligt smitsom, og man behøver ikke at sidde over for en patient med mæslinger for at blive syg. Det er en sygdom, der populært sagt smitter via brevsprækken, fordi den er i luften.
Afdelingslæge Palle Valentiner-Branth, Statens Serum Institut
Det betyder paradoksalt, at i kraft af sin ekstreme smitsomhed er mæslingevirus faktisk langt mere oplagt at udrydde end for eksempel Ebola-virus.
Mæslinger kan ikke gemme sig i dyr
Mæslingevirus er nemlig så optimeret til os mennesker, at den kun er en menneskevirus, mens Ebola-virus for eksempel cirkulerer i den vilde natur blandt dyr (forskerne mener, at flagermus er Ebolas naturlige vært), og her kan virussen skjule sig og finde vej til mennesker med års mellemrum.
Det kan mæslingevirus ikke, så hvis vi en gang for alle globalt kan gøre mennesker fri for mæslingevirus, vil den være uddød og væk for altid.
En sådan udryddelse er langt fra let, for det kræver en global indsats, hvor alle verdens lande går sammen om at lukke hver eneste lomme af modtagelige værter, der kan nære virussen.
Vaccinedækning skal helt op på 95% for at virke
Vi har våbnet - vaccination - der kan gøre det af med mæslinger og siden 1960'erne har WHO med MFR-vaccinen indskrænket virussens jagtmarker voldsomt.
Det lykkedes endda i 2000, at få mæslinger under kontrol i hele den amerikanske region fra Canada i nord til Chile i syd. Men de seneste udbrud viser, hvor svært det er at nå helt i mål.
»Jo flere der fravælger vaccinen, des større er sandsynligheden for et udbrud, indtil det ikke bliver et 'hvis', men et 'når' der kommer mæslinger,« siger Allan Randrup Thomsen.
Vaccinedækningen skal op på 95 procent, for at mæslingevirus er under kontrol dvs. ikke udryddet, men at et tilfælde ikke vil kunne sprede sig som epidemi, fordi alle omkring den syge er immune - det er det, man kalder 'flokimmunitet'.
Folk ved ikke, hvor alvorlig sygdommen er
I Danmark er MFR-vaccinen ikke nået over 90 procent, siden den blev indført i 1987, og med årene er der i dag opbygget en pulje af over 100.000 modtagelige danskere.
»Det, at vacciner har været så effektive til at udrydde sygdomme, kan i sidste ende også være begrænsningen, fordi mange mennesker ikke har set sygdommen og derfor ikke ved, hvor alvorlig den kan være,« siger Thomsen.
»Der er også generelt en antiautoritær holdning, og der kan ligge et lille oprør i det, og når man så oven i købet fyldes med historier om, at vaccinerne er utroligt farlige, så er der måske ikke så langt.«
Dilemmaet er, at fravalget ikke kun giver en risiko for de ikke-vaccinerede selv, men også for børn som enten er for syge eller for unge til at blive vaccineret. De er sårbare over for sygdommen, og derfor er MFR-vaccinen også en social kontrakt mellem alle i samfundet. Ved at lade sine børn vaccinere, giver man sit eget lille bidrag til det fælles bedste. I princippet det samme som at yde til fælleskabet gennem skat.
»Mæslinger smitter via brevsprækken«
WHO har søsat en fornyet indsats og sat nye mål for at opnå kontrol med mæslingevirus i 2020, og måske bliver den megen debat om MFR-vaccinen et vendepunkt.
Lige nu følger lægerne ved Statens Serum Institut spændt udviklingen i København. Ligesom Peter Panum kan de spå, hvornår nye tilfælde vil dukke op.
Det nye tilfælde 'nulstiller' så at sige tiden, inden man kan afblæse et udbrud, og nu ser lægerne 18-21 dage frem. Det første tilfælde var et barn under 2 år, og det medførte et stort opsporingsarbejde, hvor næsten 200 personer blev kontaktet, fordi de kunne være smittet. Det andet barn er en tæt kontakt til det første barn, så lægerne er lidt mere på forkant med at inddæmme sygdomme.
»Men med mæslinger kan man aldrig vide, den er utroligt smitsom, og man behøver ikke at sidde over for en patient med mæslinger for at blive syg,« siger afdelingslæge Palle Valentiner-Branth ved Statens Serum Institut.
»Det er en sygdom, der populært sagt smitter via brevsprækken, fordi den er i luften.«
Udbruddet skal indæmmes hurtigt
Hvis nye tilfælde viser sig, gælder det om at være hurtig og inddæmme udbruddet, inden mæslingevirussen spreder sig til nye værter.
Man kan vaccinere inden for de første tre dage og behandle med antistoffer tre dage yderligere og dermed hindre eller mildne sygdomsforløbet.
Skulle man selv have mistanke om at have mæslinger, understreger Valentiner-Branth, at man ikke skal møde uanmeldt op hos sin læge, men ringe og aftale tid, så lægen kan komme hjem til en, eller lægen kan se en på et tidspunkt, hvor andre ikke smittes.
