Der er dem, der indrømmer, at de stadig finder andre mennesker tiltrækkende, selvom de er i et parforhold, og så dem, der påstår, de ikke gør.
Der er heldigvis langt fra tanke til handling, og det kan man tolke som gode nyheder for mænd og deres partnere.
Et nyt studie fra Swansea Univeristy i Wales viser nemlig, at mænd bliver mere interesserede i kortvarige seksuelle møder, når de bliver seksuelt opstemte – også selvom de allerede er i et parforhold.
Det skriver universitetet i en pressemeddelelse.
De walisiske forskere opsatte en række eksperimenter for at undersøge, hvordan seksuel opstemthed ændrede mændenes partnerpræferencer.

Resultaterne var slående: Når mændene blev tændt, steg deres interesse for mere afslappede, løse seksuelle relationer, samtidig med at deres interesse i en fast partner faldt.
Forskerne kontrollerede for en række parametre, herunder om manden var i et fast parforhold, hans generelle pornoforbrug og hans personlighedstype, men ingen af de faktorer gjorde en forskel:
Mændenes øgede interesse i en løs, kortvarig, seksuel relation var øjensynligt ene og alene et resultat af, at blodet blev transporteret fra det ene hoved til det andet.
Seniorlektor i psykologi ved Swansea Univeristy og medforfatter til det nye studie, Andrew G. Thomas, er positiv omkring resultaterne:
»Jeg tror, at vores forskning kan hjælpe med at øge mænds bevidsthed om de kræfter, der er på spil, når de tager beslutninger om parring, hvilket i sidste ende kan give dem mere kontrol over deres skæbne på det område,« udtaler han i pressemeddelelsen.
Undersøgelsen er den første i en række af forskningsprojekter fra det walisiske universitet, der undersøger seksuelle præferencer. Forskerholdet arbejder eksempelvis også på et studie af, hvordan kvinders præferencer bliver påvirket af deres hormonelle cyklus eller p-piller.
Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Evolutionary Psychological Science.