Vejen til at blive hjerneforsker i Danmark er lang og snørklet - lige så kringlet som hjernevindingerne selv, og det er noget, som hjerneforsker Morten Kringelbach kan skrive under på.
I dag, 37 år gammel, er han lige dér, hvor han gerne vil være, for han er leder af TrygFonden Research Group, ansat som Senior Research Fellow på Oxford University i England. Derudover er han professor på et ved Center for Funktionelt Integreret Neurovidenskab CFIN på Århus Universitet, og det er han rigtigt glad for.
Men han har måttet bøje et utal af søm og har brudt masser af grænser for at nå hertil - for det job som hjerneforsker, som han drømte om at bestride, kunne man dengang ikke uddanne sig til i Danmark.
Han kunne selvfølgelig have valgt at blive læge og han flirtede da også lidt med tanken i en kort periode mens han var barn. Men han følte ikke rigtigt for det, så derfor droppede han tanken igen.
»Jeg havde en farfar, der var børnelæge, og altså ekspert i børnesygdomme. Og selv om han på mange måder var en helt for mig, så var det også tydeligt, at en af de grummeste ting man kan udsætte sig selv for, er at blive overlæge i børnesygdomme. At arbejde med alvorligt syge børn, som man det meste af tiden ikke kan hjælpe,« siger han til videnskab.dk.
Tog til Kina
Tanken om lægegerningen dukkede op igen, da han i 1991 blev student. Men endnu engang vendte han tanken ryggen, da han først havde sat sig ind i, hvilke kurser han skulle igennem for at nå målet. For at blive læge skal man også læse om fordøjelsessystemet og kroppens andre organer, og det var ikke lige så interessant som hjernen. Og der går lang tid før man kan komme til at specialisere sig og beskæftige sig med de ting, som man egentlig interesserer sig for.
»Jeg tændte ikke rigtigt på lægestudiet, fordi man uddanner sig til at behandle syge mennesker. Meget syge mennesker. Og det siger jo ikke nødvendigvis ret meget om hjernen. Samtidigt er mange læger meget naturligt fokuseret på at hjælpe syge mennesker, og hårdt presset rent tidsmæssigt, hvilket sætter en naturlig grænse for, hvad man kan få tid til i forhold til at studere, hvad der foregår i raske menneskers hjerner,« siger han.
Kort sagt så var han endnu ikke parat til at vælge studieretning, så i stedet for at tvinge sig selv til at vælge noget, som han ikke rigtigt brændte for, så besluttede han sig for at tage et sabatår, hvor han dels var medhjælper i en børnehave, dels tog et halvt år til Kina.
Skræddersyede sin uddannelse
\ Fakta
LÆS OGSÅ
Jagten på nydelse styrer alt, hvad vi laver
Og i Kina tog han en vigtig beslutning. Når han nu ikke kunne få den uddannelse, som han gerne vil have - så måtte han jo skabe den selv!
Morten Kringelbach pløjede derfor igennem alle kursusplaner fra samtlige universiteter i Danmark, og pinpointede de kurser, som han syntes var interessant, og som var et vigtigt fundament for at blive hjerneforsker. Og det lykkedes ham at finde nogle nøglefag inden for alt fra datalogi, medicin, kunsthistorie og arkitektur, som han langsomt men sikkert stykkede sammen som brikkerne i et gigantisk puslespil. Og resultatet blev han glad for. Det føltes helt rigtigt. Han havde haft held med at skræddersy sin helt egen uddannelse.
Godt nok havde det været besværligt, tidskrævende og dyrt - for når man ikke tager en færdigpakket uddannelse, kan man naturligvis ikke få SU til alle uddannelserne. Men det var besværet værd og han har ikke fortrudt det et sekund.
»Så vidt jeg ved er jeg den eneste fra Danmark, der har den her fagkombination af datalogi, filosofi, og arkitektur.. Det tog mig seks og et halvt år at gøre uddannelsen færdig. Herefter ansøgte jeg Undervisningsministeriet om godkendelse af fagkombinationen, og det gik det med til - de kunne jo se, at det var gået godt,« siger han.
Hjernen er en computer
Umiddelbart lyder det som om der er langt fra datalogi til hjerneforskning. Men han startede med at læse datalogi, fordi han kunne overbevise datalogerne om, at hjernen i høj grad kan opfattes som en slags computer. En stor del af de ting, der foregår inde i hjernen har nemlig vist sig at være beregnelige. Man kan opfatte den som en maskine, hvor man hiver i en stang, og så sker der noget i den anden ende - den er som en slags meget avanceret Storm-P-maskine.
Da han først havde fået en fod ind på datalogi-studiet, fik han også overbevist datalogerne om, at han havde brug for kurser inden for neurovidenskab og biologi og teknologiske kurser på DTU.
»De gav mig lov til at lave pick'n choose, og det var jo fantastisk. Det var utroligt inspirerende, for de fleste fag har jo en fast idé om, hvad de tror, de er som fag. Men jeg er jo overbevist om, at hvor der virkelig er guld, er dér, hvor man blander tingene - hvor de ikke er tværfaglige, men hvor de er tværfarlige, altså hvor de pludselig har en snært af farlighed,« siger han.
Tre i én
En af de grummeste ting, jeg kan forestille mig, er at blive overlæge i børnesygdomme. At arbejde med alvorligt syge børn, som man det meste af tiden ikke kan hjælpe
Morten Kringelbach
Med papirerne i orden og karakterne helt i top rejste han i 1998 til Oxford University i England for at læse D.Phil. inden for neurovidenskab. Dette var STEDET, hvis man som Morten Kringelbach gerne ville udforske hjernen.
»De havde de her maskiner, som man i Monty Pyton kalder for "the machines that go pling - altså de såkaldte MRI-scannere, der kan se, hvad der foregår inde i hjernen,« siger han og smiler.
Men det var ikke kun teknikken, der trak. Han blev også draget af Oxford af en anden vigtig årsag, nemlig at han her kunne få lov til at bruge sin tværfarlighed og trække på mange videnskabelige discipliner på én gang. Sidst men ikke mindst var der på Oxford en berømt hjerneforsker, der var ekspert inden for emnet emotion - altså følelser - og det var lige det helt rigtige for Morten Kringelbach.
»Jeg har altid været meget optaget af følelser. Vi er i bund og grund nogle underlige dyr, som ikke er særligt gode til at gøre os selv glade. Vi er ikke gode til at mærke efter hvad det er for ting, som vi har behov for, hverken nu eller i fremtiden,« siger han og nævner nogle eksempler.
Lykken er at holde af hverdagen
Mange går eksempelvis og drømmer om den helt store lotto-gevinst, men spørgsmålet er, om det i virkeligheden bare betyder, at der kommer et større forventningspres fra omgivelserne, så man pludselig skal til at please en hel masse andre mennesker end en selv. Og hvorfor er det lige, at vi tror, at lykken er et stort hus, når vi nu aldrig har tid til at være i det? I stedet skulle vi måske sørge for at pleje vores kreds af venner og udbygge den. Det er det, som min nye bog om nydelse handler om. Den handler om sex, drugs og rock'en roll," siger han.
En af de ting, som han har selv har undret sig mest over ved sin forskning, er, at depressive mennesker i 90 procent af tilfældene kurerer sig selv inden for en periode på ni måneder. Så hjernen kan altså kurere sig selv. Og Morten Kringelbach's mission er at at få folk til at sige som Dan Turrell. "Jeg holder af hverdagen".
»Det, som det i virkeligheden handler om for at få lykke, er at sætte større pris på det, der er i nuet. I stedet for at se på fremtiden som man ikke kan gøre noget ved, eller for den sags skyld at kigge på fortiden, som man heller ikke kan ændre. Det afgørende for ens lykke er, at man kan fokusere på nuet, og at forfølge de ting, som virkelig gør en glad - det synes jeg i hvert fald, at jeg selv har stor succes med at gøre,« siger han.
\ Mini-interview med Kringelbach om hans forskningsformidling
Hvorfor formidler du?"Som Nobelpristageren Francis Crick sagde, så skal skal man lave det, som man ikke kan lade være med at sladre om. Det at formidle er ren etik, for det handler jo i bund og grund om at det er vigtigt at få andre mennesker til at forstå de dilemmaer, der er involveret i det, man laver. Noget andet er, at de spørgsmål, som jeg får fra menigmand, viser hvad denne person synes er spændende. Og det at jeg skal fortælle om, hvad det er, jeg gør, betyder at jeg selv forstår det bedre og måske ligefrem ser nye sammenhænge.
Bliver du anerkendt for din formidling? "Det har skaffet mig opmærksomhed i medierne. I mange tilfælde bliver jeg udnævnt som Doktor Love, og så ringer journalisterne til mig for at høre, hvad der sker, når man bliver forelsket og om man kan se det på scanningerne. Men man kan jo altså ikke bare give en person et billede af sin elskede og så regne med en vild og voldsom aktivitet i hjernen, for personen har jo set vedkommende mange gange før. Så nogle gange, må jeg indrømme, får spørgsmålene mig til at trække på smilebåndet".
Hvad siger andre forskere til at du formidler?"Min formidling kan skabe misundelse blandt forskere. De fleste forskere mener jo, at man altid kan formidle, at det er det letteste i verden. I England bliver man alene for ens forskning. Man bliver altså kun vurderet på ens videnskabelige artikler og ikke på ens formidling eller undervisning. Og her tror jeg altså, at det er meget væsentligt, at man ikke alene bliver bedømt på forskning, men at staten også stiller krav om, at man skal tage sig tid til formidling. Hvis man ikke er i stand til at formidle, hvad det er, man laver, hvordan kan man så argumentere for, at det er væsentligt?
Personligt så nyder jeg at formidle og skrive. Det giver mig megen "aktiv henflyden". Jeg kommer i en anden tilstand, hvor jeg føler ekstrem nydelse," siger han.
