Luk røven: Mikroberne kommer

Vi er aldrig helt alene.

Over halvdelen af klodens arter lever i eller på andre organismer. Myriader af bakterier hænger med inde i vores kroppe, til tider i selskab med virus, svampe, parasitter eller andre små væsener.

Mange af disse blinde passagerer er nyttige eller livsnødvendige for dem, der bærer på dem. Andre lever deres stille liv uden at gøre den store forskel. Nogle er derimod plagsomme, og enkelte kan myrde deres værter på den mest grusomme måde.

Disse sygdomsfremkaldende mikrober bliver ofte udsat for heftige modangreb fra værtens side. Dér står de over for en formidabel udfordring: Hvordan kan jeg sprede mig til nye værter, før den gamle vinder eller dør?

Forståeligt nok har evolutionen foretaget storstilede eksperimenter for at udvikle smart kneb. Og nogle gange er det lykkes.

En ikke ubetydelig andel af disse kneb involverer imidlertid, at vi – værterne – hjælper til.

Hark, host, atjuu! Og mikroberne kan sprede sig

Nogle af de almindelige eksempler kender du godt. Du tror vel ikke, at det er tilfældigt, at virusserne og bakterierne, som giver en forkølelse, slår sig fast på netop slimhinderne?

Irritationen sætter snotkranen i sving. Det kilder og klør, og vi hoster og nyser fantastiske regnvejr af mikroskopiske, inficerede dråber ud.

Eller hvad med virusserne, som laver omgangssyge og deres skumle sidestykker blandt bakterierne; Vibrio cholerae - bedre kendt som kolerabakterien? De forvandler en af vores normale kropsfunktioner til et slags ukontrollerbart sprinklersystem for spredning af inficeret afføring. Kolerabakterierne kan faktisk dræbe et menneske i løbet af få timer på grund af dehydrering.

En lidt mindre uhyggelig variant er børneorm (Enterobius vermicularis), en lille ufarlig orm, som holder til i menneskets tarm. Også den prøver at irritere os til at gøre, som den vil, fortæller Petter Bøckman fra Naturhistorisk museum i Oslo.

»Den lægger sig i endetarmsåbningen og vibrerer med bagenden. Det klør helt vildt, og dermed får du æg på fingrene og smitter dig selv igen og sender også ormen videre til andre.«

Mikrober har samme interesser som kroppen

Der findes også forskning, som antyder, at malariaparasitten får vores krop til at blive mere attraktiv for myg. En undersøgelse fra 2005 viser for eksempel, at børn, der havde parasitten, tiltrak flere myg, end dem der ikke havde den.

Men hos os mennesker er det alligevel specielt at hoste, nyse og have diaré, som mange af de sygdomsfremkaldende mikroorganismer benytter sig af, fortæller Jørgen Lassen, tidligere overlæge ved Folkehelseinstituttets laboratorium for enteropatogene mikrober.

Akkurat her har begge parter faktisk en slags fælles interesse.

»Både at hoste og have diaré bidrager jo til, at værten kommer af med de patogene mikroorganismer og fungerer dermed som vigtige forsvarsmidler. På den anden side bidrager de samme symptomer til, at mikroorganismerne selv overlever ved at de kan sprede sig til nye værter – hvis der er nogen i nærheden.«

Og det er der jo som oftest.

Host, nys og afføring er opskriften på succes

»Denne nærhed mellem mange mennesker, mange potentielle værter, er civilisationens kulturgave til de patogene mikrober,« siger Jørgen Lassen.

I en tæt befolket verden er flittig udfoldelse af host, nys og afføring altså en opskrift på succes for mikroberne.

»Det mest simple er helt klart det bedste, også for mikrober. Det at sætte sig på steder i kroppen, hvor der ikke sker udskilning er ofte en evolutionær blindgyde.«

»Historien er sandsynligvis overfyldt med mislykkede mikroorganismer, som forsøgte sig – for eksempel i musklerne eller hjernen – men som så fik uoverkommelige problemer med at sprede sig derfra og derfor uddøde.«

Alligevel har nogle skabninger ikke bare overlevet andre steder, men har også formået at udvikle udspekulerede strategier for at komme ud igen. Et af disse eksempler involverer direkte og forfærdelig manipulering af vores adfærd.

Mikrober der får os til at bide og savle

»Rabies, hundegalskab, er det klassiske eksempel på, at mikrober kan manipulere adfærd,« siger Jørgen Lassen.

Rabiesvirusset inficerer nervesystemet og følger nervebanerne ind i hjernen. Derinde gør det et eller andet.

Forskerne ved ikke helt hvordan, men rabiesvirusset får bæreren, det kan være hunde eller mennesker, til at få udadrettede anfald.

Smittede dyr og mennesker bliver aggressive og uberegnelige og får en ukontrollabel trang til at sætte tænderne i alt, der rører sig. Samtidigt starter en voldsom produktion af inficeret spyt.

»Spredning af virusset kan kun forekomme, hvis det bliver injiceret direkte i blodet på næste offer, noget den aggressive lyst til at bide og det inficerede spyt sørger for. Den egentlig ganske uforståelige adfærdsændring hos værten er kort og godt en forudsætning for, at virusset i det hele taget selv skal kunne overleve,« siger Jørgen Lassen.

I et essay i Scientific American fra 2003 bliver biologen Robert Sapolsky en smule deprimeret over, at dette lille bitte rabiesvirus sandsynligvis har bedre pejling på de neurologiske mekanismer bag aggression end alle verdens neurologer.

Det kræver enorm præcision at få sådan en påvirkning på en så kompliceret ting som en pattedyrhjerne.

Alligevel kender vi til en anden mikroskopisk skabning, som kan nogle endnu mere imponerende tricks.

Parasit får rotter til at ligne katte

Den encellede parasit Toxoplasma gondii får rotter til at ligne katte.

Mikroorganismen kan kun formere sig seksuelt i maven på kattedyr, men kan inficere muskler og organer hos en hel række af skabninger, som får og mennesker. Det mest almindelige er måske dog alligevel, at smitten når rotter og andre gnavere, som snuser rundt i nabolaget.

Dermed sidder parasitten tilbage med følgende udfordring: Hvordan kommer jeg ind i maven på katten igen? Som vi alle ved, går det nok ganske ofte helt af sig selv. Katte spiser nemlig rotter.

Men Toxoplasma gondii gider ikke sidde stille og vente og måske risikere at havne i en forkert mund. I stedet trænger den ind i gnaverens hjerne og begynder at foretage ændringer, som kan øge oddsene.

Det har længe været kendt, at rotter med toxoplasmose ser ud til at miste deres medfødte frygt for katte. Men en undersøgelse fra 2011 viser, at sammenhængen er mere kompliceret end som så.

En del af frygten kan fortsat være der, men lugten af kattetis får hanrottehjerner til at reagere på samme måde, som de gør under påvirkning af duften fra en hunrotte i brunst. Gnaveren føler sig slet og ret tiltrukket af katte.

Parasitten sidder også i den menneskelige hjerne

Hvad den samme parasit laver oppe i hjernen på de milliarder af mennesker, som også er inficeret, er langt fra klart. Men nyere forskning antyder, at de sandsynligvis laver et eller andet.

Selvom mennesket er en blindgyde for T. gondii - muligheden for at få os til at havne i maven på en lille mis er nærmest ikke-eksisterende – ser det alligevel ud til, at de kan ændre vores adfærd.

Måske kan forskellige niveauer af den lille parasit i forskellige folkegrupper være en del af årsagen til nogle af kulturforskellene i verden, spekulerer økologen Kevin D. Lafferty fra US Geologival Survey på.

I 2006 publicerede han forskning, som netop kan tyde på det.

Folk med toxoplasmose er mere neurotiske

En af de mest fremtrædende effekter, som er målt af T. gondii er, at de inficerede har en tendens til at være lidt mere neurotiske, siger Kevin D. Lafferty i et interview på programmet ’All in the mind’ på australske ABC Radio National.

Neurotiske mennesker som regel mere reaktive og dogmatiske og er måske mere tilbøjelige til at opleve skyldfølelse.

»Det faktum, at toxoplasmose er et sundhedsanliggende for gravide kvinder betyder, at vi har fantastiske data over forekomsten af denne parasit fra 40-50 lande,« siger Kevin D. Lafferty.

»Vi har også data med både kulturelle dimensioner og sammenhobninger af personligheder. Folk har foretaget store studier med mange, mange mennesker for at identificere forskelle i kultur og personlighed fra nation til nation.«

Giver parasit strenge kønsroller og aversion mod usikkerhed?

»Der er en meget stærk sammenhæng mellem udbredelsen af toxoplasmose og neuroticisme på nationsniveau,« siger Kevin D. Lafferty.

Dette holder også stik, når man har sammenlignet vestlige lande med forskellig udbredelse af parasitten.

Ifølge psykologien har mere neurotiske kulturer større tendens til en rigid rollefordeling og aversion mod usikkerhed, siger forskeren. De laver gerne politiske strukturer, som skal forhindre usikkerhed. Oveni har sådanne samfund ofte meget strenge kønsroller.

Kevin D. Lafferty understreger, at parasitten helt klart ikke forklarer al variation mellem forskellige kulturer. Det er også vanskeligt at sige noget sikkert om årsagssammenhængen uden at foretage store, umulige eksperimenter.

Kulturen kan også påvirke parasitten

Jørgen Lassen påpeger også, at man må vurdere, hvad der er årsag og hvad der er virkning. Kulturforskelle kan også påvirke udbredelsen af parasitten. Toxoplasma er for eksempel meget mere udbredt i områder, hvor det er almindeligt at spise mere eller mindre råt kød, end i kulturer, hvor maden serveres godt kogt eller stegt.

Det er alligevel interessant, at toxoplasma forklarer mere af variationen i neuroticisme end samfundsvidenskaben har kunnet forklare med andre argumenter, mener Kevin D. Lafferty.

»Dette betyder imidlertid ikke, at en eventuel parasitpåvirkning nødvendigvis er negativ,« siger forskeren ifølge U.S. Geological Survey.

»De bidrager trods alt til kulturel diversitet.«

© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson