Kvinder i elitesport har øget risiko for spiseforstyrrelser

En ekstremt slank og veltrænet krop. En skrap diæt. En meget lav fedtprocent. Et BMI på 18,5 og alligevel bekymringer om formen på kroppen. En evig stræben efter en perfekt krop.

Er det en karakteristik af en person med en spiseforstyrrelse – eller af en eliteidrætsudøver? Eller måske begge dele?

Hvis du tænker begge dele, er det nok mere sandsynligt, end de fleste er klar over. Faktisk viser forskningen, at i æstetiske idrætsgrene, som eksempelvis dans og gymnastik, har over 40 procent af elitekvinderne tegn på spiseforstyrrelser.

I udholdenhedsdiscipliner som løb, hvor man skal flytte sin egen kropsvægt over længere tid, er billedet næsten det samme, fordi en lav vægt er en fordel for præstationen.

En stræben efter en lav kropsvægt kan komme til at overskygge andre vigtige parametre for optimal præstation såsom tilstrækkeligt indtag af kulhydrater.

Før vi dykker længere ned i tallene og forskningen bag, skal vi dog først forstå, hvad der karakteriserer en spiseforstyrrelse.

Hvornår har man en spiseforstyrrelse?

En spiseforstyrrelse er en psykisk sygdom, der typisk kommer til udtryk som en høj grad af kropslig utilfredshed og et forsøg på at regulere vægten ved restriktiv spisning, overtræning eller opkastninger. Ofte ses også tab af kontrol over maden, hvilket kan resultere i overspisninger og en vægt, der går op og ned.

Mad, krop og vægt får en afgørende betydning for selvopfattelse, humør og identitet.

Kvinder udvikler langt oftere spiseforstyrrelser sammenlignet med mænd, selvom der ser ud til at være en stigende forekomst hos mænd.

Ifølge tal fra Sundhedsstyrelsen er forekomsten af anoreksi op mod én procent hos unge piger, mens bulimi ses hos op mod fire procent. Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade anslår, at ca. 5.000 lider af anoreksi, ca. 30.000 af bulimi og ca. 45.000 af tvangsoverspisning.

Dertil kommer forstyrret spisning, som ikke er en sygdom, men kan gå forud for en decideret spiseforstyrrelse.

Er spisningen forstyrret, vil man typisk gå på usunde slankekure, bekymre sig om kalorier og krop, træne tvangspræget og måske have begyndende tegn på, at kroppen er i en ernæringsmæssig mangeltilstand. Hvor mange der befinder sig i dette gråzonefelt, har vi ikke præcise tal på.

I subkulturer, hvor kropsformen har en afgørende betydning (modelmiljøer, balletdans og langdistanceløb), er der flere med forstyrret spisning og spiseforstyrrelser end i resten af befolkningen.

LÆS OGSÅ: Kan fem simple spørgsmål afsløre en spiseforstyrrelse?

Hvilke atleter har særlig risiko for spiseforstyrrelser?

I sportsgrene som cykling, dans og højdespring opfattes en slank krop, eller ligefrem en tynd krop med meget lav fedtprocent, som en forudsætning for at præstere optimalt, mens tungere idrætsfolk forventes at være langsommere og dårligere til deres sport.

Alene forventningen om en markeret, slank og trimmet krop kan føre til en overdreven optagethed af kropsform, diæter og vægttab. Denne optagethed udgør en risikofaktor for at udvikle forstyrret spisning og gå på ekstreme slankekure.

Et stort norsk studie har vist, at spiseforstyrrelser i eliteidræt oftere ses i idrætsgrene, hvor vægten har en æstetisk betydning (for eksempel gymnastik), i vægtbærende aktiviteter (for eksempel løb) og vægtinddelte øvelser (for eksempel kampsport, hvor man kæmper mod andre med samme kropsvægt).

Blandt elitekvinder i æstetiske idrætter var der hele 42 procent med spiseforstyrrelsessymptomer, og i udholdenhedsidrætter var der 24 procent. Generelt var der klart flere kvindelige atleter med spiseforstyrrelser i forhold til mænd.

Samme tendens hos eliten viste et mindre dansk-svensk studie, der fandt en forekomst af spiseforstyrrelser på 25 procent blandt kvindelige udholdenhedsatleter.

Inden for svømmesporten, hvor kroppen udstilles i stramme dragter, har en oversigtsartikel fundet, at 21-45 procent af konkurrencesvømmere på højt plan havde forstyrret spisning, og 7 procent havde en reel spiseforstyrrelse.

Også blandt unge elitesportsfolk har et studie vist en forhøjet forekomst af spiseforstyrrelser (7 procent) sammenlignet med en kontrolgruppe (2,3 procent) – igen med klart flere piger end drenge.

Sporten beskytter mod sygdom, men rummer også risici

Forskning viser, at sportsfolk generelt har bedre selvværd, som beskytter mod psykiske lidelser og dermed også mod spiseforstyrrelser.

Som seriøs sportsudøver investerer man i en krop, der kan præstere frem for en krop, der skal se ud på en bestemt måde som i bikinifitness. Dermed kan der være beskyttende elementer ved at færdes i idrætsmiljøer, hvor en sund kost og krop er vejen til gode resultater.

Ligeledes er der visse sportsgrene, der ser ud til at beskytte mod forstyrret spisning – eksempelvis idrætsgrene, hvor styrke er den afgørende fysiologiske parameter for det sportslige resultat.

Træningsmiljøer i sig selv kan således have en beskyttende funktion, men ser også ud til at kunne skubbe i en sygelig retning hos atleter med en særlig psykisk profil.

Ofte ses de samme personlighedstræk hos personer, der får problemer med mad og vægt: Perfektionisme, høje ambitioner, stærk præstationstrang og konkurrenceorientering udgør en øget risiko i kombination med en idrætsgren, hvor vægten har stor betydning.

At det samtidig er karaktertræk, der går igen hos mange eliteudøvere, kan udgøre en sårbarhed for at udvikle spiseforstyrrelser, når man befinder sig i risikomiljøer med fokus på vægtoptimering.

LÆS OGSÅ: Test dig selv: Er du afhængig af din træning?

Eliten har størst risiko for spiseforstyrrelser

En metaanalyse fra 1999 sammenfattede 34 studier, der undersøgte spiseforstyrrelser hos kvindelige topatleter. Analysen pegede på, at eliteatleter har en øget risiko for spiseforstyrrelser, og igen viste forskningen, at det især er i sportsgrene, hvor kropsvægten har en betydning for præstationen.

Et australsk studie fra 2002 undersøgte 263 eliteatleter af begge køn fra 10 forskellige sportsgrene med en kontrolgruppe på 263 motionister, der maks dyrkede sport otte timer om ugen.

Studiet viste, at topatleter fra idrætsgrene hvor lav vægt er en fordel (roning, svømning, gymnastik), i højere grad oplevede et pres om at være slank og rapporterede flere symptomer på spiseforstyrrelse end i sportsgrene, hvor man ikke forventer en meget tynd krop (basket, tennis, volleyball).

Dette gjaldt især for kvinderne, og 15 procent af elitekvinderne opfyldte kriterierne for anoreksi eller bulimi, mens yderligere 16 procent havde symptomer på en spiseforstyrrelse.

Hos ikke-eliten var tallene langt lavere. Her var der kun én procent, der opfyldte kriterierne for anoreksi eller bulimi, mens fem procent havde symptomer på spiseforstyrrelse.

Blandt elitemændene var der seks procent med spiseforstyrrelse, og hos ikke-eliten var der ingen. Således har elitemænd, men især elitekvinder, en øget risiko for spiseforstyrrelser.

At være kvinde øger risikoen for spiseforstyrrelser

At være kvinde er en risikofaktor i sig selv. Et amerikansk studie af 400 løbere viste, at kvinderne rapporterede højere niveauer af kropsutilfredshed og spiseforstyrrelsessymptomer sammenlignet med mandlige løbere. Høj grad af utilfredshed med kroppen hang sammen med øget risiko for spiseforstyrrelse.

Et studie fra Holland fandt ligeledes en tydelig sammenhæng imellem en negativ kropsopfattelse og spiseforstyrrelser hos kvindelige topatleter. Kvinderne med spiseforstyrrelsessymptomer følte sig tykkere end kvindelige atleter uden spiseforstyrrelse, selvom der reelt ikke var forskel i deres vægt eller kropsform.

Dette tyder på, at nogle atleter vil være mere sårbare overfor pres og forventninger om en bestemt kropsfigur og vægt.

Det ’normale’ afhænger af omgivelserne

Studiet viste også, at sportsfolk ofte sammenligner deres krop med konkurrenternes, hvilket kan være med til at udløse en kropsutilfredshed, fordi de bedømmer deres krop i forhold til en ekstremt veltrænet sportskrop.

Faktisk viste studiet, at elitekvinderne var mere tilfredse med deres kroppe, når de sammenlignede sig med gennemsnitlige kvindekroppe. Elitekvinderne forventede, at i hverdagslivet ville andre mennesker bedømme dem som ’for tynde’, mens de i sporten forventede, at andre ville opfatte dem som ’for tykke’.

Undersøgelsen viser således, at vores kropsopfattelse ikke er stabil, men afhænger af omgivelserne. Hvis man dagligt befinder sig i miljøer, hvor en fedtprocent på 10 er helt normalt, vil de mest sårbare sjæle hurtigt begynde at føle sig ’for fede’, selvom de har en fedtprocent på 15, hvilket stadig er i den meget lave ende, især for kvinder.

Samtidig viser et andet studie, at nedsat selvværd, kropsidealer, præstationsangst og forventningspres fra trænere og kammerater hænger tydeligt sammen med restriktiv og forstyrret spisning.

Atleter, hvis BMI er højere end konkurrenternes, er mere utilfredse med deres krop og går oftere på usunde kure for at tabe sig.

LÆS OGSÅ: Kan mad blive så sundt, at det bliver usundt?

Nordisk inspiration

Der findes endnu ingen større danske studier, der har afdækket forekomsten af spiseforstyrrelser i forskellige idrætsmiljøer i Danmark.

Men der er ingen grund til at tro, at vi ikke kan sammenligne os med de norske og svenske tal.

Såfremt forskning på området kan kaste lys over problemets omfang, er der også brug for at udarbejde initiativer, der kan forebygge og reducere problemet.

Her kan vi også skele til Norge, der har udviklet en model for sund eliteidræt. Den kan du læse om i artiklen: Hvor går grænsen mellem en sund og en syg idrætskrop? Norge arbejder på svaret.

LÆS OGSÅ: Nyt studie: En psykiatrisk diagnose kommer sjældent alene

LÆS OGSÅ: Psykisk sygdom i konkurrencestaten præger ny dansk litteratur

Læs en let forkortet version af denne artikel på engelsk på vores internationale søstersite ScienceNordic.com og på The Conversation, som vi har co-publiceret artiklen med.