Øjnene er konstant dækket af tårer, dannet af olie, vand og slim.
Når vi bliver følelsesladede, producerer øjnene ekstra tårer for at lade andre vide, at vi er ulykkelige, sårede eller endda himmelhenrykte.
Gråd frigiver naturlige kemikalier i kroppen som endorfiner, som producerer lykkefølelser og reducerer smerte, og oxytocin, et hormon, der hjælper os til at føle os knyttede til andre, og som opbygger tillid og kærlighed. Vi har det som regel bedre efter en god tudetur.
Selve tårerne gør også gavn på mange andre vigtige måder.
Men Rosie på 17 år fra Bedford i New Hampshire, USA, har stillet videnskaben et godt spørgsmål: »Kan man græde under vand?«
Jeg er pædiatrisk øjenlæge - altså læge med speciale i behandling af børns øjne.
Tårer er en vigtig del af mit arbejde, og her kommer svaret.
\ Stil spørgsmål til forskerne
Igennem læserbrevkassen Spørg Videnskaben kan du stille et spørgsmål til forskerne om alt fra prutter og sjove bynavne til kvantecomputere og livets oprindelse.
Vi vælger de bedste spørgsmål og kvitterer med en Videnskab.dk-T-shirt.
Du kan spørge om alt – men vi elsker især de lidt skøre spørgsmål, der er opstået på baggrund af en nysgerrig undren.
Send dit spørgsmål til: sv@videnskab.dk
Hvad er tårer overhovedet, og hvad gør de?
Allerførst lidt om, hvad tårer overhovedet er:
Tårer er en klar, saltholdig væske, der til stadighed afsondres fra tårekirtlerne i de øvre øjenlåg og under øjenbrynene. Deres hovedopgave er at holde øjnene velsmurte og beskyttede, og de er afgørende for at holde øjnene sunde, selv når vi sover om natten eller svømmer under vandet i en pool.
Tårer skyller forsigtigt og konstant hen over øjnene for at forhindre dem i at tørre ud. Når vi blinker med øjnene, hjælper vi tårevæske med at sprede sig ud over overfladen af øjnene for at holde dem fugtige. Kontaktlinser flyder faktisk på dette lag af tårer.
Hvis der er for få tårer, kan kontaktlinserne klæbe til øjnene og blive ret ubehagelige.

Når vi sover, producerer vi færre tårer. Alligevel arbejder tårerne stadig med at holde øjnene fugtige, så vores øjne kan fokusere ordentlig, når vi vågner – selvom mange af os også har brug for briller for at se klart.
Tårer smører også øjnene for at hjælpe øjenlågene med at blinke og ikke at kradse øjnene - lidt ligesom at rutsjebanen i svømmehallen helst skal være våd, så vi ikke klæber til den.
Tårer vasker støv, røg, insekter og andre ting væk, der kan bevæge sig ind i øjnene. Hvis man har allergi over for planter eller kæledyr, hjælper tårerne med at vaske de irriterende stoffer væk.
Tårerne hjælper med at forhindre øjeninfektioner, og i tilfælde af øjenbetændelse hjælper tårerne med at dræbe bakterierne og vaske dem væk.
Endelig er tårer vigtige for at transportere næringsstoffer fra blodbanen til øjnene, så de forbliver klare og sunde hele livet.
\ Hvor bliver tårerne af?
En del tårer fordamper. Vi har tårekanaler, der løber fra den inderste øjenkrog til næsen, og som leder overskydende tårevæske fra øjenkrogen i retning af næsehulen og derefter i halsen, hvor vi sluger dem.
Det er grunden til, at næsen løber, hvis vi græder rigtig meget, og til, at vi kan nogle gange kan smage øjendråberne, hvis vi drypper øjne.
En del spædbørn er født med tilstoppede eller forsnævrede tåreveje, så det ser ud, som om det har søvnklatter i øjenkrogen hele tiden, eller at øjnene konstant virker fugtige.
Lægen kan hjælpe barnet med at åbne tårekanalerne, så øjnene igen ser sunde ud.
Nogle gange producerer tårekirtlerne færre tårer, når vi bliver ældre. Så kan øjnene føles brændende og sviende.
Det er én af grundene til, at del personer bruger dråber kaldet kunstige tårer for at hjælpe deres egne naturlige tårer med at holde øjnene fugtige og veltilpas.
Kan man så græde under vand?
Når vi svømmer under vandet, er tårerne der stadig.
Så ja: Man kan faktisk græde under vandet, selvom vandet hurtigt vasker tårerne væk.
\ Læs også
Størstedelen af det vand, vi tager en dukkert i, indeholder stoffer som klor, bakterier eller sand, som kan irritere øjnene. Hvis vi svømmer med åbne øjne vil tårekirtlerne producere tårer, som skyller alle stofferne væk. Tårerne skyller klor fra svømmehallen og salt fra havvandet fra øjnene, så de ikke svier, når vi atter er på land.
Beskyttelsesbriller eller lukkede øjne under vandet vil hjælpe med at beskytte øjnene.
Vi håber, det var svar på Rosies spørgsmål. Hvis du selv sidder derude med en god undren, så tøv ikke med at sende den til Spørg Videnskaben: sv@videnskab.dk. Så kan det være, vi finder et svar til dig - i så fald får du en Videnskab.dk-T-shirt som tak.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.

































