Vold under krig sætter biologiske aftryk, som kan spores i flere generationer. Det konkluderer i hvert fald et nyt studie.
I studiet har forskerne ledt efter tegn på ændringer i DNA’et hos syriske kvinder, der har været udsat for vold, blandt andet under borgerkrigen i Syrien.
Forskerne fandt kemiske aftryk i kvindernes gener. De samme aftryk er ikke i DNA'et hos en gruppe syriske kvinder, som ikke har krigstraumer.
Til gengæld fandt forskerne nogle af de samme aftryk - såkaldte 'epigenetiske spor' - i generne hos de voldsudsatte kvinders børn og børnebørn, rapporterer de i en videnskabelig artikel, som netop er publiceret i tidsskriftet Scientific Reports.
»Vores fund giver den første evidens nogensinde for, at vold kan sætte epigenetiske spor. Det har vigtige implikationer for at kunne forstå udviklingen, og hvordan traumatiske oplevelser kan blive indlejret i genomet og forblive der i generationer,« siger forskerne ifølge universitetsmagasinet Yale News.
\ Om epigenetik
Epigenetiske spor er kemiske aftryk i arvematerialet.
De opstår, fordi kemiske bindinger (metylbindinger) sætter sig fast i genomet og påvirker genernes funktion.
Læs mere i artiklen Epigenetik: Sådan kan miljøpåvirkning 'tænde' og 'slukke' for dine gener.
Kritik: Konklusionen er udokumenteret
I studiet finder forskerne 32 epigenetiske ændringer, der er særlige for kvinder, som har været udsat for eller overværet vold. De konkluderer, at det er krigstraumerne, der har sat aftryk i kvindernes DNA, og at de epigenetiske voldsspor videregives til de næste generationer.
I disse tider med krig i Ukraine og konflikten i Gaza er det et fund, der synes væsentligt. Men den internationale gruppe forskere, som står bag studiet, får kritik: De har ikke dokumenteret, at de fundne markører skyldes vold, vurderer flere uafhængige forskere, der har ytret sig blandt andet på det sociale medie BlueSky her og her samt i nyhedsartikler hos Science og Nature.
Peter Ebert Andersen, der er lektor på Institut for Molekylærbiologi og Genetik på Aarhus Universitet, er blandt kritikerne.
»Der kan være mange andre mulige forklaringer på de epigenetiske ændringer, forskerne finder. De kan lige så godt skyldes noget andet, der er sket i de syriske kvinders liv, for eksempel stress eller infektioner,« siger Peter Ebert Andersen til Videnskab.dk.
\ Korrelation versus kausalitet - hvornår er der en årsagssammenhæng?
Korrelation betyder, at der er et sammenfald mellem to faktorer. Så når den ene for eksempel stiger, gør den anden også.
Men at ting sker på samme tid eller umiddelbart efter hinanden kan være et tilfælde og betyder ikke nødvendigvis, at det ene medfører det andet - der kan være mange andre forklaringer.
En australsk statistik viser eksempelvis, at antallet af drukneulykker stiger i takt med salget af is. Men det betyder ikke, at isgufferi øger risikoen for at drukne. Den bagvedliggende årsag til det statistiske sammenfald er sandsynligvis, at folk både bader mere og spiser flere is om sommeren.
En kausalitet eller årsagssammenhæng betyder derimod, at den ene størrelse direkte forårsager den anden. For eksempel at rygning øger risikoen for kræft.
For at finde en årsagssammenhæng kan forskere - hvis det er muligt og etisk forsvarligt - foretage et lodtrækningsforsøg, hvor én gruppe forsøgspersoner udsættes for en behandling, som så sammenlignes med en kontrolgruppe, der ikke får den behandling.
Læs mere i artiklen 'Korrelation eller kausalitet: Hvornår er der en årsagssammenhæng?'.
Det er uetisk, når forskerne udtaler sig skråsikkert om, at vold sætter biologiske spor, som gives videre til næste generation, mener han.
»Forestil dig at være en syrisk flygtning, der prøver at etablere et normalt liv for børn og børnebørn. Så får du at vide, at du er epigenetisk dømt til at give det, du har været udsat for, videre til børn og børnebørn,« siger Peter Ebert Andersen til Videnskab.dk.
»Det er en forfærdelig besked at få. Inden man giver sådan en besked, skal man være meget sikker på, at det passer. Og i min optik kan det her studie ikke dokumentere, at det forholder sig sådan,« fortsætter han.
Videnskab.dk har sendt kritikken til studiets førsteforfatter Connie J. Mulligan, der er professor i antropologi på University of Florida i USA. Læs hendes svar længere nede i artiklen.
\ Læs også
131 syriske kvinder deltog i studiet
I studiet har forskerne ledt efter epigenetiske ændringer i DNA fra spyt i mundvigen hos 131 kvinder fra 48 syriske familier, der er flygtet til Jordan.
De har også interviewet de syriske kvinder om, hvad de har været udsat for. De af kvinderne, der har været udsat for vold, har blandt andet oplevet at blive gennembanket, at se døde kroppe eller at se andre blive skudt eller dræbt.
- En af kvinderne blev gravid under den såkaldte Hama-massakre i 1982, hvor den syriske hær bombede byen Hama for at nedkæmpe et oprør fra Det Muslimske Broderskab.
- Andre blev gravide og oplevede vold under den borgerkrig, der brød ud i 2011.
- En tredje gruppe flyttede til Jordan før bombningerne af Hama i 1982. De har ikke været udsat for krigsrelateret vold og fungerer som sammenligningsgruppe.
I genomet hos de voldsudsatte kvinder fandt forskerne 35 kemiske markører, som de ikke fandt hos sammenligningsgruppen. 32 af de samme markører fandt forskerne hos kvindernes børn. 14 fandt de hos børnebørnene.
Markører skyldes ikke nødvendigvis vold
Fundet er ifølge forskerne et tegn på, at vold sætter spor, som går i arv i generationer.
»Dette er den første beskrivelse af et intergenerationelt epigenetisk mærke af vold, hvilket har vigtig betydning for forståelsen af traumers arvelighed,« skriver de i den videnskabelige artikel.
Men ifølge Peter Ebert Andersen giver studiet ikke evidens for, at de epigenetiske ændringer (metylering af gener) skyldes vold, og at de går i arv. Han påpeger blandt andet:
- Studiet er for småt
- Studiet giver ikke dokumentation for, at traumer gives videre til børn og børnebørn.
- Det er etisk og praktisk umuligt at få vished for forskernes konklusion
Du kan læse Peter Ebert Andersens pointer i detaljer i faktaboksen herunder.
\ Peter Ebert Andersens kritik af studiet
- Studiet er for småt: Der er for få deltagere til, at forskerne kan være sikre på, at deres fund ikke er tilfældige. I medicinske forsøg skal der indgå mange tusinde deltagere for at dokumentere en årsagssammenhæng. En gruppe på i alt 131 syriske kvinder og efterkommere er ikke nok til at dokumentere, at der er en sammenhæng mellem krigstraumer og kemiske aftryk i DNA’et.
- Studiet giver ikke dokumentation for, at de traumer, kvinderne har været udsat for, gives videre til deres børn og børnebørn. At aftrykkene i generne går igen på tværs af generationer, kan skyldes andre forhold end biologisk nedarvning. Det kan for eksempel være, at kvinder, der har været udsat for krigstraumer, er mere stressede og derfor opdrager anderledes og lever mindre sundt. Det kan være livsstilen, der ændrer kemien i børnenes DNA.
- Hvis forskerne skal være sikre på, at de fundne kemiske markører skyldes krigstraumer, skal de lave et meget større kontrolleret forsøg, hvor de har styr på alle de påvirkninger, deltagerne og sammenligningsgruppen har været udsat for gennem livet. Den slags forsøg er både etisk og praktisk umulige at lave med mennesker, pointerer Peter Ebert Andersen: Det ville kræve, at forskerne skulle udsætte forsøgspersonerne for vold og kontrollere, at de får præcis samme miljøpåvirkninger over en længere årrække.
Forskerne holder fast i deres konklusion
Studiet førsteforfatter Connie J. Mulligan svarer på kritikken:
»Det er nogle gode pointer, men vi står ved vores resultater,« skriver Connie J. Mulligan, der er professor i antropologi på University of Florida i USA, i en mail til Videnskab.dk.
Connie J. Mulligan tilføjer, at hun og hendes medforfattere vurderer, at de epigenetiske ændringer på tværs af generationer er voldsrelaterede, fordi markørerne i de voldsudsatte kvinders spyt bliver sammenlignet med DNA fra en kontrolgruppe, som ikke har oplevet krigsvold.
»Ændringerne i metylering (de epigenetiske ændringer; red.) er de samme på tværs af alle grupper, der har været udsat for vold. Det taler for, at vores resultater ikke er tilfældige, men et tegn på en fælles epigenetisk respons på vold,« skriver hun.
\ Læs også
Alle 130 kvinder – både dem der har været udsat for vold og dem, der ikke har – er syrere, der er flyttet til Jordan. Kulturelt har de meget til fælles. Derfor må det være volden, ikke noget andet, der har ført til ændringer i genomet hos de udsatte, argumenterer hun.
Endelig gør Connie J. Mulligan opmærksom på, at det ser ud til, at der er en sammenhæng mellem antallet af epigenetiske ændringer og graden af vold, kvinderne har oplevet: Jo flere krigstraumer, desto flere epigenetiske ændringer. Det taler for, at der er en sammenhæng mellem vold og de epigenetiske ændringer, argumenterer hun.
Brug for mere forskning
Studiet med blot 131 deltagere giver ikke endelig evidens, men det et første tegn på, at vold sætter spor, der videreføres over generationer, skriver Connie J. Mulligan:
»Vores resultater bør følges op med yderligere studier, flere befolkningsgrupper, mere data og over flere generationer.«
Peter Ebert Andersen kritiserer som nævnt forskerne for at sprede et budskab om, at krigstraumer går i arv. Han henviser blandt andet til følgende formuleringer i den videnskabelige artikel:
»Dette er den første beskrivelse af et intergenerationelt epigenetisk mærke af vold, hvilket har vigtig betydning for forståelsen af traumers arvelighed,« og studiet »støtter hypotesen om intergenerationel epigenetisk overførsel af voldstraumer hos mennesker gennem identificeringen af nye DNA-metyleringssteder.«
Men Connie J. Mulligan mener, at Peter Ebert Andersen har misforstået formuleringerne. De skal ikke forstås som et udtryk for, at forskerne er sikre på, at de epigenetiske ændringer som følge af vold går i arv:
»Vi konstaterer ikke med sikkerhed, at vold efterlader biologiske spor, som bliver videregivet til næste generation,« svarer hun blandt andet på kritikken.
Syrerne er glade for resultaterne
Connie J. Mulligans medforfatter Rana Dajani har svaret på Peter Eberts Andersens udtalelse om, at budskabet risikerer at påvirke krigsflygtninge uhensigtsmæssigt.
»Familierne var meget glade for at høre om resultaterne, og de foreslog at bruge dem til at stille Assad-regimet til ansvar for deres forbrydelser mod den syriske befolkning,« skriver Rana Dajani, der er professor i mikrobiologi på Harvard Radcliffe Instituttet i USA, til Videnskab.dk.
Rana Dajani, som selv er datter af flygtninge, og som har taget initiativ til forskningen, opfordrer til at læse en perspektivartikel, hun og kollegaer har skrevet om emnet i det videnskabelige tidsskrift Med.
