Kan det virkelig passe, at vi ikke kan dyrke tarmbakterier i laboratorier?

Et sundt tarmmikrobiom med mange forskellige arter af bakterier kan beskytte os mod autoimmune sygdomme, holde os mentalt sunde, regulere stofskiftet og meget, meget mere.

Der er stort set ikke grænser for, hvad en vild mave med et økologisk sundt mikrobiom kan gøre for os.

Men hvad er op og ned? Hvad er myte, hvad ved vi med sikkerhed, og hvad er vi blevet klogere på?

Det satte et hold forskere sig for at finde ud af, og det er der kommet en videnskabelig artikel, udgivet i det anerkendte tidsskrift Nature Microbiology, ud af.

Jeg forsker selv i vores vilde maver med fokus på blandt andet spiseforstyrrelser.

I denne artikel vil jeg videreformidle nogle af forskernes og mine egne fund, og prøve at 'myth-buste' et par af de mest udbredte myter og misforståelser om forskning i tarmbakteriernes mange vilde evner.

Mytedrab: Nej, mikrobiom-forskning er ikke et nyt forskningsfelt!

Selvom forskning i det menneskelige mikrobiom har vokset sig stort over de sidste to årtier, og mange tusinde forskningsartikler bliver skrevet hvert eneste år, er forskningsfeltet i tarmens beboere - og deres betydning for vores sundhed - slet ikke nyt.

Her har vi altså at gøre med en rigtig myte.

Allerede i 1900-tallet fandt man den vigtige tarmbakterie Escherichia coli (E. coli), som nogle gange er gavnlig for os, fordi den eksempelvis producerer vitamin K, men andre gange kan den være sygdomsfremkaldende.

I 1899 blev den gavnlige (probiotiske) bifido-bakterie beskrevet, og så tidligt som i 1907 spekulerede den russiske forsker Ilya Ilyich Mechnikov, der senere modtog en nobelpris, i vigtigheden af gavnlige tarmbakterier for vores sundhed.

Misforståelsen har måske sneget sig ind, fordi forskningsfeltet de sidste to årtier har nydt godt af udviklingen inden for DNA-bestemmelsesmetoder og generel computerkraft, som har gjort forskning muligt på et helt andet niveau og med en helt anden hastighed.

Det er nu muligt på få dage at fastslå DNA-koden for samtlige bakterier på én gang i eksempelvis en afføringsprøve uden først at skulle opdyrke og isolere hver eneste bakterie fra prøven først.

Så det ’nye’ er vel slet og ret: De nye metoder og værktøjer til at udtrække og arbejde bioinformatisk (altså kombinerer datalogi, statistik, matematik og biologi) med de store DNA-datamængder, som kommer ud af sådan en afføringsprøve.

Mytedrab: Nej, der findes ikke bakterier, vi ikke kan dyrke i laboratorier

Det er en udbredt påstand (se eksempelvis her og her), at vi er nødt til at bruge avancerede teknologier til at studere mikroorganismer inde i kroppen, fordi de ikke kan dyrkes i laboratoriet.

Det betyder, at man ikke kan få dem til at vokse og formere sig uden for kroppen, så vi kan studere dem under lup.

Men er det nu også helt sandt?

Først og fremmest skal man huske på, at alle mikroorganismer i princippet kan opdyrkes, også uden for vores krop, så længe vi kan sørge for de rigtige forhold i laboratoriet.

Udfordringen kan selvfølgelig være at finde de rette vækstbetingelser for at kunne dyrke dem alle.

En betydelig del af mikroorganismerne i vores krop kan faktisk dyrkes i laboratoriet, viser forskning. Men det kan være svært og arbejdskrævende at dyrke nye bakterier.

Især hvis man måske ikke kender til de rette forhold og næringsstoffer, eller at nogle arter ikke kan vokse alene og er afhængige af de bakterier, de normalt bor sammen med i deres naturlige sammenhæng.

Baseret på DNA-undersøgelser formoder forskere, at der i menneskets tarm kan findes cirka 4.000-5.000 forskellige arter af bakterier, og allerede i 2014 havde man opdyrket mere end 1.000 af disse arter.

Vi har teknikkerne, arbejdet venter forude

En af årsagerne til, at man gerne vil isolere og dyrke bakterierne i laboratoriet, er, at man meget nemmere kan undersøge de enkelte arters egenskaber og fysiologi og eksempelvis lave forsøg med de andre medlemmer af økosystemet.

På den anden side går en masse information om samspillet i økosystemet tabt, når vi på den måde udtager én enkelt art fra dets naturlige miljø og studerer den alene.

På nuværende tidspunkt er der ikke nogen, der helt har et samlet overblik over, hvilke arter fra tarmen der allerede er isoleret, opdyrket og kan findes i et stamme-bibliotek et sted, men ifølge et af de nyeste bud er cirka 3.200 arter, eller over halvdelen, allerede isolerede.

Myten om, at vi ikke kan dyrke tarmbakterier i laboratorier, er nok opstået, fordi vi i mange år ikke har vidst, hvordan vi skulle opdyrke mere end en enkelt procent af alle bakterier i naturen.

Det må siges at være en myte, at dine bakterier i tarmen ikke kan dyrkes, og sandheden er nok snarere, at vi efterhånden har teknikkerne og bare endnu ikke helt har fået færdiggjort det store dyrkningsarbejde, der ligger foran os.

Vi er nået til vejs ende, og forhåbentligt er du nu klogere på to udbredte myter om tarmbakterier og forskning i vores vilde maver.

Er du blevet nysgerrig på, hvilke andre tarmbakterie-myter der findes, gennemgår forskerne bag artiklen fra Nature også en håndfuld andre myter. De ser blandt andet på påstande om, hvor mange bakterier vi egentligt slæber rundt på, og om man arver sine bakterier fra sin mor.