Det er de seneste år blevet helt anerkendt, at de bakterier, der bor i vores tarme, spiller en stor rolle for vores sundhed og især for mave-tarmkanalens funktion.
\ Historien kort
- Japanske forskere har dokumenteret, at en bestemt tarmbakterie har ført til skaldethed hos mus.
- Mælkesyrebakterien L. murinus har ikke de gener, der skal til for at danne biotin, som kroppen bruger til at danne blandt andet hår og negle.
- Denne viden kan i fremtiden hjælpe til at finde behandling af skaldethed.
Mikroorganismerne har for eksempel en meget større værktøjskasse til rådighed i form af enzymer, end vi selv har, som de kan bruge til at nedbryde maden med.
På den måde bidrager de med vigtige mikronæringsstoffer, som ellers er svært tilgængelige for os, og som vi har brug for via kosten: For eksempel biotin, vitamin K, B12, niacin og folsyre.
\ Læs mere
Biotin er et vitamin (Vitamin B7) og er her særligt relevant, da det er kendt, at mangel på biotin kan lede til hudsygdomme og hårtab. Biotin får vi primært fra kosten fra for eksempel champignon eller soyabønner.
Desuden kan nogle af vores tarmbakterier også selv lave biotin, imens andre bakterier kun kan nedbryde og spise det, der er tilgængeligt. Biotinmangel ser man ofte hos patienter med alvorlige tarmsygdomme, for eksempel cøliaki, men er også almindeligt hos gravide kvinder.
Bakteriefri mus taber håret
Man har tidligere observeret, at bakteriefri mus, som mangler biotin fra kosten, udvikler et mildt hårtab, som man ikke ser hos almindelige laboratoriemus. Det var derfor oplagt at undersøge, om pletvist hårtab (alopecia) kan stamme fra en ubalance i vores tarmbakterier.
Netop det har japanske forskere gjort i et nyt studie udgivet i det anerkendte tidsskrift Cell Reports.
Balancen mellem biotinproducerende og biotinspisende bakterier vil formodentligt være med til at afgøre, hvor meget frit biotin, der er tilgængeligt for opbyggelsen af vores hud, hår og negle.
Først tog forskerne almindelige laboratoriemus og gav dem en kost med eller uden biotin, men hårtabet udeblev som forventet (se illustration 1).
Derefter gentog de forsøget, men denne gang fik musene også antibiotika i en længere periode for at ødelægge balancen i deres tarmbakterier. Og nu kunne de pludselig se den samme milde form for hårtab, de havde observeret ved et tilfælde i bakteriefri mus tidligere.
Ved at undersøge, hvad der var sket med tarmfloraen hos de mus, der nu oplevede hårtab, fandt forskerne ud af, at især én mælkesyrebakterie, Lactobacillus murinus, var vokset voldsomt i antal efter antibiotikabehandling.
Denne bakterie kan slet ikke producere biotin selv og var en oplagt kandidat til den bakterie, som kunne være årsag til, at der ikke længere var biotin nok tilbage til musenes egen hårvækst.
Når forskerne så også tilførte de halvskaldede bakteriefri mus mælkesyrebakterien L murinus, blev hårtabet endnu værre, og musene blev næsten helt skaldede.
Forskerne udførte også kontrolforsøg, hvor både almindelige mus og bakteriefri mus fik tilført bakterien L. murinus og fik almindelig kost med normalt biotinindhold. I begge tilfælde var der intet hårtab.
\ Læs mere
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
De kunne også forhindre hårtab ved injektioner med biotin direkte i blodårene. Forskerne kunne dog ikke udelukke, at bakterier for eksempel fra huden også kunne spille en rolle.
Når forskerne her demonstrerer, at tarmbakterierne i samspil med kosten spiller en rolle i pletvis hårtab, åbner det op for muligheder inden for behandling af hårtab generelt ved at manipulere med tarmbakterierne.
Man kunne for eksempel forestille sig et kosttilskud med probiotika, som hæmmer biotinspisende bakterier ved at skubbe til tarmbakteriesammensætningen hos gravide.
\ Hvad er en bakteriefri mus?
Bakteriefri mus finder man ingen steder i naturen. De er blevet til ved, at forskere i generationer har opdrættet mus i laboratoriet.
De er født ved klinisk sterile kejsersnit og opfostret i totalt sterile omgivelser med bakteriefri luft og fodret med bakteriefri mad og vand hele deres liv.
Med hjælp fra disse mus har forskerne lært en masse om, hvordan musens sundhed, immunforsvar og udvikling er påvirket meget mere af bakterier, end vi tidligere har troet.
Man kan også bruge de bakteriefri mus ved at fodre dem med bestemte slags bakterier eller hele komplekse tarmbakteriesamfund og dermed blive klogere på, hvilke bakterier der gør hvad ved vores kroppe.
Et klassisk eksempel er, at hvis man fodrer bakteriefri mus med tarmbakterier fra fede mennesker, bliver musene også federe på samme kost, end hvis de havde fået tarmbakterierne fra et tyndt menneske.
