Ikke bare imitation: Kendt kakadue opfinder selv sine vilde dansetrin
kakadue_dans_snowball_papegøje_kendt_video

Kakaduen Snowball blev i 2009 kendt, da hans ejer lagde en dansevideo op på Youtube. (Foto: Irena Schulz/PA. Snowballs ejer)

Kilde: 
09 juli 2019

Papegøjen Snowball blev for 10 år siden kendt flere steder i verden, da en video af den danseglade kakadue gik viralt på youtube. 

Allerede dengang var det ikke kun seere på internettet, der blev draget af den vrikkende og hoppende fugl. Også forskere fattede interesse. 

Og amerikanske forskere satte sig hurtigt for at undersøge, om Snowball kunne høre musikkens beat, eller om det bare var tilfældige bevægelser. 

Det viste sig, at det rent faktisk er musikkens lyde, som får kakaduen til at danse. 

Og nu har flere forskere undersøgt det dansende vidunder yderligere. Det skriver The Guardian

I det videnskabelige tidsskrift Current Biology har forskere publiceret en artikel, som påpeger, at kakaduen ydermere finder på sine helt egne dansemoves. Og det er lidt af en bedrift. 

LÆS OGSÅ: Dinoer lavede parringsdans som fugle

Kakaduen Snowball danser til Queens megahit 'Another One Bites the Dust.' 

I en enkelt videosekvens af en dansende Snowball, analyserede forskerne sig frem til, at han udførte hele 14 forskellige dansemoves. Og det er et stort danserepertoire, når man er et dyr. 

Fuglen vipper eksempelvis hovedet op og ned, løfter fødderne på skift, ruller med kroppen og vipper hovedet fra side til side i bølgende bevægelser.  

»Vi var virkelig forbløffede. Det ser ud til, at det at danse til musik ikke kun er et produkt af den menneskelige kultur,« siger Aniruddh Patel, professor i psykologi ved Tufts University i Massachusetts.

Han undersøgte Snowball første gang for 10 år siden og har også været med til at udarbejde den nye videnskabelige artikel om fuglen. 

Forskerne fandt i de første undersøgelser ud af, at fuglen kunne danse hurtigere og langsommere i takt til musikkens beat, som forskerne kunne skrue op og ned for. 

Nu har de opdaget, at kakaduen ser ud til at vælge hvilke dansetrin, den vil udføre. Frem for udelukkende at lade sig styre af musikken. 

LÆS OGSÅ: Hvorfor danser stærene på himlen?

I den videnskabelige artikel i Current Biology beskriver forskerne, at de filmede Snowball danse tre forskellige gange til sange af kunstnerne Queen og Cyndi Lauper.

Derefter kiggede de på still-billeder af videosekvenserne. 

Flere af dansetrinene var ikke nogen, som Snowballs ejer havde udført. Og det antyder, at fuglen selv har fundet på dem. 

Forskerne så også i deres videoer, at det ikke var altid, at fuglen fulgte en sangs beat. Det har professor Aniruddh Patel et godt bud på hvorfor.  

»Han så ud til at ville prøve nye og andre moves, så synkroniseringen til musikkens beat var måske ikke hans primære mål,« forklarer forskeren. 

LÆS OGSÅ: Hør et fiskekor synge morgenen ind ligesom fugle

LÆS OGSÅ: Psykedelisk paradisfugl udvides med ny art: Se dens sjove parringsdans

mtl

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.