Du kender det måske.
I sidder rundt om i havemøblerne. Rosévin i glasset, gang i grillen. Myggene sværmer lidt i sommeraftenen – og pludselig mærker du helt tydeligt, at én af de små bæster stikker dig på højre lår.
Du tænker hurtigt, klasker og kigger ned på hånden efter byttet – men der er ingenting...!
Den rimelig mærkelige oplevelse har fået vores læser Thomas til at undre sig over, hvad der egentlig ligger til grund for fænomenet.
\ Spørg Videnskaben
Her kan du stille et spørgsmål til forskerne om alt fra prutter og sure tæer til nanorobotter og livets oprindelse.
Du kan spørge om alt - men vi elsker især de lidt skøre spørgsmål, der er opstået på baggrund af en nysgerrig undren.
Vi vælger de bedste spørgsmål og kvitterer med en Videnskab.dk-T-shirt.
Send dit spørgsmål til: sv@videnskab.dk
Brændt barn skyr ilden
Når myggens snabel bryder igennem huden, sker der en kædereaktion i de såkaldte smertesignalerende systemer.
Det siger Troels Staehelin Jensen. Han er professor i neurologi og i eksperimentel og klinisk smerteforskning, Aarhus Universitet, hvor han forsker i sammenhæng mellem smerter og skader i nervesystemet.
Nerveceller i hudlaget bliver aktiveret. En række receptorer sender information videre til celler i rygmarven. Herfra suser det lynhurtigt op gennem ryggen og videre ud til modtageområder i hjernen, fortæller Troels Staehelin Jensen, der påpeger, at han ikke kender til specifik forskning på området, men at hans argumenter er understøttet af teoretisk viden.
Når man får et stik, får man lagt et lille hukommelsesspor i de smertesignalerende celler, siger Troels Staehelin. Det kender man fra mange af livets andre oplevelser med smerte.
»Første gang, et barn oplever smerte, så lagrer det sig i hjernen. Man lærer at fjerne sig fra den smerte-signalerende oplevelse.«
Men det er også mere komplekst end som så. Myggestikket akkompagneres af en insisterende summen og synet af et sværmende, langlemmet insekt. Det lagrer sig i hukommelsen sammen med oplevelsen af det lille stik.
»Oplevelsen af stikket var ikke bare smerte, men også auditiv og visuel. Hører og ser du en myg sværme om dig, kan det reaktivere smerteoplevelsen fra tidligere, fordi der er skabt en association,« forklarer Troels Staehelin Jensen.
»Det skyldes hukommelsessporene, der ikke bare lagres i de smertesignalerende systemer, men også i de auditive og visuelle systemer i hjernens cortex. Man associerer de to ting, så man kan komme til at opfatte en form for smerte, selvom man bare ser eller hører en myg svirre omkring en.«
En form for hallucination
Men hvad så med indbildt kløe? Summer myg omkring én i et væld, kan man også komme til at opleve en manisk kradsetrang. Selv om man endnu ikke har været offer for de små blodsugere.
Egentlig er det nogenlunde det samme, der sker, når man får kløetrang, som hvis man oplever smerte. Det er bare i mindre omfang, siger Bobby Zachariae.
Han er professor i medicinsk psykologi og ansat ved Psykologisk Institut på Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital. Han kalder den falske myggekløen for en form for hallucination:
»Vores forestillinger kan aktivere centre i hjernen, som er forbundet med den sansemæssige oplevelse af kløe. Det hænger sammen med vores erindringer,« siger Bobby Zachariae og lyder helt som Troels Staehelin Jensen.
»Har man aldrig prøvet at blive stukket af en myg, vil man ikke opleve kløetrang, hvis de sværmer om én. Det er netop erfaringen med myg, der gør, at man genkalder sig kløen, selvom man intet stik har fået.«
Bobby Zachariae forsker i dag først og fremmest i kræftbehandling, men i 1980'erne var det blandt andet hudsygdomme som psoriasis, der optog ham.
I den forbindelse forskede han i, hvordan man med hypnose kan påvirke processer i huden, herunder inflammation, som resulterer i smerte og kløe. Resultaterne viste en klar sammenhæng mellem hjernen, vores forestillinger og processer i huden.
»Man er i stigende grad blevet opmærksom på, at nerveforbindelserne mellem huden og hjernen går begge veje. Disse forbindelser har blandt andet betydning for, hvordan vi håndterer smerte, men kan også forklare vores oplevelse af kløe i forskellige sammenhænge,« siger forskeren.
Evolutionær kløen
»Hvis vi skal forstå, hvorfor vi har udviklet evnen til at opleve kløe, må vi ty til evolutionsteori. At kunne opleve kløe hjælper os blandt andet med at blive opmærksomme på smittebærende insekter. Her gælder det for eksempel om at vifte myggen væk så hurtigt som muligt, inden den når at smitte os med malaria,« siger Bobby Zachariae.
Forskning publiceret for nylig i tidsskriftet Proceedings of the Royal Society B peger på, at mennesket har et indgroet kradse-forsvar, der skal beskytte os mod myg, flåter og andre snyltere. I et videobaseret – og altså audiovisuelt forsøg – fik klip med myg huden til at klø hos forsøgspersoner.
Det kan du læse mere om i artiklen her: Kribler din hud? Kradse-reaktion beskytter os mod snyltere, tyder studie på.
»Man taler også om 'smitsom' eller 'empatisk' kløe. Ser man andre klø sig, begynder man ofte at mærke kløe og begynder selv at klø sig. Det samme kan man observere blandt aber,« fortæller Bobby Zachariae.
»Man kan ud fra et evolutionært perspektiv forestille sig, at det har været vigtigt for aber og sociale dyr andre dyr at reagere på kløe udløst af lus og andre insekter. Hvis man observerer andre i gruppen klø sig, bliver man hurtigere opmærksom på, om man selv er smittet med lus.«
Da journalisten påpeger, at hun i den anden ende af telefonen efterhånden begynder at få en lyserød kulør over hele kroppen på grund af en manisk kløetrang under hele interviewet, griner professoren:
»Jeg klør også, fordi vi snakker om det.«
Spørg Videnskaben siger tak til Bitten for det gode spørgsmål - og tak til forskerne for de oplysende svar. Sidder du også med et godt spørgsmål, som forskerne skal svare på, så skriv til sv@videnskab.dk.
