Hvorfor kan vi ikke huske det, vi lærte i skolen?

Hvordan var det nu med de andengradsligninger? Og hvor er det, Burkina Faso ligger?

Af og til virker det som om, at stort set intet at det, vi lærte i skolen, sidder tilbage i den grå masse inde bag pandebrasken.

Men kan det virkelig passe, at det meste af vores tillærte viden er gået tabt? Og hvorfor husker vi ikke det, vi lærte i skolen?

Spørg Videnskaben søger et svar hos den norske hukommelsesekspert Pål Johan Karlsen, der forsker i arbejdshukommelse ved Institutt for psykologi på Universitetet i Tromsø.

Pål Johan Karlsen fortæller, at vi faktisk husker langt mere, end vi tror.

»Men på den anden side: Jovist, vi glemmer virkelig meget. Det er fuldstændigt normalt og helt som det skal være.«

Pål Johan Karlsen kan fortælle, at det meste af det, vi lærer eller oplever, glemmes i løbet af de første timer, dage og uger. Men det, som sidder tilbage efter flere uger, sidder gerne så godt fast, at vi kan huske det mange år senere. Dog ikke for evigt.

Glemselskurven

Det var en tysk filosof Hermann Ebbinghaus, som i slutningen af 1800-tallet var den første, som studerede hukommelsen efter naturvidenskabelige metoder.

Den dag i dag bruges Ebbinghaus' glemselskurve i psykologien. Glemselskurven kan sammenlignes med en skihopbakke.

.

Det går voldsomt nedad i begyndelsen, så flader det ud.

»For at reducere virkningen af glemselskurven, skal vi genopfriske og repetere informationen.«

»Men det er et tveægget sværd, for hver gang du genopfrisker informationen, forstærkes mindet ikke blot, det forandrer sig også en smule - det bliver en sammensmeltning af mange forskellige begivenheder og er altså ikke hundrede procent til at stole på,« fortæller Pål Johan Karlsen.

Hukommelsens tre trin

Alt det, som vi skal huske, skal overleve tre trin:

1. Det skal indkodes
2. Det skal opbevares over tid
3. Det skal hentes frem ved den rigtige anledning

Hvis et eller flere af disse trin svigter... ja, så glemmer vi. Og der kan være flere grunde til det.

Derfor glemmer vi

»Én forklaring på at vi glemmer noget, er at vi aldrig lærte det ordentligt - det satte sig aldrig fast i hukommelsen. Vi var bevidstløse i gerningsøjeblikket, dagdrømte og fik ikke fat i det, som blev sagt, eller vi sjuskede med lektierne. Er vi opmærksomme, forøges chancen for en korrekt indkodning dramatisk,« siger Pål Johan Karlsen.

»En anden - og formentlig vigtigere - årsag til, at vi glemmer det, vi lærte i skolen, er, at informationen ikke bliver brugt. Det er nok den vigtigste grund til, at vi glemmer så meget af matematikken, eller navnene på alle staterne i USA.«

»En tredje forklaring handler også om, at opbevaringen svigter, fordi nye oplevelser ofte minder en del om gamle. Det skaber sammenblanding og svækkelse af ældre minder. Det kan være svært at adskille den ene skoledag fra den anden. Dagene er alle lidt forskellige, men de har også meget til fælles.«

»Den sidste ting som kan svigte, er, at hente det frem igen. Og denne proces bliver vanskeligere, jo ældre man bliver. Det tager gradvis mere tid at grave ting frem fra hukommelsen.«

»Du ved, du kender svaret - et navn eller et ord - men kan bare ikke komme på det. Du fisker mange forkerte forslag frem, og disse forstyrrer så for det minde, du egentlig er på jagt efter. Tager du dig tid til det, dukker det rette minde som regel op til sidst.«

»Desuden hjælper påmindelser - for eksempel vil du kunne huske flere minder fra skolen, hvis du rent fysisk opsøger den, eller bladrer i gamle skolebøger,« fortæller Pål Johan Karlsen.

Det husker vi bedst

Ifølge hukommelsesforskeren kan vi bedst huske det, som gør indtryk på os. Og vi husker dårligst det, som ikke har konsekvenser for os, hverken på den ene eller den anden måde. Vi husker det, vi taler om og reflekterer over, og glemmer det, som ikke interesser os så meget i det øjeblik.

Men når du spiller 'Trivial Pursuit' eller 'Bezzerwisser', kan du alligevel blive forbløffet over hvor megen unyttig information, du har fyldt hovedet med. Information, du ikke kan forestille dig kan bruges til andet end netop at spille spil med.

»Det er helt klart mere en fordel end en ulempe, at vi er i stand til at huske mere, end vi strengt taget har behov for,« siger Pål Johan Karlsen.

»For det første har langtidshukommelsen ikke nogen begrænset kapacitet - der er altid plads til mere. Det er ikke sådan, at man til sidst når til et punkt, hvor noget ryger ud, for at der skal kunne være plads til noget nyt.«

»For det andet er det sådan, at det du ved fra tidligere, er holdepunkter, som hjælper dig med at forstå verden og lære nye ting. Man kan sige, at det er en 'sneboldeffekt': Jo mere du ved fra tidligere om et emne, jo lettere er det, at lære endnu mere. Det er lidt som at få i både pose og sæk.«

Hukommelsesbanken

Pål Johan Karlsen sammenligner hukommelsen med en lille, personlig og humørsyg bank.

»Vi skal sætte noget ind, for at have noget at hente ud senere. Og så skal vi huske koden for at kunne hente det, og det kan vi ikke altid, og desuden fungerer teknikken ikke altid 100 procent. Men det fine ved denne bank er, at trækker man noget ud, så reducerer man ikke saldoen på kontoen. Tværtimod, så skaber hvert udtræk mere 'business'!«

Så man husker det man lærte i skolen?

»Meget af vores viden fra skoletimerne ligger der ubevidst. Det gælder ikke mindst kulturelle referencer, ordforråd, vaner og sociale færdigheder, og hvordan vi angriber problemer. Så vi husker mere, end vi tror; vi tænker bare ikke på det som hukommelse.«

»Vi har en tendens til at overse alle de gange, hvor hukommelsen fungerer. Det er, når den svigter, at vi bemærker det - og bliver irriteret eller flove,« fortæller Pål Johan Karlsen.

Hvordan kan man huske bedre?

»Det betaler sig at repetere, og at sætte ting i sammenhæng. Det lyder måske kedeligt - vi har nemlig lært, at indvendig viden, såkaldt forståelse, er vigtigere end udvendig og overfladisk viden: mekanisk opremsning af fakta.«

»Men de to tingene hænger sammen. Det er svært at opbygge viden uden grundstene og byggeklodser, og mange af 'byggeklodserne' må vi simpelthen gentage og gentage, før de hænger fast,« afslutter Pål Johan Karlsen.

© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov