Hvilke bakterier er tarmens bedste venner?

Din tarm indeholder 100.000 milliarder bakterier, og de seneste 30 år har forskere fundet ud af meget mere om, hvordan tarmbakterier påvirker kroppen og hænger sammen med vores sygdomme og sundhed.

Men hvad ved vi egentlig præcis om, hvilken sammensætning af bakterier, der gavner os, og hvilken der ikke gør? Det kan du læse om i det følgende, der er et uddrag fra bogen 'Mavefornemmelser og mikrobiologi'.

Hvad er en sund tarmmikrobiota? Svaret blæser i vinden. Forskere og lægfolk har dog et par pejlemærker for, hvad der kendetegner et sundt bakteriesamfund i tarmen. For det første er diversitet et plusord.

Når mange forskellige arter er repræsenteret i tarmen, og det ikke kun er nogle få arter, der dominerer det hele, så betragter vi det som et sundt bakteriesamfund. Men det er svært at svare entydigt ja eller nej til, om diversitet er godt.

Dine tarmbakterier er sladrehanke

Vi ved, at en høj diversitet af mikroorganismer i tarmen giver en stærk koloniseringsbarriere, som gør det svært for nye og potentielt sygdomsfremkaldende bakterier at finde fodfæste i tarmen.

Vi ved også, at en høj diversitet af planter i kosten skaber en høj diversitet af bakterier i tarmen. Samtidig er plantekost også sund af mange andre årsager, som ikke har noget med tarmens bakterier at gøre.

Inden plantefibrene overhovedet når ned til tarmbakterierne, frigiver den grønne kost en masse vitaminer, antioxidanter og sunde plantestoffer til vores krop. Så snarere end at være årsag til sundhed er bakteriediversiteten måske mere en slags markør – en sladrehank, der fortæller, om vi spiser sundt.

Men hvis man er ældre og skrøbelig og har svært ved at holde vægten, er de mange mættende plantefibre ikke nødvendigvis et godt valg – og så vil det ikke være sundt at prøve at forbedre bakteriediversiteten med en fiberholdig kost.

De ammede børn, som er omtalt tidligere i bogen, viste en markant lavere diversitet af bakterier i tarmen end ikke-ammede. Samtidig ved vi ubetinget, at amning er sundt for et spædbarn. Så for det lille barn er en høj diversitet heller ikke i sig selv et udtryk for sundhed.

Mød tarmens største berømtheder

Der er også bred enighed blandt forskere om, at mælkesyreproducerende bakterier er gode at have i tarmen. I mikroorganismernes hall of fame finder vi bifidobakterierne og laktobacillerne, altså bakteriearter, der tilhører slægterne Bifidobacterium og Lactobacillus.

Begge slægter producerer mælkesyre. Men mens laktobacillerne godt kan lide at lave mælkesyre ud fra mælkesukker, benytter bifidoerne andre typer kulstofkilder som oligosakkarider fra modermælk eller hvedemel. På trods af deres status som tarmens berømtheder er det vigtigt at forstå, at ingen af disse slægter er dominerende i tarmen hos voksne, raske mennesker.

Lactobacillus udgør maksimalt et par procent af tarmens beboere, og hos mange mennesker finder vi dem slet ikke. Bifidobacterium-arter udgør op til 4 procent af tarmens bakteriesamfund hos voksne, men det er nogle andre arter af slægten end dem, spædbørn bærer rundt på, der som nævnt kan nå helt op på 90 procent under amning.

Mælkesyrebakterier udvikler spædbørns immunsystem

De mælkesyreproducerende bakterier er typisk til stede som nogle af de første i det nyfødte barns tarm. Dels fordi barnet kommer i kontakt med dem via moderens fødselskanal og endetarm, dels fordi de formerer sig ved hjælp af næring – laktose og oligosakkarider – som findes i modermælken.

Denne første kolonisering spiller en enorm rolle for immunsystemets udvikling. Den modermælkselskende B. infantis omsætter aminosyren tryptofan til et stof, som bidrager til en gavnlig udvikling af barnets immunsystem.

Utallige laboratoriestudier viser, at de mælkesyreproducerende slægter påvirker immunceller og tarmceller på diverse måder. Men resultaterne er svære at fortolke, fordi cellerne og bakterierne ofte opfører sig anderledes, når de er adskilt fra deres naturlige system, end de gør in situ i kroppen.

Der findes mig bekendt ikke solide data fra studier i mennesker, der viser, at en høj forekomst af Lactobacillus og Bifidobacterium i sig selv er gavnlig for raske voksne. Det fortæller nok nærmere noget om, hvorvidt man spiser yoghurt og hvedebrød.

En af tarmens bedste venner vil helst gemme sig

Så hvis jeg skal pege på bakterier, der typisk vil være til stede i en sund voksentarm, falder valget nok på nogle lidt mere eksotiske arter, som først nu er ved at tilkæmpe sig en plads i hall of fame. Den vigtigste af dem er F. prau, som ældre søskende forærer til de yngre.

Bakterien findes hos alle raske voksne, hvor den udgør cirka fem procent af tarmmikrobiotaen. Det gør den til en af de mest almindeligt forekommende arter i tarmen, og der er efterhånden belæg for at sige, at den er en af tarmens bedste venner.

F. prau producerer smørsyre, som påvirker immunsystemet og tarmvæggen i gavnlig retning. Inflammatoriske tarmsygdomme som Crohns sygdom og ulcerøs kolitis er typisk ledsaget af et lavere niveau af F. prau.

Men vi ved stadig meget mindre om denne bakterie end om mælkesyrebakterierne, fordi den er temmelig besværlig at håndtere i laboratoriet. Den tåler ikke ilt og vil hellere gemme sig i tarmens krinkelkroge, hvor solen aldrig skinner.

En venlig bakterie, der elsker slim

En anden venligtsindet bakterieart, som vi først er blevet opmærksomme på, efter vi fik de moderne sekventeringsteknikker, hedder Akkermansia muciniphila. Bakterien blev opdaget i 2004 af hollandske forskere og er kendetegnet ved sin store appetit på tarmslim.

Artsnavnet muciniphila betyder faktisk slimelskende. Selv om ordet tarmslim måske klinger ulækkert, er slimlaget på indersiden af tarmen meget vigtigt for tarmens funktion. Det hjælper afføringen til at glide lettere igennem, men det udgør også en væsentlig del af kroppens barriere mod sygdomsfremkaldende bakterier og andre dårligdomme.

A. muciniphila har specialiseret sig i at bruge kulstof og nitrogen fra tarmslimet. Stort set alle voksne har den slimelskende bakterie i tarmen, hvor den repræsenterer mellem 0,5 og 5 procent af alle tarmens bakterieceller.

Fordi den elsker slim, er den ikke afhængig af, hvad vi spiser. Den bor så at sige midt i sin mad – i tarmens slimlag – og er derfor i tæt kontakt med tarmens indre overflade. Meget tyder på, at dens forbrug af tarmslim bidrager til at vedligeholde en sund tarmoverflade, og et højt niveau af denne bakterieart vidner typisk om en sund tarmvæg og en lavere grad af usund inflammation i kroppen.

Balancekunster i tarmen

Uden at jeg skal gennemgå dem alle sammen i detaljer, er det altså muligt at pege på et par håndfulde bakteriearter, der typisk er til stede, når tarmsystemet og resten af kroppen har det godt. Tilsvarende er der bakterier, der ofte sladrer om, at noget uønsket er på færde i tarmen, selv om de ikke hører til de direkte sygdomsfremkaldende bakterier. Disse 'gode eller dårlige' arter kan man måle mængden af.

Der er gjort mange forsøg på at måle på det fænomen, vi i forskningen kalder for dysbiose, som betegner en ubalance i tarmfloraen. Jeg må indrømme, at jeg ikke er fan af begrebet. Ordet ubalance skaber en opfattelse af, at der eksisterer en form for balancepunkt, som tarmens bakteriesammensætning kan 'falde ud over'. På samme måde som klassens ballademager vipper stolen lige en centimeter for langt bagover, så den vælter.

Men der er næppe grund til at tro, at det er sådan, tingene fungerer i vores fordøjelseskanal. Der er nemlig heldigvis ikke noget, som tyder på, at bakteriesamfundet i tyktarmen pludselig skulle rutsje ned ad dysbiosebakken mod point of no return, fordi vi har spist en burgermenu for meget.

Antibiotika ændrer sammensætningen af tarmbakterier

Der er derimod masser af eksempler på, at bakteriesamfundet ændres drastisk, mens vi tager antibiotika. En sådan ændring giver typisk færre gode bakterier og flere dårlige. Men i min optik svarer det til, at vi med vilje tager stolen og lægger den ned på gulvet med det samme. Vi kan også rejse stolen op igen ved at stoppe med at spise antibiotika.

Det er dog ikke altid, bakteriesamfundet bliver helt sig selv igen. Det sker også, at behandling med antibiotika laver så meget ravage i tarmen, at ubehagelige bakterier som Clostridioides difficile ser deres snit til at vokse og giver sygdom og diarré efter ophør af antibiotikabehandlingen.

Inflammatoriske tarmsygdomme ændrer ilt- og næringsforholdene i tarmen, og det får bakteriesamfundet til at reagere og sladre om, at der er noget galt. Men billedet af en ubalance er efter min mening lidt svært at have med at gøre. I hvert fald hvis man opfatter det sådan, at bakteriesamfundet på en eller anden måde kan komme til at rulle i en forkert retning af sig selv.

Det ændrer dog ikke på, at et forsøg på at måle dysbiose eller ubalance kan give mening i forskellige sammenhænge. Det gælder for eksempel, hvis man vil stille en diagnose på inflammatorisk tarmsygdom. Så kan lægerne og forskerne sammenligne et atypisk bakteriesamfund med samfund fra gennemsnitlige raske mennesker eller lede efter en voldsom over- eller underrepræsentation af bestemte arter.

Det er bare vigtigt at forstå, at dysbiose i tarmen lige så vel kan være resultatet af en sygdom eller behandling, som det kan være årsagen til den. Og det er nok heller ikke muligt at lave en generel definition af, hvornår bakteriesamfundet er dysbiotisk, fordi vi alle sammen helt naturligt har forskellige tarmmikrobiomer.

Det er lidt som at spørge, hvor høj man skal være, før det kan kaldes et problem. Det kommer jo an på, hvor meget eller lidt man vejer, hvor lange ens bukser er, og hvor højt der er til loftet.

Kender du enterotypen?

Det er i det hele taget svært at putte tarmens bakteriesammensætning i passende kasser. Det ville ellers godt nok gøre mange ting lettere for forskerne, hvis vi for eksempel kunne sige, at der findes tre slags tarmbakteriesamfund. Og det var der faktisk nogle, der sagde i 2011, hvor begrebet enterotyper dukkede op i en artikel i det anerkendte tidsskrift Nature med en lang række forskere fra flere lande på forfatterlisten.

Forskerne havde gravet dybt i databaserne med sekventeringsdata og opdelt menneskers tarmmikrobiom i tre enterotyper. Selv om det er dejligt overskueligt med tre slags tarmbakteriesamfund, blev inddelingen genstand for heftig debat i forskningsverdenen. Det har hidtil været svært at sige noget om menneskers sundhed på baggrund af de tre typer. De er hver især kendetegnet ved en relativt høj forekomst af en af slægterne Bacteroides, Prevotella og Ruminococcus. Det er også stadig til diskussion, om grupperne reelt er adskilte.

Nogle forskere har senere fundet, at der kun er to enterotyper, andre, at der er fire eller flere, og andre igen, at det hele netop bare er det, vi kalder et kontinuum. På samme måde, som hvis vi ville inddele mennesker efter højde i en lav gruppe og en høj gruppe. Vi ville ikke være i tvivl om ekstremerne, men det ville være svært at sige, præcis hvor skillelinjen mellem den ene og den anden gruppe skulle være.

Mange andre forskere har forsøgt at sætte etiketter på vores bakteriesamfund uden held. Men man kan se på bakteriesamfundet, at vi er mennesker, og om vi er i antibiotikabehandling eller har alvorlige tarmsygdomme. Og vi bliver bedre og bedre til at bruge bakteriesamfundet til at stille en række diagnoser.

Det er også nemt at tage en afføringsprøve, sekventere DNA’et fra bakterierne i prøven og på basis af bakteriesammensætningen finde ud af, om afføringen har mest til fælles med prøver fra mennesker eller køer. Og så kan man jo på den måde aflevere sin prøve og få at vide, om man er menneske eller ko. Men der er nok nemmere måder at undersøge det på.