»Højtider og familiesammenkomster er det sværeste for vegetarer. Kun 2 ud af 10 synes, det går fint,« siger Annechen Bahr Bugge.
Hun forsker i mad ved OsloMet. For to år siden undersøgte hun, hvad det vil sige at være vegetar i Norge i dag. Undersøgelsen havde 800 deltagere, hvoraf halvdelen var vegetarer og veganere, mens resten spiste fisk, men ikke kød.
De fleste følte, at det gik fint med ikke at spise kød i hverdagen. Caféer og restauranter har som regel grønne alternativer, og på arbejdet og med vennerne var det ikke et problem.
Men i julen er de helt alene. Kun tre procent af befolkningen spiser vegetarmad juleaften.
»Mange gør en undtagelse og vælger at spise kød til julemiddagen af hensyn til traditionen og følelserne omkring julen. Men det er også muligt at spise tilbehøret og eventuelt tage en pakke vegetarmad med,« siger Annechen Bahr Bugge.
Vær velforberedt inden julefesten
Før var kategorierne rigide: Enten var du vegetar, eller også var du ikke.
Nu er mange flexitarer, det vil sige, de undgår kød, men spiser det, når det er nemmest, eller de har lyst. Men det gælder ikke for vegetarer og veganere. De spiser hverken kød eller fisk.
Pål Thorbjørnsen er informationsansvarlig i Norsk Vegetarforening og vegetar. Han råder vegetarer til at gå velforberedt til julefest, og han er enig med Annechen Bahr Bugge i, at det er en god idé at have færdigvarer i tasken.
Ikke desto mindre er det meget nemmere at få en vegetar på besøg, end mange tror. Vegetarmad er hverken dyr eller krævende, mener Pål Thorbjørnsen.
\ Læs også
Meget juletilbehør er vegetarisk
Det meste juletilbehør er som regel vegetarisk - for eksempel stuvet kål, rødkål, salater, desserten, gløgg og julekagerne.
Det gør det muligt for vegetarerne at finde noget spiseligt ved et julebord med mange retter og den traditionelle julefrokost.
»Der er så mange retter, at alle burde kunne finde noget, der smager dem. Der er ingen grund til at gøre det til et større problem, end det er,« mener Annechen Bahr Bugge.
»Det er som regel kun hovedretten, der skiller sig ud,« siger Pål Thorbjørnsen.
Her er nøddesteg (bagte svampe, nødder og forskellige rodfrugter, red.) traditionel julemad for vegetarer.

»Nøddesteg er blevet serveret til jul i tæt på 150 år, lige så længe som der har været vegetarer i Norge. I de senere år er vegetarfrikadeller også blevet populære,« siger Pål Thorbjørnsen.
Der er i det hele taget mange færdigvarer i butikken, som gør det nemt for værten.
»Jeg anbefaler at spørge vegetargæsten, hvad de foretrækker, da det gør tingene lettere for begge parter,« råder Pål Thorbjørnsen.
\ Opskrift på nøddesteg hitter i Norge i december
I supermarkederne har de færdiglavede vegetarprodukter, men også opskrifter på vegetarmad.
»Vores erfaring er, at vegetarer og veganere i mindre grad køber køderstatninger, men hellere laver retter fra bunden, med grøntsager, linser, bønner, svampe og nødder,« siger Nina Horn Hynne, som er kommunikationschef i Meny i Norge.
Den mest populære vegetaropskrift på meny.no i december er ifølge Nina Horn Hynne nøddesteg.
Men ligesom anden julemad kan vegetar-julemaden også købes færdiglavet. Meny sælger nøddesteg, julesteg, vegetarfrikadeller og vegansk julepølse før jul.
Hver december stiger salget af pølser desuden i Norge. Det gælder også for de vegetariske pølser.
Flest vegetarer blandt unge i hovedstaden
I en undersøgelse om norske spisevaner i julen fandt Annechen Bahr Bugge ud af, at fem procent spiser vegetarmad til jul.
Men der er forskel på alder og bopæl. Ti procent af de yngste spiser vegetarisk - og ti procent af dem bor i Oslo.
\ Vegetarmad på restaurant-menuen
Selv de mest traditionelle julerestauranter byder på vegetarmad.
Café Engebret i Oslo har eksisteret i 166 år. I december står menuen på flæskesteg, pinnekjøtt (norsk specialet af tørret og saltet lammekød), smalahove (en vestnorsk traditionel ret lavet af et fårehoved) og lutefisk (ludfisk - traditionel ret af tørret fisk).
»Men vi har altid en vegetarisk og vegansk mulighed,« fortæller restauratør Kay Johnsen på Engebret.
I december får vegetarerne rødbedetatar med hasselnødder til forret. Hovedretten er vegetarfrikadeller lavet af linser og kikærter med rodmos og syltet rødkål, kartofler og smørsauce med julekrydderier.
Hver dag bestiller omkring 10 gæster vegetarisk eller vegansk, ifølge Kay Johnsen.
Også restauranten Gamle Raadhus i Oslo har grønne alternativer på menuen i december. Det er især til frokost, at de mærker, at mange vælger vegetarisk frem for kød.
Ny julemad kan virke fremmedgørende
For flæskestegsspiserne er torsk eller andre alternativer til julemiddagen en prøvelse. Alt, hvad vi ikke er vant til, kan virke uforståeligt, siger Pål Thorbjørnsen.
Han fortæller, at man før i tiden i højere grad så vegetargæster som besværlige. Vegetarerne måtte gå på listefødder for ikke at støde andre. Nu er grønne madvalg blevet langt mere almindelige, og tendensen vokser for hvert årti, ifølge Norsk Vegetarforening.
»Holdningerne er under forandring. Men jeg anbefaler ikke at tage diskussioner om madvalg ved bordet, men hellere senere. Det skaber den bedste stemning,« siger Pål Thorbjørnsen.
\ Læs også
Er nogle for besatte af sund kost?
Fødevareforsker Annechen Bahr Bugge mener, at der hurtigt kan opstå en del postyr omkring madpræferencer, allergier, intolerans og etisk overbevisning.
»Er der en grænser for, hvad man kan forlange af specielkost, når man er på besøg hos andre? Jeg har talt med nogle kokke, der sagde, at mænd over 50 er de bedste gæster. Det eneste, de kræver, er mere at drikke,« siger Annechen Bahr Bugge.
Hun har tidligere skrevet om lidelsen 'ortoreksi', hvor man er ekstremt optaget af at spise rigtigt og sund mad.
»Der er folk, der er besat af at spise sundt, men så bliver nej-listen for lang og alle former for social spisning umulig.«
Julemad er jo ikke specielt sundt.
»Det handler mindre om sundhed og mere om tradition, identitet og tilhørighed. Så at sige er alle i Norge meget glade for juleritualerne og det sociale fællesskab, og her spiller måltiderne en vigtig rolle,« siger Annechen Bahr Bugge.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
\ Kilder
- Annechen Bahr Bugges profil (OsloMet)
- Pål W. Thorbjørnsens profil (Norsk Vegetarforening)
- Nina Horn Hynnes profil (Linkedin)
- Bugge, Annechen Bahr og Henjum, Sigrun: Vegetarianisme – en studie av sosiale, praktiske og kroppslige aspekt ved å ha et helt eller delvis vegetarisk spisemønster. SIFO-rapport, OsloMet 2021.
- Bugge, Annechen Bahr: Jul – pynt, gaver, klær og mat. SIFO-rapport, OsloMet 2019.
































