Hvad er intelligens?

’Der er nogen hjemme’.

Sådan siger vi tit om vores nærmeste venner og kolleger, mens vi ivrigt tapper vores pegefinger mod tindingen.

Men hvad betyder det egentlig at være intelligent? Det spørger vores læser Malene Petersen om.

»Man skal ikke have været en del af denne verden ret længe, før det går op for én, at nogen mennesker er kvikkere end andre. Men hvad vil det egentlig sige at være intelligent? Er vores intelligens fastlagt fra fødslen, eller kan man gøre noget for at blive lidt skarpere?« spørger hun.

Uendeligt mange definitioner

Videnskab.dk går på jagt efter et klogt hoved og møder psykolog Peter Hartmann, der fik en ph.d.-grad i intelligens fra Aarhus Universitet tilbage i 2006. Ud over at forske i intelligens bruger han i dag sin viden til at udvikle intelligenstest for Hogrefe Psykologiske Forlag.

»Det er et godt spørgsmål, hvad intelligens er. Problemet er, at der er et uendeligt antal definitioner på intelligens, og hvis jeg nøjedes med at komme med en enkelt definition, ville jeres læsere straks sige, at de ikke var enige, og at det var en dårlig definition,« siger psykometriker Peter Hartmann, der både arbejder som censor i psykologi rundt om på landets universiteter og som desuden er ekstern lektor ved Institut for Folkesundhed ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet.

Han vover nu alligevel pelsen og fortæller, at intelligensforskningen overordnet set er delt op i to fløje.

1. Den klassiske fløj – definerer intelligensbegrebet snævert og er alene interesseret i, hvor gode vi er til at løse svære kognitive eller mentale problemer.
   
2. Den alternative fløj – definerer begrebet bredere og forholder sig også til den enkelte persons interesser og færdigheder.

Peter Hartmann melder selv klart ud, at han er medlem af den første fløj.

»I min verden handler intelligens ikke om, hvorvidt du kan drible en bold, eller om at du kan lave kinesisk mad. Den handler udelukkende om, i hvor høj grad du kan problemløse – at du kan løse komplekse opgaver og er i stand til effektivt at bearbejde informationer og gennemskue sammenhænge,« siger Peter Hartmann.

De første intelligenstests opstod i 1800-tallet

Intelligens-begrebet begyndte at tage form i slutningen af 1800-tallet, hvor psykologen Alfred Binet og psykiateren Théodore Simon konstruerede verdens første intelligenstest på bestilling fra det parisiske skolevæsen. Testene skulle bruges til at skelne mellem dårligt begavede børn og dem, der var dovne og uopdragne, og de viste sig at være super gode til formålet. De vandt derfor også hurtigt indpas overalt i USA og Europa.

I 1904 opdagede den engelske psykolog Charles Spearman, at personer, der klarede sig godt i én mental eller kognitiv opgave typisk også gjorde det i alle andre. Det fik ham til at foreslå, at hjernen har en generel kognitiv evne, angivet ved ‘g-faktoren’, som bestemmer, hvor gode vi er til at løse komplekse opgaver.

»Det var startskuddet til den klassiske forestilling om, hvad intelligens er, som stadig er fremherskende i dag: Personer med en høj g-faktor er altså intelligente,« siger Peter Hartmann.

Intelligens er en generel egenskab ved hjernen

G-faktoren er ikke noget, der kan måles og vejes. Man har en forventning om, at g-faktoren er en egenskab i hjernen, men man ved ikke specifikt, hvad den er eller hvor i hjernen, den sidder.

Teorien om, at g-faktoren er en specifik egenskab ved hjernen bakkes op af det faktum, at en blodprop i hjernen sjældent gør personen mindre intelligent, men typisk går ud over specifikke færdigheder som f.eks. evnen til at tale.

»Én af hypoteserne er, at det er en biologisk egenskab ved de såkaldte neuroner, som er de hjerneceller, der bearbejder de informationer, vi hele tiden får ind i hjernen. I hvert fald har det vist sig, at mennesker, der har en høj g-faktor har neuroner, der er mere effektive end hos almindeligt begavede mennesker,« siger Peter Hartmann.

Meget tyder på, at vores intelligens også er arvelig, for flere studier har vist, at søskende ofte har et påfaldende ens intelligensniveau, også selv om de er vokset op i to meget forskellige miljøer. De gener, man får med sig fra sine forældre, bestemmer langt hen ad vejen, hvor godt begavet man bliver.

Høj g-faktor er lig høj intelligens

G-faktoren er altså et mål for vores intelligensniveau, men det er ikke den eneste faktor, der bestemmer, hvor godt vi klarer os i livet.

1. Ud over g-faktoren er vores hjerne også udstyret med op mod 70 snævre evner som f.eks. evnen til at læse og forstå, samt leksikalsk viden, som bestemmer, hvor godt vi klarer os inden for specifikke områder.
   
2. Dertil kommer 10 bredere evner som f.eks. evnen til at lære sprog, at opfatte objekter visuelt og rummeligt, at tænkte logisk-abstrakt, samt at lære og huske nye ting, der også har betydning for, hvor gode vi er til at løse en opgave.

Intelligenskvotienten er et mål for de tre ting tilsammen: din g-faktor sammen med dine brede og snævre evner.

»Din g-faktor giver dig et vist niveau og sætter de overordnede rammer for, hvad du kan. De snævre og brede evner giver dig nogle specifikke styrker og svagheder, når du skal løse en opgave. Det er én af forklaringerne på, at en person godt kan være bedre til matematik end til sprog,« pointerer Peter Hartmann.

Skolen kan kun træne færdigheder

Spørgsmålet er så, om man kan øge sin intelligens – det vil sige få en højere g-faktor – men det er der desværre ikke noget, der tyder på.

»Selv om hjernen hele tiden udvikler sig og danner nye nervebaner, så ser det ikke ud til, at du kan øge din intelligens gennem træning. Det kan ikke lade sig gøre at hæve sin g-faktor,« siger Peter Hartmann.

Han henviser til et amerikansk studie, hvor man forsøgte at træne forsøgsdeltagernes intelligens. Træningen gjorde deltagerne bedre til matematik og andre specifikke fag, men det rykkede ikke den mindste smule ved g-faktoren, som er et mål for personens intelligens.

Man er udstyret med den intelligens, man nu engang har fra fødslen, og så gælder det om at få det bedste ud af den ved at træne sine færdigheder. Man kan f.eks. træne sin hukommelse ved at forsøge at huske talrækker eller øve sig i at læse, som man typisk gør i skolen.

»Sigtet med skolen er ikke at gøre eleverne mere begavede, men at give dem nogle færdigheder. Skolens mission er at udstyre eleverne med de specifikke kompetencer, der er nødvendige for at kunne begå sig godt i livet,« siger Peter Hartmann.

Teori om syv intelligenser får kritik

Den klassiske teori om intelligensfaktoren er de seneste årtier blevet udfordret af en ny alternativ teori, som er fremsat af den fremtrædende amerikanske psykolog Howard Gardner.

Han argumenterede i 1980erne for, at vi mennesker ikke er udstyret med én, men hele ni forskellige intelligenser:

• 1. Den sprogligt-verbale
• 2. Den personlige
• 3. Den sociale
• 4. Den logisk-matematiske
• 5. Den musikalske
• 6. Den rummeligt-visuelle
• 7. Den kropslige-kinæstetiske
• 8. Den intrapersonlige
• 9. Den eksistentialistiske

Teorien fik stor opmærksomhed i hele verden og blev også bragt til torvs af to danske hjerneforskere, Mogens Hansen og Kjeld Fredens, der i sin tid arbejdede på Aarhus Universitet.

»Mogens og jeg brændte varmt på teorien i 1987. Vi syntes, det var spændende at læse om, fordi det var en kontrast til den stivnede IQ-debat, der beskrev intelligens som noget, der var uforandlerligt og medfødt,« siger Kjeld Fredens.

»Gardner snakkede om de syv “intelligenser”, men som han selv skrev i forordet til sin bog om det samme emne, så var det forlaget, der foreslog det, fordi intelligens er noget, der sælger,« fortæller Kjeld Fredens.

Alternativ teori var et friskt pust

Gardner var utilfreds med måden at måle intelligens på. Han arbejdede med neuropsykologi og kunne se, at man kunne få skader på hjernen, der kunne ramme forskellige kognitive funktioner. Det gav ham den idé, at hjernen rummer adskildte intelligenser, som han kaldte for moduler.

Han satte kriterier op for, hvordan man kunne snakke om modul.

»Denne teori inspirerede undervisere, fordi man undgik at sige, at en elev var uintelligent og i stedet kunne fokusere på, at en elev kunne være god til forskellige ting. Jeg kunne godt lide tankegangen, fordi man fik et meget mere nuanceret syn på læring,« siger Kjeld Fredens.

Vi følger op på diskussionen om IQ og intelligens i de næste uger. Indtil da: Tak for det kvikke spørgsmål, der som belønning udløser en rød t-shirt.

Du kan læse flere gode svar på spørgsmål i Spørg Videnskaben.

Faktaboksen om IQ-klassificering er opdateret 24. juni 2021 med en mere moderne klassificering.