Gruppesammenhold øger atleters smertetærskel

Kun ganske få sportsgrene kræver lige så meget ubønhørlig, torturlignende pinsel og smerte som roning. Og endnu færre har et lige så loyalt og tæt kammeratskab.

Hvorfor passer smertefulde sportsgrene og sammenhold så godt sammen?

Inden for konkurrencesporten kan de lykkelige, euforiske øjeblikke virkelig højne holdets sammenhold og indbyrdes glæde.

Og den fælles smerte kan også skabe og styrke sammenholdet blandt mennesker, der deler svære oplevelser.

LÆS OGSÅ: Kan man øve sig til en OL-medalje?

Gruppesammenholdet er konsekvens af fælles smerte

I hjernen bliver glæde og smerte formidlet af de samme kemikalier, heriblandt endorfiner og endocannabinoider (kroppens egne hashlignende stoffer), der som bekendt er smertestillende og producerer følelsen af velvære og glæde.

Det faktum, at gruppesammenholdet er en konsekvens af den fælles smerte, forklarer, hvorfor smertefulde sportsgrene fremavler tætknyttede teams.

Men der er desuden evidens, der viser, at forbindelsen også går den anden vej.

For eksempel oplever mennesker smerten mindre intenst, hvis der er noget tilstede, der bekræfter sociale tilhørsforhold og opbakning som eksempelvis et familiebillede.

I forbindelse med sportsgrene, hvor smerten har en effekt på præstationen - hvilket er tilfældet for de fleste sportsgrene - kan gruppesammeholdet have en stor effekt på både den individuelle og på gruppens konkurrenceevne.

LÆS OGSÅ: Psykologer: Vi kan alle lære af sammenholdet på Islands landshold

Smerten påvirkes af hjernen

For helt at forstå forbindelsen skal vi se på, hvordan smerten egentlig fungerer.

Når vi føler et varmt og smertefuldt stik i huden, reflekterer omfanget af smerte ikke kun varmemængden i stimulus.

Den oplevede smertes intensitet og smertebearbejdelsen i hjernen afhænger af en række kontekstuelle og kognitive faktorer, som for eksempel om vi er i nærheden af en god ven, eller om vi har modtaget behandling, som, vi tror, kan dulme smerten.

Det danner basis for, hvad man kalder placebo analgesi på fagsprog (analgesi betyder ’uden smerte’, red.), hvor forventningen om og tiltroen til den smertestillende medicin kan reducere smertens intensitet og måden, den bearbejdes i hjernen, på trods af at der er tale om en ‘virkningsløs’ behandling.

LÆS OGSÅ: Placebo-effekt: Lægens ord ændrer virkningen af medicinen

Sportspræstationer forbedres med placebo

Vi ved, at man kan forbedre sportspræstationer, der involverer smerte og dens nære slægtning - udmattelse - gennem placebo behandlinger.

Ligesom i tilfælde med mange andre forsvarsmekanismer, som kroppen benytter for at beskytte sig selv, er atletens smerte måske en adaptiv 'beslutning' eller vurdering foretaget af kroppen og hjernen.

Vurderingen lyder enten på at producere eller forøge smerten, hvilket er en sikker måde at få os til at sætte farten ned, så vi undgår yderligere skader og muliggør restitution.

Eller også kan vi blokere og reducere smerten og derved være i stand til at fortsætte og nå i mål - også selvom det kan resultere i skader fra overanstrengelse i det lange løb.

LÆS OGSÅ: Hvorfor føler vi smerte?

Hjernen opvejer målets værdi

I denne opvejning har både målets værdi, hvor alvorlige de potentielle skader vil være samt restitutionsforholdene alle stor betydning.

Det er ikke værd at sætte liv og lemmer over styr for et ikke-værdifuldt mål.

Derimod er et værdifuldt mål - som eksempelvis at redde livet eller en olympisk guldmedalje - måske det hele værd.

Så her knokler kroppen bare afsted, mens den blokerer smerten, hvis restitutionsforholdene er tilstrækkelige.

Smerte og udmattelse sætter ofte grænser for præstationen. Derfor er atleternes hårde træningssessioner også tit centret omkring at hæve tærsklen for smerte og udmattelse.

LÆS OGSÅ: Morfin eller motion: Hvordan kan man lindre kroniske smerter?

Handler ikke kun om fysik

Men smerteforskningen antyder, at det ikke kun handler om fysik.

Ubevidste processer involveret i kroppens smerteregulering - og derfor præstation - er påvirket af den værdi, som atleterne tilskriver prisen, eller om de opfatter miljøet som befordrende og støttende for restitutionen.

Andre mennesker er måske den allervigtigste variabel i denne opvejning.

Forvisningen om opbakning og støtte ved mållinjen reducerer smertens adaptive værdi i løbet af udfordringen.

I en vis forstand bliver omkostningerne ved etableringen af kroppens egne beskyttelsesmekanismer under løbet opvejet af opbakningen, hjælpen og restitutionen, modtaget fra andre efter løbet.

Billeder af fuldstændigt opbrugte olympiske deltagere; hjælpeløst sammenstyrtede i armene på deres holdkammerater, trænere og selv deres rivaler, illustrerer dette.

De er alle atleter, der med kun få millisekunder på en eller anden måde stred sig vej mod deres olympiske drøm.

LÆS OGSÅ: Kroniske smerter findes ikke kun i hjernen

Forbindelsen mellem smerte og holdindsats

Mine kollegaer og jeg har foretaget undersøgelser for at se, om der er en forbindelse mellem sportspræstation og social opbakning, smerte og udmattelse.

Et studie med medlemmerne af Oxford Universitys roklub undersøgte, om tærsklen for smerte og udmattelse var højere, når sportsfolkene roede alene eller sammen med deres holdkammerater.

Sportsfolkene roede enten alene eller sammen med deres holdkammerater på stationære ergometre eller romaskiner.

Vi målte deres smertetærskel ved hjælp af blodtryksmanchetter, der var pumpet op, indtil forsøgsdeltagerne rapporterede ubehag.

Vi beregnede smertetærsklen både før og efter 45 minutter uafbrudt roning.

Tempoet var det samme i begge sessioner.

LÆS OGSÅ: Forsker: Her er seks faktorer, som gjorde Leicester til mester

Gruppen fik smertetærsklen til at stige

På linje med tidligere forskning, der viste, at motion tilskynder en stigning i aktiviteten af de smertedulmende endorfiner og endocannabinoider, så steg smertetærsklen markant i både solo og gruppe roning-sessionerne.

Men smertetærsklen var meget højere for forsøgsdeltagerne i gruppen, faktisk knap dobbelt så høj som blandt solo-roerne.

Vores forskning vil fortsætte med at at undersøge om atleterne kan blive hurtigere og mere udholdende, når de har deres gode holdkammerater, venner og supportere i nærheden.

Hvis det er tilfældet, så kan det være, at vi kommer til at se evidens på noget, som vi længe har været vidende om, men som vi ikke rigtig har forstået - nemlig en slags social placebo, hvor forventningen om opbakning, støtte og sikkerhed er selve arkitekturen bag smerten og udmattelsen.

Vores forskning er begyndt at afsløre, hvorfor gruppesammenholdet er så afgørende, selv for eliteatleter hvis kroppe er udviklet til fysisk perfektion.

Atletens evne til at konsumere social opbakning og støtte - fra holdkammerarter, familie og fans - kan nemlig vise sig at være en af naturens mest effektive præstationsfremmende midler.

Emma Cohen hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.

Oversat af Stephanie Lammers-Clark