Kan man øve sig til en OL-medalje?

Vi kender alle ordsproget 'Øvelse gør mester'. Men passer det?

I 1993 udviklede psykologen K. Anders Ericsson og hans kollegaer en ny måde at træne eller øve sig på, som de kaldte 'deliberate practice view'.

Teorien foreslår, at træning, der er af høj kvalitet – altså målrettet (deliberate) – i høj grad kan forklare præstationsforskellen mennesker imellem.

Sagt med andre ord, hvis Person A er ekspert, og Person B er middelmådig, så kan den store forskel på deres individuelle præstationer tilskrives en lige så stor forskel på, hvor meget de hver især har trænet og øvet sig.

Bliver man ekspert efter 10.000 timers træning?

Størstedelen af evidensmængden bag denne påstand var, at de bedste violinelever, der deltog i Ericsson og hans kollegers studie, i gennemsnit havde akkumuleret 10.000 timer, hvor de målrettet havde øvet sig, hvilket var mere end gennemsnittet for de mindre

dygtige elever.

Forskningen var forløberen for 10.000-timers-reglen, introduceret af forfatteren Malcolm Gladwell i 2008.

Ifølge 10.000-timers-reglen går der 10.000 timers målrettet træning forud for, at man bliver rigtig god til noget.

Det er en efterhånden almindelig udbredt opfattelse, der bliver drøftet i mange poppede psykologi- og selvhjælpsbøger.

LÆS OGSÅ: Hvordan bliver jeg verdens bedste til noget?

Mange mennesker har taget forestillingen om, at vi kan blive lige, hvad vi vil, hvis vi er parate til at gøre det hårde arbejde og er målrettede nok, til sig.

Nogle mennesker tager kæmpe beslutninger på baggrund af denne idé – lige fra hvordan de opdrager deres børn, til beslutningen om at sige jobbet op og forsøge sig som PGA pro golfspiller.

Øvelse gør ikke altid mester

Og nu hvor sommer-OL i Rio er skudt i gang, kan vi være undskyldt i at spekulere på, om ikke også vi (eller vores børn) kunne stå på sejrskamlen – hvis vi bare havde øvet os, til vi var næsten perfekte.

Jeg er psykolog og forsker med en særlig interesse i ekspertise og dygtighed.

Jeg har data fra flere studier, der foreslår, at øvelse ikke nødvendigvis gør mester eller er en garanti for dygtighed.

Det er ikke alene vigtigt, nu da OL er i fuld sving, men også fordi skolen starter lige om lidt.

Er det vigtigste mål, at dit barn har det sjovt, lærer nye færdigheder eller omgås andre?

LÆS OGSÅ: Fodbold får børn i folkeskolen til at have det bedre

Eller er det vigtigere, at dit barn øver sig flittigt og modtager den bedste oplæring, så han eller hun kan blive den næste Tiger Woods eller Serena Williams?

Hvis det sidste er det vigtigste mål, kan det godt være, at du bør tænke dig rigtig godt om.

Målrettet træning betyder ikke alt

For nylig publicerede mine kollegaer og jeg en metaanalyse – en statistisk sammenfatning af resultater fra flest mulige videnskabelige undersøgelser af en afgrænset problemstilling.

Vores metaanalyse syntetiserede fundene fra studier udført om målrettet træning og sportspræstationer.

Vi fandt, at målrettet træning stod for gennemsnitligt 18 procent af variansen af sportspræstationerne.

Det vil sige, at hvis man sammenligner en meget dygtig atlet med en mindre dygtig atlet inden for den samme sportsgren, så forklarer træningen kun en lille del af præstationsforskellen.

LÆS OGSÅ: Disse to sportsgrene er de eneste, der med garanti gør dig sundere

De dygtigere atleter var lige så gamle som deres mindre dygtige kollegaer, da de startede med at dyrke 'deres' sport.

Selvom 18 procent ikke er til at overse, er det stadig meget langt fra teorien om, at målrettet træning – det vil sige træning for at forbedre sig – i stor udstrækning er ansvarlig for atleternes præstationer.

Det er også meget langt fra opfattelsen af, at man efter 10.000 timers træning er blevet ekspert. Og det er desuden i modstrid med idéen om, at jo før man begynder desto bedre.

Kompetenceniveauet havde en stor effekt

Vi fandt også, at omfanget af præstationsforskelle, der kan forklares gennem målrettet træning, ikke ændrede sig markant, når vi vurderede forskellige sportsgrene og atleter.

For eksempel forklarede målrettet træning et lignende omfang, uanset om det var en holdsport eller ikke en holdsport – eller om det var en boldsport eller ikke en boldsport.

Omfanget af præstationsvarians, der kan forklares med målrettet træning, var også ens for helt unge atleter og voksenatleterne.

LÆS OGSÅ: Enige forskere: Alle børn bør få pulsen op dagligt

En af de få markante faktorer, der havde en effekt på udfaldet, var kompetenceniveauet.

Når vi kun granskede eliteatleterne – der konkurrer på nationalt og internationalt plan samt ved verdensmesterskaberne og OL – blev effekten af den målrettede træning reduceret til sølle 1 procent af præstationsvariansen.

Adskiller ikke den gode præstation fra den fremragende

Dette resultat antyder, at selv om øvelse er nødvendig for at opnå et højt præstationsniveau, så adskiller det ikke den gode præstation fra den fremragende.

For eksempel har en middelmådig professionel tennisspiller sandsynligvis trænet lige så ofte og flittigt som Serena Williams.

Træningen er en vigtig faktor i, at begge spillerne spiller på professionelt eliteniveau.

Men alligevel er Serena Williams – helt på toppen af verdensranglisten i tennis – en meget bedre tennisspiller end den gennemsnitlige professionelle spiller.

LÆS OGSÅ: Svingende præstationer giver succes i tennis

På eliteniveau stemmer præstationen ikke overens med forskellen på, hvor meget spilleren træner.

Sportspræstationer er komplekse

Andre faktorer spiller også ind. Eksempelvis tilbøjelighed til skader, personegenskaber som selvtillid, kognitive evner, der har en effekt på, hvor hurtigt man bearbejder og reagerer på information, gener, der påvirker fysiske egenskaber som højde, procentdelen af hurtige og langsomme muskler, blodets maksimale iltningsniveau, og hvor godt personens krop reagerer på fysisk træning.

Sportspræstationer er komplekse. Det kan være svært at se, om dit barn er på vej mod en sejrsskammel på et olympisk stadium eller bare til at være den næstbedste i den lille lokale klub.

LÆS OGSÅ: Forskere: Se sport på tv - og kom i bedre form

Men evidensmængden er helt tydelig; træning alene fastlægger ikke i hvilken retning.

Det betyder ikke, at forældrene, trænerne og andre, der arbejder med de helt unge atleter, ikke skal opmuntre dem til at træne.

Vi skal alle have mulighed for at foretage velinformerede valg, når det gælder vores tid, indsats og penge.

Risiko for skuffelse

Hvis man tror, at træning og øvelse er den eneste afgørende faktor, der spiller ind for at opnå ekspertise, og har en drøm om at hjælpe ens barn til at blive eliteatlet, så er der risiko for, at man – og barnet – sætter sig selv op til en stor skuffelse.

Hvis andre børn bliver ved med at præstere bedre end ens eget barn, kan både forældre og børn komme til at føle sig som fiaskoer og tænke: »Jeg prøvede ikke godt nok. Jeg gav for let op.«

LÆS OGSÅ: Golf: Sådan bliver du bedre til at putte

Forældrene kan i stedet med evidensbaseret indsigt tage beslutninger om, hvilke aktiviteter de skal gå videre med, baseret på deres børns evner, egenskaber, nydelse og interesser.

Og hvis andre børn konstant præsterer bedre, er der en chance for at evaluere, om det er alle ressourcerne værd, eller om der findes et mere tilfredsstillende alternativ.

Går glip af mange muligheder

Sagt med andre ord, hvis børn kun er fokuserede på én eneste aktivitet med det ene formål at blive den bedste, kan de gå glip af aktiviteter, der måske passer meget bedre til lige dem og deres unikke talenter.

Det vil sige, at de slet ikke får chancen for at opdage eller gå videre med aktiviteter, hvor de har muligheden for virkelig at excellere.

Hvis man går videre med aktiviteter baseret på evner, egenskaber, nydelse og interesse, er der en meget bedre chance for, at anstrengelserne bliver oversat til ekspertise.

LÆS OGSÅ: Talenter skal have lov at være ufokuserede

Kendskab til aktuelle videnskabelig evidens – i modsætning til tiltalende begreber fra de poppede psykologi- og selvhjælpsbøger – forbedrer evnen til at træffe beslutninger, der fører til den bedste chance for succes og livslang tilfredshed for børnene.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og oversat af Stephanie Lammers-Clark.