I hele Europa bliver cyklen markedsført som en central del af løsningen på en renere og sundere transport.
I slutningen af 2025 offentliggjorde Europa-Kommissionen sin første statusrapport om Den europæiske erklæring om cykling.
Rapporten pegede på milliardinvesteringer, tusindvis af kilometer nye eller forbedrede cykelruter i Europa og en voksende politisk vilje til at gøre cyklen til en naturlig del af transporten i hverdagen.
Men der er et voksende misforhold mellem de politiske ambitioner og folks adfærd i hverdagen. Selvom cykling fylder mere på den politiske dagsorden, er det ikke alle steder, at flere cykler til arbejde, skole eller uddannelse.
Og her i Danmark – et land, der ofte fremhæves som en af verdens førende cykelnationer – er udviklingen stille og roligt på vej i forkert retning.
\ Serie: Sundhedskløften

Vi lever længere, flere har kroniske sygdomme, og mental mistrivsel er et stigende problem.
Det er fælles for både Danmark og Storbritannien, der også begge har skattefinansierede sundhedsvæsener.
Så hvad kan vi lære af hinanden?
Det forsøger vi at komme nærmere i denne serie, hvor du blandt andet kan blive klogere på, hvordan danskerne kan spise markant mere sukker, mens briterne stadig er mest overvægtige, eller hvordan vi regulerer vores fælles ’dårlige vaner’ som øl og gambling.
Du kan også læse om cykelkultur, vores forhold til kroppe og nøgenhed, faldende fertilitetsrater, sperm-industrien og præventionsvaner, sundhed i fængsler og støjforurening.
Find alle udgivne artikler i serien her.
Serien er et samarbejde mellem The Conversation UK og Videnskab.dk, og alle artikler er skrevet af danske og britiske forskere, som vil gøre os klogere på Danmarks og Storbritanniens forskellige forhold til sundhed, sygdom, trivsel og hverdagsliv.
I vores nationale spørgeundersøgelse fra 2020 svarede 27,6 procent af befolkningen, at de cyklede til arbejde eller uddannelse mindst tre dage om ugen.
I vores nye undersøgelse fra 2025 er tallet faldet til 25,6 procent.
Det lyder måske ikke af så meget, men på befolkningsniveau svarer det til, at titusindvis færre bruger cyklen som en fast del af hverdagen – i et land, hvor rammerne ellers er relativt gode.
Tænk blot på cykelstier i byer over hele landet, cykelinfrastruktur i offentlig transport og politisk opbakning til cyklen som transport i hverdagen snarere end som en nichepræget fritidsaktivitet.
Blandt unge i alderen 15-19 år er faldet endnu tydeligere, når man ser på, hvor mange der cykler til deres uddannelsessted mindst tre dage om ugen: fra 39 procent i 2020 til 32,3 procent i 2025. Hvis udviklingen fortsætter, ser fremtiden for Danmark som cykelnation dyster ud.
Det rejser et afgørende spørgsmål: Hvis regelmæssig cykling falder i Danmark, hvor de mange cykelstier gør det let at tage cyklen, hvad betyder det så for Europas bredere ambitioner om, at flere skal cykle?
Et spørgsmål om afstand
Vores seneste forskning kan måske være med til at forklare, hvorfor investeringer i infrastruktur ikke er nok alene.
I studiet brugte vi data fra 2020 om cirka 46.000 personer i Danmark. Fokus var på dem, der havde mellem 1 og 15 kilometer til arbejde eller uddannelsessted. Det er en afstand, hvor cyklen for mange stadig kan være et realistisk dagligt transportmiddel.
Vi inddelte deltagerne i to grupper baseret på deres afstand, 1 til 5 kilometer og 6 til 15 kilometer, og sammenlignede dem, der cyklede ofte, altså tre eller flere dage om ugen, med dem, der ikke gjorde.
Resultaterne viser, at mange korte ture ikke bliver taget på cykel. Næsten halvdelen af dem, der har 1 til 5 kilometer til arbejde eller uddannelsessted, cyklede færre end tre dage om ugen. Blandt dem, der bor 6 til 15 kilometer væk, cyklede næsten tre fjerdedele mindre end tre dage om ugen.
Vores forskning viste også, at hyppige cyklister typisk er yngre voksne, kvinder, studerende og personer med et højere uddannelsesniveau, som bor i byer. Adgang til en cykel var en af de stærkeste indikatorer for regelmæssig cykling. Det er en påmindelse om, at de grundlæggende forudsætninger stadig betyder noget.
Hvorfor står folk af cyklen?
Men det, der for alvor adskilte dem, der ofte cyklede, fra dem, der sjældnere hoppede på cyklen, var de forhold, de oplevede som hindringer.
Tidspres var en af de grunde, der oftest blev nævnt, når folk forklarede, hvorfor de ikke cyklede mere.
Personer, der oplevede, at det tog for lang tid at cykle, at det kolliderede med arbejde eller familieforpligtelser, eller at det gjorde det vanskeligt at få hverdagens ærinder til at hænge sammen, var også mindre tilbøjelige til at cykle – selv på korte ture.
Bekymringer om udseende og komfort spillede også en væsentlig rolle. Især blandt dem, der boede tæt på deres arbejdsplads, hang bekymringen for at ankomme svedig, overophedet eller mindre præsentabel sammen med, at færre valgte cyklen.
Den oplevede trafiksikkerhed havde også betydning. Når folk følte sig utrygge i trafikken eller oplevede, at cykelforholdene var utilstrækkelige, var de mindre tilbøjelige til at tage cyklen – uanset den faktiske afstand.
Det kommer måske ikke som den store overraskelse, at folk, der foretrak at køre bil, også var langt mindre tilbøjelige til at tage cyklen – selv når det sagtens kunne lade sig gøre. Det understreger, hvordan vaner, status og en stærk bilkultur stadig er med til at styre vores adfærd, også i Danmark.
Og det er måske netop her, danske politikere har tabt bolden det seneste årti: Politiske ændringer har gjort det billigere at eje bil. Ifølge data fra Danmarks Statistik er antallet af biler pr. indbygger steget med 7,2 procent siden 2015.
Det er også værd at bemærke, at de årlige investeringer i motorveje i Danmark ligger på mellem 4 og 6 milliarder kroner, mens statens årlige investeringer i cykelinfrastruktur ligger på 200-300 millioner kroner.
Vi fandt også, at personer bosat i landdistrikter var betydeligt mindre tilbøjelige til at cykle til arbejde eller uddannelse end personer i byerne, selv når de havde samme pendlingsafstand.
Det tyder på, at cykelkultur, social accept og kvaliteten af infrastrukturen stadig varierer markant inden for lande, der ofte betragtes som cykelvenlige.
Europas cykelambitioner
Europa-Kommissionens statusrapport om cykling fremhæver – helt med rette – hidtil usete investeringer og politisk opmærksomhed.
Men vores resultater sammenholdt med det seneste fald i regelmæssig cykling, som 2025-dataene viser, peger på, at infrastruktur alene ikke er nok.
Hvis cykling skal blive mere udbredt, skal politiske tiltag også adressere de praktiske vilkår i hverdagen: tidspres, oplevet sikkerhed, faciliteter på arbejdspladsen, sociale normer og en indgroet afhængighed af bilen.
For at lykkes skal cyklen opleves som den nemmeste, billigste, hurtigste – og sundeste – transportform på korte afstande.
Denne artikel er en del af serien Sundhedskløften / The Health Gap, der er et samarbejde mellem Videnskab.dk og The Conversation, hvor artiklen er publiceret i en engelsk version. Den er oversat til dansk af Stephanie Lammers-Clark.


































