Rundt omkring i verden dør børn af sygdomme, som en række forskere nu kæder sammen med at blive eksponeret for kemikalier.
Derfor er der hastigt behov for handling, skriver en sammenslutning af sundhedsforskere i et nyt studie, der er udgivet i New England Journal of Medicine.
Det skriver The Guardian.
I studiet fremlægger mere end 20 sundhedsforskere, herunder fra USA’s Environmental Protection Agency, en række videnskabelige argumenter for, at syntetisk kemikalier kan føre til diverse ikke-smitsomme sygdomme hos børn — herunder kræft.
Forskerne beskriver en række »foruroligende« udviklinger fra de sidste 50 år:
- Forekomsten af børnekræft er steget med 35 procent.
- Hyppigheden af mandlige reproduktive misdannelser er fordoblet.
- Neuroudviklingsforstyrrelser rammer 1 ud af 6 børn.
Samtidig peger de også på, at kemikalieproduktionen er 50-doblet siden 1950 og vil stige med cirka 3 procent om året. I 2050 vil produktionen være tredoblet sammenlignet med i dag.
I studiet finder forskerne ikke en direkte sammenhæng mellem børnesygdomme og kemikalier. De råber imidlertid vagt i gevær på baggrund af forskning, der peger på, at kemikalierne kan have en indflydelse.
Sygdomme som følge af eksponering for kemikalier i barndommen kan føre til flere negative konsekvenser, siger forskerne. Det er blandt andet fysiske handicap, tidlig død og store økonomiske tab.
Derfor kalder forskerne på en ny tilgang, hvor kemiske produkter kun kan komme på markedet, hvis de har været gennem uafhængige tests.
»Evidensen er så overvældende og effekterne af syntetisk fremstillede kemikalier er så forstyrrende for børn, at passivitet ikke længere er en mulighed,« siger direktør for Cesare Maltoni Cancer Research Center i Italien Daniele Mandridatoli til The Guardian.
Hun er medforfatter til studiet og en af forskerne, der nu har opstartet et nyt institut, der skal forsøge at føre nogle af studiets anbefalinger ud i livet.
































