Når det gælder giftige kemikalier, giver én plus én ikke altid to.
Det viser nye dansk forskning, hvor forskere fra Roskilde Universitet (RUC) har fundet ud af, at den kræftfremkaldende effekt af en cocktail af stoffer er større, end effekten af de enkelte stoffer lagt sammen.
Forskningen sætter fokus på, om reguleringen af giftige stoffer er tilstrækkelig.
»Vores studie viser, at hvis man ikke tager højde for cocktaileffekten, når man fastsætter grænseværdier for potentielt kræftfremkaldende stoffer, kommer man til at sætte grænseværdien for højt. Cocktaileffekten af potentielt kræftfremkaldende stoffer er så stor, at grænseværdierne skal endnu længere ned, hvis vi vil have den ønskede sikkerhedsmargin for koncentrationen af stofferne,« fortæller adjunkt ved Institut for Miljø, Samfund og Rumlig Forandring på Roskilde Universitet Kristian Syberg.
Det nye forskningsresultat er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Journal of Toxicology and Environmental Health.
Cocktail smadrer DNA’et
I studiet har Kristian Syberg undersøgt kombinationseffekten af to pesticider og stoffet akrylamid, som findes i blandt andet bagte kartofler og chips.
Hver for sig har stofferne potentielt kræftfremkaldende egenskaber, men sammen bliver den kræftfremkaldende effekt meget større, viser studiet.
I forsøgene har Kristian Syberg udsat celler for en kombination af de tre stoffer og undersøgt, hvordan DNA’et inde i cellerne blev beskadiget af cocktailen.
Forsøgene viste, at cocktailen af potentielle kræftfremkaldende stoffer laver store skader på DNA’et, selv ved koncentrationer af de enkelte stoffer, som er så lave, at stofferne hver for sig ikke har nogen effekt.
»Det er en af de første gange, at nogen viser den her øgede cocktaileffekt for potentielt kræftfremkaldende stoffer. Det viser også, at hvis man ikke tager højde for blandingseffekten, så undervurderer man giftigheden af stofferne ude i miljøet. Det er skræmmende,« fortæller Kristian Syberg.
Kollega: Vigtigt at sætte fokus på
Eva Cecilie Bonefeld-Jørgensen er professor i toksikologi og centerleder ved Center for Arktisk Sundhed på Aarhus Universitet.
Hun har læst det nye studie og synes, at det er spændende, at cocktaileffekten ikke bare gælder eksempelvis hormonforstyrrende stoffer, men også kræftfremkaldende stoffer.
»Det er nyt og interessant,« siger professoren.
\ Fakta
I studiet har forskerne undersøgt de tre potentielt kræftfremkaldende stoffer akrylamid, 2,4-diklorfenoxy-eddikesyre (2,4-D) og maleinhydrazid. Akrylamid findes i blandt andet stivelsesholdige produkter, der er varmet op til over 120 grader. Det gælder eksempelvis bagte kartofler og chips. 2,4-D og maleinhydrazid er begge pesticider, der benyttes til ukrudtbekæmpelse. Hver for sig kan stofferne være kræftfremkaldende, men det kræftfremkaldende potentiale bliver meget større, når stofferne blandes sammen. Potentiel cocktaileffekt gælder for alle kræftfremkaldende stoffer.
Eva Cecilie Bonefeldt-Jørgensen mener også, at det er godt med flere af denne slags studier, der kan vise, hvor vigtigt det er, at cocktaileffekten skal medtages, når myndigheder fastsætter grænseværdier for kemikalier.
»Studiet er et godt eksempel på, hvorfor vi ikke bare kan tro, at den samlede giftige effekt af en række stoffer er lig med den giftige effekt af stofferne lagt sammen. De enkelte stoffer siger os reelt set ikke noget, da vi aldrig kun udsættes for et stof ad gangen.«
»Det er specielt interessant ved studiet at se, at cocktaileffekten særligt er større end den sammenlagte effekt ved små koncentrationer. Det er vigtigt at få med, når vi regulerer, hvor store mængder af givne stoffer vi tillader,« siger Eva Cecilie Bonefeldt-Jørgensen, der dog savner at Kristian Syberg også havde undersøgt, om de benyttede koncentrationer af stofferne er relevante i forhold til de mængder, som kan findes i mennesker.
Studie er ’proff of concept’
Kristian Syberg fortæller, at de i studiet har brugt høje koncentrationer af de potentielt kræftfremkaldende stoffer, da eksponeringen kun var på 48 timer.
Studiet er som sådan mere ’proof of concept’, en det siger noget om en akut risiko for befolkningen.
»Da dette område er så vagt undersøgt, fandt vi det betydningsfuldt med et sådan studie, der kan vise, hvor vigtigt det er at undersøge cocktaileffekten af potentielt fremkaldende stoffer fremadrettet, før man fra myndighedernes side forsøger at regne sig frem til en risiko,« siger Kristian Syberg.
Cocktaileffekten er ukendt
Grænseværdier for stoffer i miljøet eller i produkter fastsættes på baggrund af en undersøgelse af stoffets skadelige virkning.
Forskere undersøger eksempelvis, hvor små mængder af et stof der skal til, før man kan se en skadelig effekt på celler, mennesker eller dyr, samt om stofferne eksempelvis kan give kræft, eller om de virker hormonforstyrrende.
Herefter fastsættes nogle grænseværdier for udledning og brugen af stofferne.
Dog kan man ikke tage for givet, at celler, mennesker og dyr reagerer på samme måde på de enkelte stoffer hver for sig, og når stofferne findes i en cocktail af stoffer.
Derfor kan fastsættelsen af grænseværdien blive for høj, selvom myndighederne benytter et forsigtighedsprincip, når de fastsætter den.
»Nogle stoffer kan eksempelvis gøre cellernes cellemembran mere gennemtrængelig for andre stoffer. Det gør, at disse andre stoffer kan komme ind i cellerne og gøre meget mere skade, end de kunne i forsøgene, hvor stofferne var alene. Det er den slags effekter i cocktails, som der ikke er taget højde for i myndighedernes risikovurdering af de enkelte stoffer,« siger Kristian Syberg.
