Bruger du sexlegetøj?
Så har du måske ikke bare et mere tilfredsstillende sexliv, men også parforhold og liv generelt.
Det tyder et nyt dansk studie, publiceret i The Journal of Sex Research, der har undersøgt brugen af sexlegetøj på tværs af seks europæiske lande, i hvert fald på.
At deltagerne er mere tilfredsstillede i både deres sexliv og generelle tilværelse, måler forskere fra Københavns Universitet på baggrund af et spørgeskema, som næsten 12.000 deltagere har svaret på, forklarer psykologi- og seksualitetsforsker Gert Martin Hald, der er en del af holdet bag studiet.
»Det viser sig, at det at eje og bruge legetøj, var signifikant associeret med højere tilfredshed med sexliv, parforhold og liv generelt. Med andre ord: Dem, der har og bruger sexlegetøj, ser generelt ud til at være mere tilfredse med sexliv, parforhold og livet generelt,« siger Gert Martin Hald, der er professor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet, til Videnskab.dk.
\ Studiet er støttet af sexlegetøjbutik
Virksomheden Sinful.dk, der sælger sexlegetøj, har fået et marketingbureau til at udarbejde den spørgeskemaundersøgelse, som studiet bygger på, og Sinful.dk har ydet en forskningsbevilling på 300.000 kroner til Københavns Universitet.
Gert Martin Hald forklarer, at samarbejdet kom i stand ved, at han hørte om Sinful.dk's undersøgelse og kontaktede dem for at få fingre i resultaterne.
»Vi indgår i det her, fordi vi selv fra Københavns Universitet har en interesse i det, for det er en ret unik mængde data, de har, som det ville være ret dyrt selv at gå ud og indsamle.«
Han bad derefter Sinful.dk om at støtte Institut for Folkesundhedsvidenskab med 300.000 kroner til at dække udgifter til konferencepræsentationer og overhead, hvilket betyder omkostninger såsom lys, møbler, sekretærbistand og instituttets lønudgifter i forbindelse med studiet.
Gert Martin Hald understreger, at pengene ikke er gået til forskerne, og at universitetet og Sinful.dk har indgået en juridisk aftale, der ifølge professoren »dikterer fuldstændig uafhængighed, som gør, at vi kan og har pligt til at publicere studiet, uanset hvad det viser.«
»Der er ikke nogen interesser, der er på spil, og det er standardprocedure,« siger Gert Martin Hald og fortsætter:
»Der er ikke nogen i vores forskningsgruppe, der får en krone eller nogen produkter, og vi har ikke optrådt i konsulentroller eller noget tilsvarende for dem.«
Trygge og tilfredse mennesker inddrager legetøj i sexlivet
Men selvom forskerne kan se en statistisk sammenhæng, betyder det desværre ikke, at hvis vi bare bruger sexlegetøj, bliver vi mere tilfredse med vores sexliv, parforhold og liv.
»Nej, sådan er det nok næppe,« siger Gert Martin Hald og nævner, at studiet ikke er designet, så det kan undersøge kausale sammenhænge.
»Vi tænker, at der nok er en tovejseffekt på spil, sådan at dem, der i forvejen er i et parforhold, hvor de oplever en vis grad af tryghed, åbenhed og god kommunikation, og som måske allerede er mere tilfredse i deres sexliv, i højere grad tør og er villige til at inddrage og eksperimentere med sexlegetøj i deres sexliv,« siger han.
Og når de så opdager, at sexlegetøj kan bidrage til deres sexliv på forskellig vis, øger det den seksuelle tilfredshed i forholdet, uddyber Gert Martin Hald:
»Samtidig kan de oplevelser og det at kommunikere om seksuelle lyster, og hvad der er godt og mindre godt, være med til at skabe tillid, tryghed og følelsen af, at man kan dele selv meget intime tanker, følelser og oplevelser med sin partner øge den tilfredshed, man føler i parforholdet.«
Ikke desto mindre er studiet spændende, mener Else Olesen, sygeplejerske og sexolog med stort kendskab til seksuelle hjælpemidler.
»Når seksualitet fungerer, så oplever du en større livskvalitet og et større overskud i hverdagen til at håndtere de svære ting i livet. Men hvis sex ikke fungerer - om det er rejsning eller orgasme - så kan det fylde meget og fjerne fokus fra det, man burde bruge energi på,« forklarer Else Olesen, der er en del af Sexologisk Center på Aalborg Universitetshospital.
Dog savner hun, at der i spørgeskemaet var fokus på, om sexlegetøjet kun blev brugt til seksuel tilfredsstillelse. Eller om det også blev brugt til rehabilitering.
»Hvis man har senfølger efter cancer-behandling eller diabetes eller bare oplever kropslige forandringer med alderen, kan det give god mening at bruge sex-hjælpemidler for at få seksualitet til at fungere igen,« siger Else Olesen.
Danskerne ligger nummer ét
Studiet, der er baseret på en spørgeskemaundersøgelse lavet af virksomheden Sinful.dk i foråret 2022, viser også, at danskerne blandt de næsten 12.000 deltagere, er dem, der ejer mest sexlegetøj.
»Danmark ligger nummer ét, for danskere i undersøgelsen ejer i gennemsnit fem stykker sexlegetøj,« siger Gert Martin Hald.
Det overrasker slet ikke Else Olesen.
»Vi er nok lidt mere frisindede i Danmark. Vi har et andet syn på seksualitet end mange andre steder, og vi var jo også de første til at frigive porno,« siger hun.
Gert Martin Hald skynder sig dog at indskyde, at undersøgelsen ikke nødvendigvis er repræsentativ.
»Det siger jeg for at være lidt konservativ og for at tage mine forbehold, for dem, der svarer på spørgsmål om sex, har nok en større åbenhed og interesse i det. Det ved vi fra andre sex-undersøgelser,« påpeger Gert Martin Hald.
Selvom man kan være skeptisk ved, at en virksomhed står bag en spørgeskemaundersøgelse, mener han, at det er foregået helt efter bogen.
»Sinful har bedt et marketingbureau om at sende spørgeskemaet ud til befolkningen på tværs af de seks lande, så undersøgelsen bliver så repræsentativ som muligt, ligesom Epinion og YouGov gør det herhjemme,« forklarer han.
\ Om studiet og deltagernes brug af sexlegetøj
I alt 11.944 deltagere i seks europæiske lande - Danmark, Sverige, Norge, Finland, Frankrig og Storbritannien - har svaret på et online spørgeskema - omkring 2.000 deltagere i hvert land.
Om deltagernes brug af sexlegetøj viser studiet, at:
- Op mod 60 procent af deltagerne ejede eller havde ejet et sexlegetøj, hvor de mest almindelige sexlegetøj var dildoer og vibratorer, efterfulgt af håndjern, penisringe og analsex-legetøj.
- Op mod 65 procent af deltagerne brugte sexlegetøj med sig selv eller en fast partner: Kun en lille del, op mod 15 procent, brugte det sammen med skiftende partnere.
- Flest kvinder ejer sexlegetøj, men sammenligner man kvinder og mænd, der ejer sexlegetøj, ejer mændene gennemsnitligt et større antal sexlegetøj end kvinderne.
Mindre stigmatiseret
Ifølge Gert Martin Hald har det været interessant at undersøge brugen af sexlegetøj. Det er nemlig ikke længere noget, vi holder hemmeligt. Det kan vi blandt andet se på hylder i butikker som Normal og Matas, hvor der står 'voksenlegetøj'.
»Jeg er 49, og da jeg var ung, købte man sexlegetøj i butikkernes baglokaler. I dag er det meget mindre stigmatiseret at bruge. Det er relativt normalt og eksperimenterende,« siger Gert Martin Hald.
Det er Else Olesen enig i. Og netop derfor finder hun også studiet spændende.
»Det tyder jo på, at sexlegetøj er for alle aldre - ikke kun de unge og smukke,« fortæller hun og uddyber:
»Det er også for hr. og fru Jensen, om de er 20, 40 eller 80 år. Det er blevet allemandseje. Da jeg var ung, lignede en dildo en diller, men i dag er der fokus på design. Sexlegetøj er æstetisk, og det gør nok, at mange har lyst til at bruge det på en anden måde.«

































