Genoplivning: Kan det gavne os som pårørende at se vores kære i den svære stund?

Hvis min far pludselig falder om med hjertestop, er jeg ikke i tvivl om, hvor jeg skal gøre af mig selv, når ambulancen kommer. Jeg skal se, hvad de gør ved ham. Jeg vil overvære behandlingen.

Men det er ikke sikkert, det er den bedste strategi for en anden at overvære deres kæres akutte behandling.

Om de pårørendes skal være til stede og se behandlingen ved genoplivningsforsøg i forbindelse med hjertestop er et emne, der atter er kommet op til diskussion, efter Christian Eriksen faldt om med hjertestop under EM-fodboldkampen i sommer.

Mange husker formentlig, hvordan hans holdkammerater dannede en rørende mur af kærlighed omkring ham, så nysgerrige øjne blev holdt fra at se, hvad der foregik.

Men hans kæreste blev også holdt væk fra behandlingssituationen. Var dét det rigtige valg? Det kan være tæt på umuligt at afgøre, men forskningen kan faktisk gøre os (lidt) klogere.

Jeg er aktuelt ved at lave en ph.d.-afhandling om pårørendes tilstedeværelse ved akut behandling og genoplivningsforsøg.

Derfor har jeg lavet en Cochrane-oversigt. Det er en systematisk oversigt over alle de lodtrækningsforsøg, der findes, som undersøger effekten af at tilbyde de pårørende at være til stede ved akut behandling og genoplivning.

I de forsøg, jeg har med i oversigten, har man trukket lod om, hvorvidt de pårørende skulle have tilbuddet om tilstedeværelse, eller om de ikke skulle have tilbuddet.

Efterfølgende har man undersøgt, om de fik psykologiske traumer af det.

Kan det gavne én at se sin ægtefælle dø?

Søren Brostrøm har udtalt, at han finder det uværdigt, at ægtepar og nær familie i perioder under corona-pandemien var forhindret i at se hinanden.

Det samme kan man mene om de sidste timer af livet i forbindelse med akut behandling.

Et studie af høj kvalitet fra Paris fandt ud af, at det for nogle pårørende kan forebygge psykiske traumer at være til stede ved genoplivningsforsøg, hvis de ønsker det, samt at det formentlig ikke påvirker patientbehandlingen.

Der findes dog desværre ikke megen såkaldt hård evidens på området, hvorfor det kan være svært i en dansk kontekst at konkludere på de data, der findes – og navnlig, når det omhandler hospitalsbehandling.

Det er en triade af folk, der påvirkes: sundhedsfagligt personale, patienter og pårørende.

Dette gør formentlig, at eksempelvis kulturelle forskelle kan have indvirkning på, hvordan de forskellige aktører påvirkes.

For nogle pårørende kan der være en værdi i at opleve, at det sundhedsfaglige personale gjorde, hvad de kunne for at redde deres kære, hvis det ender med død. At få en afslutning. At få sagt farvel.

For andre kan oplevelsen være for voldsom, og de pårørende kan få psykiske traumer.

En skulder at græde ud ved

Europæisk Råd for Genoplivning anbefaler, at man bør tilbyde de pårørende at være til stede, hvis det er sikkert. Hvad ’sikkert' dækker over, er til fortolkning, men jeg tænker, det i hvert fald må dække over, at de ikke forstyrrer behandlingen.

Rådet understreger dog samtidig, at der bør være en støtteperson til stede, hvis man inviterer de pårørende med ind i behandlingsrummet ved hjertestop.

At stå helt alene for sig selv i et hjørne af en hospitalsstue med taske og frakke over armen, mens ens kære ligger livløs, og man ikke ved, hvad der foregår, er nok ikke den rigtige vej at gå.

I min verden giver det mening, at der skal være en stol at sidde på og en skulder at græde ud ved.

\ Læs mere

Vækket fra de døde: Overlever du et hjertestop på hospitalet, er der gode chancer for et liv uden mén

Forskelle fra land til land – og internt i Danmark

At have de pårørende med i behandlingsrummet ved genoplivningsforsøg af hjertestop samt i forbindelse med akut behandling er en praksis, som er implementeret systematisk på hospitalet i både Lund og Malmø i Sverige, fortæller svenske kollegaer mig.

Her har man uddannet personalet i at håndtere de pårørende, og man har to stole på akutstuen; en til den pårørende og en til en støtteperson.

I andre lande inviterer man ligeledes systematisk de pårørende med ind i behandlingsrummet.

Hvad er praksis i Danmark? Så vidt jeg kan bedømme: Ret forskellig – og lettere tilfældig.

De pårørende inviteres med ind på akutstuen på nogle danske hospitaler, herunder blandt andet på Rigshospitalets traumestue, eller får lov at se på, mens ambulancepersonalet arbejder udenfor hospitalet.

Men der findes ingen tal på, hvor ofte det sker, og mit indtryk – baseret på interviews af læger og sygeplejersker – er, at det ofte er en mere eller mindre personafhængig beslutning; synes de ansvarlige i situationen, at det er en god idé eller ej?

\ Læs mere

Hvornår skal vi sige ja til døden og nej tak til behandling?

Forstyrrer de pårørende behandlingen?

Tvivlen om praksis kan skabe utryghed og føre til diskussioner blandt fagfolk, da nogle mener, at de pårørende forstyrrer behandlingen, og at den eventuelle fordel, der kan være for de pårørende, overskygges af denne ulempe.

Problemet er, at ingen ved, hvem der har ret.

Der findes nemlig ikke mange studier, som har undersøgt, hvordan pårørendes tilstedeværelse i disse akutte situationer påvirker det sundhedsfaglige personales stressniveau eller patientbehandlingen.

Et mindre simulationsstudie fra Detroit, USA, viser, at pårørende kan forstyrre behandlingen – afhængigt af, hvordan de opfører sig.

\ Læs mere

Kan hjertemassage ikke sætte et hjerte igang?!

Hvordan påvirkes det sundhedsfaglige personale?

Vi arbejder i det danske sundhedsvæsen med en mere holistisk tilgang til patienten og behandlingen end tidligere, og her tror jeg, at pårørende-involvering er en naturlig udvikling.

Nogle mener endda, at det kan ses som en form for lindrende behandling af patienten at have de pårørende til stede i de sidste timer af livet.

Men inden man vælger at indføre regler om, at de pårørende skal tilbydes at være til stede ved akut behandling og genoplivningsforsøg – eller ikke skal tilbydes det – er det vigtigt at undersøge, hvordan det sundhedsfaglige personale påvirkes herhjemme i Danmark.

Foreløbig har jeg gennemgået litteraturen med henblik på primært de pårørende og patienterne, men jeg er nu i gang med at undersøge påvirkningen af det sundhedsfaglige personale.

Aktuelt er jeg ved at afslutte fokusgruppeinterviews med cirka 25 læger og sygeplejersker på Herlev Hospital om, hvilke barrierer og faciliterende faktorer der er for at invitere de pårørende med ind i behandlingsrummet, og hvordan de som sundhedsfaglige påvirkes af de pårørendes tilstedeværelse.

Jeg er også ved at lave endnu en Cochrane-oversigt over alle de internationale studier, hvor man har interviewet sundhedsfagligt personale.

Jeg håber, at en eventuel tilstedeværelse af de pårørende, der ikke forstyrrer behandlingen, måske kan føre til øget patientsikkerhed.

I litteraturen samt de interviews, jeg er ved at afslutte, går det igen, at de pårørende ved at berette om patientens forudgående tilstand samt ønsker, kan bidrage med vigtig viden i patientforløbet.

De pårørende kan hjælpe til med at sætte patienten i fokus. På den måde håber jeg således også, at man kan forebygge (nogle) fejl.

\ Læs mere

Hvad kan sorgen lære os om livet?