KORT NYT FRA DANMARK:
Danmark er sammen med Sverige igen førende, når det handler om at bruge livereddende førstehjælp.
Danskerne yder livreddende førstehjælp i 65 procent af tilfældene med hjertestop uden for hospital, inden ambulancen når frem. De netop offentliggjorte tal fra 2013 viser dermed en fortsat stigning i forhold til tidligere år.
Det skriver Dansk Råd for Genoplivning og Trygfonden i en pressemeddelelse.
»Gennem de seneste år har vi set en fantastisk udvikling i andelen af danskere, der yder livreddende førstehjælp. Det har haft stor betydning for overlevelsen, så vi i dag redder tre gange så mange liv som for 13 år siden,« siger Steen Møller Hansen, læge og ph.d.-studerende, fra Aalborg Universitet, der sammen med professor Christian Torp-Pedersen står bag analysen af tallene fra Dansk Hjertestopregister, i pressemeddelelsen.
I menneskeliv betyder det, at der var 148 personer i Danmark, der overlevede hjertestop uden for hospital i 2002, mens det i 2013 var steget til 461. Og de fleste vender tilbage til en næsten normal tilværelse, siger Freddy Lippert, direktør i Den Præhospitale Virksomhed i Region Hovedstaden, i pressemeddelelsen:
»Overlevelsen er steget de seneste år, men også andelen af overlevere, der kommer tilbage til deres normale tilværelse, er steget. I Danmark er det generelt 75 pct., som vender tilbage til deres job efter at have overlevet et hjertestop. Men hvis man får livreddende førstehjælp fra et vidne til hjertestoppet, er chancerne 40 pct. større for at kunne komme tilbage på arbejdsmarkedet, end hvis man først får hjælp, når ambulancen ankommer. Det er fantastisk flot og viser, at den hurtige livreddende førstehjælp fra danskerne er uundværlig,« siger Freddy Lippert, direktør for den Præhospitale Virksomhed i Region Hovedstaden og medlem af det danske og europæiske Råd for Genoplivning.
Læs også:
Giv førstehjælp – så redder du både manden og hans job
Nærdødsoplevelser: 4 ud af 10 er ved en form for bevidsthed, når de ‘dør
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
ams